– fordi tiden kræver et MODSPIL

09. Sep 2006

Gættekonkurrence

 
Tiden er kommet til at adsprede mine ærede læseres sind med en liden gættekonkurrence, som ikke skulle være alt for svær.

Hvem har skrevet dette her, og hvornår:
... jeg prøver nogle gange om morgenen, når familien stadig ligger i coma og tankerne kan få frit løb uden at snuble over krævende børnestemmer og legetøj og tegnefilmskingre stemmer at tænke igennem hvad det er, der gør, at jeg skal se på jøder og jødedom med milde og forstående øjne. Når morgener er gode til den slags, er det fordi man er mere uhildet efter søvnen. Drømmene har mindet én om hvor irrationelt et menneske man er, hvor meget ukontrollerbart og uheldsvangert man har i sig - sammen med gode ting også, selvfølgelig - og det skulle gerne gøre én mere forstående.

Så jeg prøver at se det fra deres side, Israels og dets folk og dem, som vi huser herhjemme. Prøver at indleve mig i, hvordan de har det og hvad de er oppe imod. Men selv under sådanne tænksomme morgenøvelser kan jeg højst nå frem til, at mange jøder ikke vil deres eget bedste. At de spiller højt spil og ikke engang rigtigt bekymrer sig om det går galt. For hellere det end ingenting. Jeg kan selv i de tidlige morgentimer ikke se, at der kommer andet end ulykker ud af det jødiske projekt.
Nu vil mange sige, at det er slet ikke noget særligt svært spørgsmål, fordi der faktisk var nogen, der bragte citatet på en anden blog så sent som i går - men hæng lige på et øjeblik!

De, som ikke så det i går: Ja, hvad skal man gætte på: Tyskland omkring 1920, hvor der gik mange ubehagelige rygter om jødernes angivelige medvirken i Versailles-traktaten; Frankrig i 1890'erne, måske?

I hvert fald er det mange år siden, vi sidst har set et så blatant eksempel på den traditionelle europæiske antisemitisme udtrykt offentligt. Eller ... ?

I slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne var Weekendavisen min foretrukne avis. Ikke, at jeg læste ret mange aviser dengang - egentlig var det studierne, der opslugte det meste af den tid, jeg ikke brugte på at læse science fiction-romaner.

Redigeret af den irriterende borgerlige men bundsolide Tøger Seidenfaden og med en lang række fornøjelige bidragydere var den ganske enkelt landets bedste avis, og den havde også landets bedste bogsektion - der dengang var redigeret af Bo Bjørnvig.

Bjørnvigs egne artikler var spændende og velinformerede, og jeg satte også pris på diverse artikler af Bo Green Jensen, Thomas Harder, Anne Knudsen, Lasse Ellegaard og mange flere.

Bjørnvig var måske ikke verdens største skribent, men han var ofte indsigtsfuld og "progressivt-interesseret" i verden. Han lavede et glimrende bogtillæg og havde ofte gode tanker om nye bøger i sine egne indlæg. Bl.a. husker jeg hans tankevækkende omend idiosynkratiske anmeldelse af Erwin Neutzsky-Wulffs roman Faust, der rent faktisk gav mig lyst til at læse bogen.

Men hvor er Weekendavisen og Bjørnvig så idag?

Ulrik Høy har arbejdet på bladet, sålænge jeg kan huske. Sidst i 80erne og i begyndelsen af 90erne var denne stærkt borgerlige og fremmedskeptiske skribent med klar tilknytning til Den Danske Forening et særsyn på avisen.

I dag er han desværre betegnende for avisens linje. Weekendavisen har i de senere år mere og mere antaget karakter af et menighedsblad for den intellektuelle højrefløj, hvor analyser om de fremmedes skadelige virkning på kulturlivet blandes med lodrette løgne om politiske modstandere.

Og her det jo så, at jeg må bryde sammen og tilstå. Der er ingen, der har skrevet det citat, jeg indleder dette indlæg med.

Men Weekendavisens faste medarbejder og tidligere litteraturredaktør Bo Bjørnvig skrev det næsten ord til andet - blot stod der overalt "muslimer" og "de muslimske lande" hvor der herover står "jøder" og "Israel". (Citatet er hugget fra Humanisme.dk, hvor Rune Engelbreth Larsen brugte det til at perskektivere Weekendavisens nylige angreb på ham selv og blev oprindelig bragt i Weekendavisen d. 21. april 2006.)

ET TU, URSE? (Også du, Bjørn?)

Det har været en lang vej ned ad bakke, en lang vej ind i folden for Bjørnvig: Fra at være en tankevækkende litteraturskribent durk ind i den traditionelle europæiske antisemitisme, der breder sig som ringe i vandet - blot med muslimer i stedet for de jøder, det gjaldt i begyndelsen af det 20. århundrede.

Som Scherfig skrev i romanen Frydenholm om én af sine figurer, der fik sig viklet lidt for grundigt ind i tidens antisemitiske kræfter: Han var en svag mand, og han kom i dårligt selskab.

Han holdt ikke stand, men bukkede under. Om man kunne have forventet mere af Bjørnvig og Weekendavisen er så en anden sag.

Hat tip: Humanisme.dk.
Raapil gør sig nogle tanker om det samme indlæg og når frem til, at Bjørnvig nok ikke er den skarpeste kniv i Weekendavisens skuffe. Måske ikke, men han er nu ikke den eneste skribent i huset, som er ramt af tidens eskalerende ny-antisemitisme.

Kommentarer: