– fordi tiden kræver et MODSPIL

13. Jan 2006

Hetzen fortsætter - denne gang mod børn

 
Frisk pust over landet + Hitler Jugend
Nu, hvor danske politikere efterhånden er blevet godt og grundigt færdig med retorisk at afklapse voksne mandlige indvandrere (de gider ikke arbejde, de lugter, deres religion kan vi heller ikke lide og så skulle de alle sendes hjem) og også indvandrerkvinderne (de er "undertrykte", gider heller ikke at arbejde, skal "hjælpes" til ikke at gå med tørklæde, passe deres børn hjemme eller i det hele taget leve livet som det passer dem og i øvrigt sige tak), begynder de at slå på indvandrernes børn i stedet.

Man har, beretter Jyllands-Posten, i flere tilfælde oplevet "små drenge, der har taget magten i etniske minoritetsfamilier", og selveste regeringen er derfor ude i et "opgør med indvandrerdrenges kvindesyn" (se selv efter, det står der virkelig!).

Der har i årevis, mange gange, i den pædagogiske debat lydt klager over børn, der var hyperaktive (eller for inaktive), svarede igen (eller ikke svarede godt nok for sig), var for udadreagerende (eller for indadvendte), og det er ofte blevet fulgt op med behørigt formanende løftede pegefingre mod den fra fødslen uduelige art, der under ét kaldes "forældre" - hvor især de "moderne" af slagsen har fået et særligt strengt ord med på vejen.

Aldrig har jeg i denne debat hørt nogen socialrådgiver eller formanende pædagog talt om, at der er noget galt med "danskernes" familiestruktur, eller hørt regeringen tale om offentligt indgreb i "danskerdrengenes" menneskesyn.

Vi kender alle familier, hvis børn virker ustyrlige eller på anden måde opfører sig sådan, at vi ikke selv sætter pris på det. Af og til tænker man endda, at de pågældende børns forældre kunne eller burde gribe det anderledes an, og hvis vi er flinke, siger vi det også til dem.

Men vi ville nok ikke acceptere, om nogen brugte sådanne eksempler til at bevise, at "sådan er de, de danskere".

Men når det er indvandrere, er det i orden. Hvis danske børn taler grimt, er kriminelle eller på anden måde opfører sig uhensigtsmæssigt, antager vi, at det skyldes sociale eller familiemæssige forhold i samspil med barnets personlighed og øvrige omstændigheder.

Hvis barnet er af indvandrerfamilie er det åbenbart nok at pege på den omstændighed, for "sådan er de jo, de indvandrere" - det, der med et fint ord hedder "integrationsproblemer".

Er vi virkelig kommet så langt ud i den blinde fordomsfuldhed, der slår ud i og bruges som undskyldning for blindt had på den indvandrerfjendtlige højrefløj?

Det kunne desværre se sådan ud. Bag alle vore humanistiske falbelader gemmer sig et ualmindeligt grimt fjæs, som Jakob Holdt påpegede i et debatindlæg i Politiken den 9. januar, citeret af forfatteren Leyla Tamer på hendes hjemmeside:
Faren ved ustandselig at bringe hadske indlæg om islam er, at vi langsomt lulles ind i en tro på deres rigtighed, som jeg hørte det i et radioprogram, hvor en tyrkisk kvinde meget bevægende fortalte om de voldelige overgreb, hun havde været udsat for i et tvangsægteskab. Næsten samtlige danske lyttere, der ringede ind, forklarede det derpå som et eller andet aspekt i islam, "som vi nok skal støtte dig imod" - skønt kvinden på intet tidspunkt havde sat sin smerte i forbindelse med islam.

Intet forekommer mig mere kvalmende end at se sådanne undertrykte kvinder blive omklamret af danskernes blinde had forklædt som omsorg. For disse havde uden tvivl ghettoiseret hende i alle de år, hvor hun råbte på vores omsorg og venskab, og hvor hendes prygl steg proportionalt med hendes mands egen følelse af ghettoisering - ligesom jeg kender det fra USA's sorte ghettoer.
Men kvinder er dog stadig voksne. Ligefrem at gå efter børnene i den stadige generaliseren og læggen indvandring for had ... er der efterhånden nogen grænser tilbage for, hvor dybt vi vil synke?

Det er i hvert fald for alvor ved at være tid for, at de af os, der ikke ønsker at synke, vågner op og siger fra, så det kan høres. Pustet over landet er ved at blive lige friskt nok!

Kommentarer: