– fordi tiden kræver et MODSPIL

14. Jun 2005

G8s gældseftergivelse: Åger og afpresning

 
Verdens fattigste lande er som bekendt tynget af en kolossal udlandsgæld, som de ofte må kæmpe en sand kamp for blot at betale renterne af. Denne gæld er typisk stiftet engang i 70erne og 80erne under et korrupt, militariseret diktatur, som skulle bruge penge til militært isenkram og undertrykkelse af befolkningen, hvis der da var råd til sådan noget, når regeringen og de øverste embedsmænd havde fyldt deres egne konti i Schweiz). Uansvarlige långivere med verdens rigeste lande og største banker i spidsen stod klar med milliarder af dollars og skyhøje renter.

Mens Tysklands gæld faktisk blev eftergivet efter 2. verdenskrig (således at Tyskland f.eks. aldrig kom til at betale, hvad de skyldte efter besættelsen af Danmark), har man hidtil insistere på, at hver en øre, der er pøset i Argentinas morderiske militærdiktatur og Idi Amins paladser, skulle betales tilbage, før rig og fattig kunne mødes på lige fod.

En mere anstændig linje ville vist være, at bankerne burde have vidst, at dette var korrupte og illegale regimer, og nu må tage skade for hjemgæld.

I stedet har de rige lande, som en omvendt Robin Hood, sikret verdens største banker en støt indkomst af renter fra verdens allerfattigste lande - renter, som formentlig kunne have afskaffet al fattigdom i verden op til flere gange, om de var blevet brugt rigtigt.

Men nu skal det til at være anderledes: Renteplyndringen skal til at høre op, tavlen skal viskes ren, og de fattige lande skal have en ny start.

Eller skal de? Læser vi afsnit 2 af G8-landenes finansministres udtalelse efter topmødet i weekenden, ser vi, at gælden kun kan eftergives på visse betingelser, nemlig at udviklingslandene vil "tage hånd om korruptionen og styrke den private sektor" og "fjerne både inden- og udenlandske hindringer for privat investering".

For det første virker det noget hyklerisk, at man skal tage hånd om korruption for at kunne få gældslettelse, for den i mange lande udbredte korruption har aldrig været nogen hindring for at give lånene.

For det andet (og vigtigere) er det svært at læse resten af betingelsen som andet end et krav om, at udviklingslandene for at få gældslettelse skal åbne deres markeder helt, privatisere alt hvad privatiseres kan og lade multinationale selskaber komme ind og opkøbe det hele for en slik.

Gældslettelsen er, med andre ord, en klam fidus - ikke så meget en redningsaktion som en sikring af, at den redning af de fattigste lande, der vitterlig er brug for, også vil indebære fortsat og uhindret adgang til at entre og udplyndre de lande, der lader sig "redde".

Som George Monbiot skriver herom i dagens Guardian:
Attaching conditions like these to aid is bad enough. It amounts to saying: "We will give you a trickle of money if you give us the crown jewels." Attaching them to debt relief is in a different moral league: "We will stop punching you in the face if you give us the crown jewels." The G8's plan for saving Africa is little better than an extortion racket.

Do you still believe our newly sanctified leaders have earned their haloes? If so, you have swallowed a truckload of nonsense. Yes, they should cancel the debt. But they should cancel it unconditionally.
Alt andet er meningsløst, og at give G8-landene den mindste anerkendelse for deres nuværende plan for fortsat udbytning er latterligt. Gældscirkusset er i forvejen uanstændigt, og at supplere det med afpresning er ikke noget fremskridt.

Kommentarer: