– fordi tiden kræver et MODSPIL

14. Jul 2005

Højrefløjen i defensiven - men (endnu) ikke her ...

 
Forleden, dvs. for snart et par uger siden, skrev jeg et indlæg om Spaniens nye ægteskabslovgivning og påpegede, at højrefløjen i modsætning til i Danmark (og en del andre steder) er i defensiven i Spanien, og at den spanske regering netop i disse år gennemfører en række måske "symbolske", men meget vigtige, opgør med den intolerance og diskrimination, den tidligere højreregering under Aznar stod for.

For en uge siden (d. 7. juli) blev nedenstående (let bearbejdede) uddrag bragt som læserbrev i Information, under overskriften Spanien - et land på rette kurs:
Som besøgende i Spanien må man konstatere, at den ellers ofte kedelige og pompøse spanske presse er en opløftende oplevelse for en dansker. Især hvis man følger debatten i kølvandet paa den nyligt vedtagne lov om homoseksuelles ret til at gifte sig og adoptere børn.

Spanien er nemlig, til meget stor forskel fra Danmark, et land, hvor højrefløjen er i defensiven. Hvor meget, de end protesterer (og de protesterer voldsomt og højlydt), har de ikke magt, som de har agt, og de kan ikke forhindre de tiltag, som de foragter så meget.

Ja, mine damer og herrer, De hørte rigtigt: Højrefløjen er i defensiven i Spanien. Stik den, Nyrup og Lykketoft!

Der er lige indført lov om homoseksuelle ægteskaber, alle landets soldater er trukket ud af Irak, der er ingen fremmedfjendsk politisk retorik, og et af de mest ødelæggende og morderiske terrorangreb i Europa nogensinde - den 11. marts 2004 - har ikke ført til hverken højredrejning, skærpet terrorlovgivning eller klapjagt på muslimer.

Det er rigtigt, at mange af Zapateros tiltag er gratis, rent økonomisk, og derfor ikke gør den store forskel for mange:

Fastholdelse af den rest af retsstat, man har, og ikke lave ny terrorlovgivning, pris nul euro. Homoseksuelle ret til at gifte sig, pris nul euro. Soldater hjem fra Irak, stor besparelse. Og det er også rigtigt, at en socialdemokratisk regering som Zapateros næppe for alvor vil tage fat i de problemer med økonomisk udbytning, fattigdom og udstødelse, der præger dette land.

Men tilfældet Spanien viser os andre lidt om, at højrefløjen kan skubbes tilbage, og at der er plads til stolthed over åbenhed og tolerance i det nye Europa; og den katolske kirke er (i kraft af den nye ægteskabslov) blevet tilføjet et forfærdeligt, sviende nederlag i et af dens historisk set allervigtigste lande.

Et eller andet sted kan det kun være et skridt i den rigtige retning - for Spanien, som for hele Europa.


De ovennævnte "symbolske" (meget billige eller gratis, men vigtige) handlinger omfatter, udover det allerede nævnte, nedtagning af de sidste fascistiske symboler (monumenter, statuer osv.) fra Franco-tiden og legalisering af alle illegale indvandrere (ja, du læste rigtigt - opholdstilladelse til alle illegale indvandrere).

Men den vigtigste lære af alt dette for os andre er denne: At den højrefløj, der for at par år siden så ud til at kunne tromle sin vilje igennem på alle punkter, herunder deltagelse i Irak-krigen på trods af 90% af befolkningens ønske, nu er i defensiven.

Det kan den også komme i Danmark!

Kommentarer: