– fordi tiden kræver et MODSPIL

12. Nov 2005

Freverts selvmodsigelser udstillet for alverden

 

Det var ikke webmasteren, der gjorde det. Rune Engelbreth Larsen piller i en kronik i Politiken Louise Freverts historier om, at hun ikke selv havde skrevet de famøse artikler på hendes egen hjemmeside, uhjælpeligt fra hinanden:
For det første: Det er ikke sandt, når hun i flere medier har hævdet, at hun kun kom til at forsvare artiklerne som sine egne, fordi hun befandt sig i Londons undergrundsbane.

Information interviewede hende nemlig slet ikke, mens hun var i London, men allerede dagen før hun tog af sted, onsdag eftermiddag 28. september. Da var sagen endnu kun offentligt kendt gennem et læserbrev af Mona Andersen i Information og på hjemmesiderne Eskapist.dk og Humanisme.dk. Ikke desto mindre forsvarede hun også på dét tidspunkt kategorisk artiklernes ordlyd uden den mindste slinger i valsen: »Du kan tage ordene for pålydende, som de står der. Der er ikke noget imellem linjerne«. Sic.

Frevert har altså på intet tidspunkt mellem onsdag eftermiddag og lørdag morgen benægtet, at hun selv havde skrevet artiklerne. Det er således helt ude i skoven, at Frevert selv skulle have opklaret det hele »nogle timer« efter, at hun var blevet overrasket i undergrundsbanen, som Skaarups søforklaring lyder til pressen.

Der gik to et halvt døgn.

For det andet: Et af de indlæg, som bliver slettet fra Freverts hjemmeside, refererer helt specifikt til hendes egen frustration og irritation over, at dagbladenes debatredaktører ikke har villet bringe en række af de pågældende artikler.

På Freverts hjemmeside hed det således, at hun personlig skulle være udsat for en urimelig censur fra debatredaktørernes side, fordi dagbladene ikke ville bringe hendes artikler. Fra 15.9. til fjernelsen af artiklerne 30.9. har det kunnet læses på hjemmesiden, at hun »de sidste fire måneder« har skrevet en række artikler, hvorom hun forklarer: »Samtlige danske aviser har sorteret mine artikler bort - alene fordi de var på mere end 200 ord! - kun journalister ved bladet kan få trykt artikler, der er større. Jamen det er jo indirekte censur, og derfor det modsatte af ytringsfrihed! - ja, sådan kommer det til at virke i praksis. Når en kendt folketingspolitiker bliver forhindret i at ytre sig i medierne, alene fordi artiklerne er på 600-700 ord, er det knægtelse af ytringsfriheden«.

Denne artikel rummer sågar selve begrundelsen for, at hendes hjemmeside overhovedet har en sektion med titlen 'Artikler, som ingen tør trykke' - nemlig, at der er synspunkter i debatten, som folketingspolitikeren Louise Frevert ikke kan få lov at udtrykke i medierne, hvilket hun bruger hjemmesiden til at protestere imod.

En sådan protest kan måske nok lyde temmelig virkelighedsfjern, når det kommer fra en politiker, som har let adgang til medierne - men det er ikke desto mindre helt i overensstemmelse med en opfattelse, hun også udtrykker i et offentliggjort indlæg. I et læserbrev, der om muligt er endnu mere virkelighedsfjernt, hævder hun, at islamkritiske synspunkter slet ikke kommer til orde i tilstrækkelig grad: »Medierne giver muslimerne mere og mere plads, men vi har jo ytringsfrihed. Ja, det har vi da, men gælder det også for danskerne?« (JP København, 8.12.2004).

For det tredje: Freverts hjemmeside relanceres i nyere og smartere design 15. september som optakt til hendes kandidatur til overborgmesterposten i København, og samtlige 'Artikler, som ingen tør trykke' offentliggøres 15. og 16. september. Det betyder, at det altså ikke »kun« er to et halvt døgn, at Louise Frevert undlader at fraskrive sig forfatterskabet til artiklerne, men over to uger. Enten skulle hun altså have været helt ekstremt desinteresseret i sin egen lancering som overborgmesterkandidat, at hun i al denne tid ikke én eneste gang har kigget på indholdet af sin egen hjemmeside, eller også har artiklerne vitterlig været tænkt som en integreret (bevidst provokerende) del af hendes pr.

Det er næppe heller sandsynligt, at en politiker i den centrale position ansætter en webmaster, medmindre hun er 100 procent bevidst om, nøjagtig hvilke kvalifikationer og holdninger han har - og Talleruphuus er netop heller ikke noget tilfældigt eller perifert bekendtskab, men derimod hendes personlige bekendte gennem tyve år (jf. B.T., 2.10.2005).

Det virker derfor heller ikke særlig overbevisende, at Frevert lige pludselig, midt i mediestormen, skulle 'opdage', at Talleruphuus, for resten er »forfærdelig afstumpet« (Deadline 2.10.2005). Det er ikke mindre ejendommeligt, når hun i P1 Debatten (3.10.2005) forsikrer radiolytterne om, at den retorik, som kendetegner artiklerne, »foregår ikke i mit hjem og i min verden«, og hævder, at disse udsagn (som hun tidligere stod ved som sin egen »retorik«) nu er blevet til »sygelig retorik« af en mand, hun har kendt i tyve år.

For det fjerde: Da den lille bog 'Kort og godt' (2004) inddrages i sagen, afsløres endnu flere voldsomme udfald og konspirationsteorier vendt mod muslimerne. Alligevel siger Frevert: »Selvfølgelig har jeg selv skrevet den, det har jeg da« (TV 2/Nyhederne, 3.10.2005 kl. 10).

Blot seks timer senere foretager hun imidlertid endnu en kovending og forklarer ifølge TV 2's onlinenyheder: »Det er altså ikke noget, jeg selv har skrevet« (kl. 16).

På Freverts hjemmeside lå der med andre ord 36 artikler og en hel bog med en lang række stærkt generaliserende negative udsagn vendt mod etniske minoriteter. Politiet har imidlertid tilsyneladende slet ikke læst Freverts bog og har åbenbart heller ikke fundet det relevant at undersøge, om nogle af de 36 'Artikler, som ingen tør trykke' er helt eller delvis ordret identiske med ordlyden i offentliggjorte synspunkter i hendes eget navn. Til trods for at en gennemgang af offentligt tilgængelige interview og reportager såvel som Freverts oprindelige hjemmesideindhold (som politiet er blevet tilbudt) klart peger på, at hun både var bekendt med og involveret i strategien for relanceringen af hjemmesiden som optakt til kommunalvalget, hvor Talleruphuus' rolle ifølge hende selv var sammenlignelig med »en sekretær«.
Den ret omfattende dokumentation findes i Engelbreth Larsens tidligere omtalte nye bog om Frevert-affæren.

Tjah - Dansk Folkeparti er, hvad Dansk Folkeparti altid har været. Som altid, når en af deres egne bliver taget med fingrene i sukkerskålen, vil højrebloggernes tavshed om denne sag nok fremover være larmende ...

Kommentarer: