– fordi tiden kræver et MODSPIL

20. Feb 2006

Hvem sætter pletter på Dannebrog?

 
Undervisnings- og kirkeminister Bertel Haarder besværede sig i Jyllands-Posten i lørdags over danskere, som i udlandet har fortalt om den foruroligende fremmedfjendskhed og højredrejning, som Danmark har gennemlevet de sidste mange år.

Denne - i mine øjne højst tiltrængte - oplysende virksomhed svarer i Haarders optik nærmest til landsforræderi. "Smæderierne er utilgivelige," siger han ligefrem.

Jeg ville dog tillade mig at vende Haarders kritik om: Hvem fortjener i grunden at blive kritiseret? De, der som Kiku Day og Martin Burcharth udsætter sig for deres landsmænds kritik og Bertel Haarders vrede ved at fortælle sandheden om Danmark - eller de, der som den nuværende regering med støtte fra et af de mest rabiat fremmedfjendske partier i Europa har sørget for, at der er noget at fortælle om?

Martin Burcharths kronik i New York Times kalder Haarder f.eks. "et forfærdeligt eksempel", idet han skriver:
Han har spredt lodrette løgne om Danmark i nogle af USA's førende medier. Om at vi ikke godkender muslimske menigheder (samme løgn, som den egyptiske ambassadør har hidset sit land op med).

Sandheden er, at vi har godkendt 19 muslimske menigheder, hvis medlemmer gennem fradrag for kontingenter kan få et indirekte statstilskud, der er dobbelt så stort som det, staten giver pr. medlem til folkekirken.

Han hævder også, at muslimer har fået nægtet tilladelse til at bygge moskéer. Sandheden er, at der er masser af moskéer, og at der gælder samme regler for muslimske byggerier som for andre.

Hans påstand om, at der ikke er muslimske kirkegårde i Danmark, er lige så absurd og selvmodsigende, når han samtidig nævner skændingen af en enkelt muslimsk kirkegård som endnu et eksempel på dansk islamofobi. Han blev heldigvis i et tv-program sat grundigt på plads af en tysk kollega, der tværtimod fremhævede dansk tolerance og respekt for menneskerettigheder. (Jyllands-Posten 16/2)

Martin Burcharths påstande er nu imødegået i et indlæg, der er sendt til de pågældende blade af kirkeministeriets departementschef. Men bliver det optaget, og hvem læser det? Pletten på det danske flag er svær at viske af.

I sin avis Information giver smædeskriveren en smagsprøve på, hvad han siger til sine amerikanske venner: "Vi ved jo, at Danmark i de seneste år har udviklet sig til at være det mest fremmedfjendske land i Europa side om side med Holland. Nu forstår hele verden, hvad der er sket i Danmark. I USA har Danmark et fantastisk godt ry. Det er nu blevet skyllet godt væk." - Ja, man må sige, han selv gør, hvad han kan, og med usande påstande! Hvorfor?
Vi har her på siden tidligere observeret, at Burcharths artikel i New York Times er både rammende og præcis - omend med én enkelt irriterende fejl.

Haarders kritik er altså både overdreven på grænsen til det hysteriske - og samtidig helt ved siden af.

I den anledning har jeg modtaget nedenstående fra Martin Burcharth - et brev, som Burcharth sendte til både Haarder og Jyllands-Posten dagen før, Haarders kronik blev bragt, og som påpeger adskillige faktuelle fejl og manipulationer i Haarders tekst:
Kære Bertel Haarder,

Du er selvfølgelig velkommen til at mene, hvad du vil om min kronik i NYT. Der er jo ytringsfrihed i Danmark.

Men er det også tilladt at fordreje mine ord?

Er det tilladt at citere mig for noget, som professor Alan Wolfe har sagt til mig i citationstegn i Dagbladet Information?

Her er din kommentar og citatet af Wolfe, ikke af mig.
I sin avis Information giver smædeskriveren en smagsprøve på, hvad han siger til sine amerikanske venner: "Vi ved jo, at Danmark i de seneste år har udviklet sig til at være det mest fremmedfjendske land i Europa side om side med Holland. Nu forstår hele verden, hvad der er sket i Danmark. I USA har Danmark et fantastisk godt ry. Det er nu blevet skyllet godt væk." Ja, man må sige, han selv gør, hvad han kan, og med usande påstande! Hvorfor?
Jeg håber meget, at du når at rette dette, inden dit indlæg står trykt i Jyllands-Posten. Det beløber sig til et injurie at beskylde mig for at være en smædeskriver på et totalt falskt grundlag. Kan det virkelig være rigtigt, at Danmarks undervisningsminister beskylder en journalist for at være smædeskriver og bruger som dokumentation noget, som en anden person har sagt? Det er vist ikke et godt eksempel at sætte for vores unge mennesker i skoler og på universiteter. Ej heller vil det hjælpe Danmarks omdømme og ry i udlandet.

Det er også direkte usandt, at jeg i NYT har skrevet, at "vi ikke godkender muslimske menigheder". Der står kun i kronikken og oversat til dansk, at "i 20 år er muslimer i Danmark blevet nægtet en tilladelse til at bygge moskeer i København."

Det har jeg offentligt beklaget både i Ritzau og Jyllands-Posten. Det ændrer imidlertid ikke noget ved, at der efter 20 år endnu ikke findes en stormoské i København. Jeg vil stærkt opfordre dig til, at tilføje i dit indlæg, at jeg netop har beklaget den formulering.

Du skriver videre:

"Hans påstand om, at der ikke er muslimske kirkegårde i Danmark, er lige så absurd og selvmodsigende, når han samtidig nævner skændingen af en enkelt muslimsk kirkegård som endnu et eksempel på dansk islamofobi. "

Jeg har ikke nævnt nogen steder, at skændingen af en "enkelt kirkegård er et eksempel på dansk islamofobi". Hvor har du det fra?

Du skal yderligere vide, at jeg har fået bunker af hadefulde e-mails fra danskere (...) Hvis du fordrejer mine synspunkter udtrykt i NYT på en så grov og injurierende facon er det klart, at jeg og min familie bliver yderligere udsat. Men først og fremmest opfordrer jeg dig i sandhedens interesse til at rette de urigtige oplysninger du giver.

med venlig hilsen

Martin Burcharth
Vi kan altså konstatere, at Haarders beskyldninger mod Burcharth - og måske også mod de andre behjertede mennesker, han angriber i sin kronik - er ikke alene hysterisk overdrevne og helt ved siden af, som vi observerede herover: De er også fremsat mod bedre vidende. Kan og bør man ikke forvente mere af en minister?

Kommentarer: