– fordi tiden kræver et MODSPIL

10. Jun 2006

Ghettotrængsler

 
Gülay Sahin skrev forleden i en kronik i Politiken om sin oplevelse af at bo i den københavnske ghetto Tingbjerg på en måde, der kun forekommer alt for velkendt for den, der har prøvet at bo i et af de mere forsømte eksemplarer:
Tingbjerg er en slags parkeringsplads, hvor livet holder stille sammen med håbet og ambitionerne. Tingbjerg er en skamplet på det københavnske bykort og en ridse på Danmark som et rigt, vestligt, oplyst og tolerant samfund. Tingbjerg er Danmarks 'underjeg', det sted, hvor alle tabuerne er placeret. Narkomaner, pyromaner, ludomaner, alkoholikere, kontanthjælpsmodtagere, 1.-, 2.- og 3.-generationsindvandrere, især de muslimske, som jeg selv, holder til her.

Tingbjerg er et sted, man kun tager hen, hvis man bor der, eller nødtvunget skal besøge en, der bor der. Tingbjerg er et mareridt for integrationen, kriminalforsorgen og for enhver, der har et håb om at give sine børn en god fremtid.

Om natten er Tingbjerg en dyster, tavs og gudsforladt omegn, der kun er velbesøgt af politiet ...
Sahin fortsætter med at forklare om Tingbergs særlige kulturelle forhold og om dets sprog, en "særlig dansk dialekt, der er en blanding af forskellige accenter fra især muslimske landes sprog og socialt tilfælde-agtigt dansk", og om sine egne oplevelser med unge mennesker i dette isolerede samfund, personificeret ved en kasketprydet, lydeligt MP3-spillende, sjusket og uden tvivl alt for attitudefyldt ung mand, der en dag stiger på bussen:
Enhver Frederiksbergborger med respekt for sig selv vil blive forarget over den unge mand, hvis ikke ligefrem have følelsen af foragt på den ene side og rædsel på den anden side. Jeg vil ikke lyve, jeg tog mig selv i at mene, at den unge mand burde opføre sig ordentligt og ikke stå der og se skræmmende ud og forstyrre med det der lavkulturelle pladdermusik.

I næste øjeblik tænkte jeg på den nat, jeg desperat gik rundt i Tingbjergs ubelyste, mennesketomme og åndsforladte gyder for at købe cigaretter efter en tur i byen kl. tre om natten. Den nat hvor mine fordomme, min angst eller mine myter blev forvandlet til en konkret positiv oplevelse.

I nattens mørke en måned efter jeg var flyttet fra mine trygge omgivelser på Frederiksberg, stod en flok unge fyre omkring en knallert, mit hjerte bankede, jeg tænkte på gruppevoldtægt, som jeg så tit læste om i avisen, og jeg tænkte på skuddrabet, der havde fundet sted kort tid forinden. De kiggede mærkeligt på mig, mens min overlevelsestrang mærkværdigvis fik mig til at spørge dem, om de vidste, hvor jeg kunne købe smøger. Jeg fik fem Prince i solidaritet og omsorg oven i købet - for hvis ikke det var for de unge fyre, skulle jeg åbenbart en tur til Frederiksberg for at finde den nærmeste 7-Eleven-butik ...
Opmuntret af denne oplevelse beslutter Sahin sig for, at den unge mand nok ikke er så farlig endda, og møder en vis imødekommenhed, da hun komplimenterer ham for hans valg af musik:
I bussen satte jeg mig derfor ved siden af ham, en gestus der var meget ekstraordinær for mit vedkommende - jeg valgte normalt med omhu at undgå enhver, der kunne se ud som en, der kunne forstyrre min læsning. Ja, undgå at sidde ved siden af en, der alligevel ikke kunne forstå og værdsætte litteraturen. Men i dag valgte jeg at eksperimentere og tog Orhan Pamuks nyeste roman op af tasken, mens den unge fyrs mp3-afspiller gentog en monoton melodi med teksten 'I'm a motherfucker V.I.P'.

Jeg vidste godt, jeg ikke ville kunne koncentrere mig om at forstå et kuk af Pamuks lange indviklede finkulturelle sætninger, men det var ikke afgørende, det handlede for mig om at se fyrens reaktion. Han kiggede et par gange hen over min skulder, det hjalp ikke, han slukkede musikken og til sidst kunne han ikke holde nysgerrigheden ud og spurgte, hvad det var jeg læste. Han var fascineret og sagde, det var godt, at jeg læste og pludselig udviklede det sig til en behagelig konversation, der blev mere og mere pinefuld for mig. Det stak i mig, at jeg så ukritisk havde slugt alle vandrehistorierne og skræmmebillederne råt. Det plagede mig, at han ikke levede op til mine forestillinger om, at han sikkert ville kaste sten efter mig.

Det pinte mig, at han var sympatisk, kærlig og tog både hensyn til, at jeg læste og var engageret i litteraturen. For så længe han også var interesseret i litteraturen, var jeg ikke det, jeg forestillede mig at være - nemlig fundamentalt anderledes end ham...
Og måske der er en vigtig pointe her: Måske holder de farlige, truende "andre" i ghettoerne op med at være disse farlige, truende "andre", om man som minimum begynder at komme dem i møde og lader dem selv komme én i møde?

Medieselvsving og fordomme synes ikke egnet til andet end at skabe uvidenhed og isloation, til at gøre fjender ud af folk, der kunne have været vores venner. Hvor meget bedre ville det ikke være, om man kunne "blande kortene" lidt, så vi i stedet kunne skabe venner ud af folk, der kunne have været vores fjender!

Link til Gülay Sahins kronik i Politiken.

Kommentarer: