– fordi tiden kræver et MODSPIL

10. Jan 2006

Hvor der er hjerterum, er der husrum

 
En dement, ældre mand er ved at blive udvist fra Danmark, selvom hans familie passer ham 100% selv og garanterer, at de selv vil forsørge ham. Dette har ført til store folkelige demonstrationer i familiens hjemby Gl. Rye, som vi kan læse i bl.a. Politiken:
Omkring 300 mennesker fra lokalsamfundet samledes søndag i bidende kulde foran et parcelhus på Lille Vangs Vej i Gl. Rye ved Silkeborg.

De tog opstilling med fakler og levende lys for at markere deres støtte til husets familie med sang og taler.
(...)
Det, der har bragt sindene i kog og resulteret i aftenens demonstration, er udvisningen af den sygdomssvækkede 63-årige Khanoglan Gulmammadov fra Aserbajdsjan.

Den pasningskrævende mand har i det seneste halvandet år boet i parcelhuset i Gl. Rye hos sin datter Shahla Sahrai, svigersønnen Amir og barnebarnet, 10-årige Tahmineh, men risikerer nu når som helst at blive hentet af politiet for at blive eskorteret ud af landet.
Familien er forståeligt nok bekymret, for manden har ikke en chance for at klare sig selv hjemme i Aserbajdsjan.

Men den slags er der ikke plads til i den danske udlændingelov eller administrationen af den: Han opfylder ikke betingelserne, og så er det ud af vagten!

Hvor dybt kan regeringen og embedsværket egentlig synke i forvaltningen af de helt urimeligt strenge regler for ophold i Danmark? Åbenbart meget dybt.

Hvor der er hjerterum, er der husrum, lyder det gamle ord. Kan vi mon tillade os at vende den om?

Hvor der ikke engang er husrum nok til at give plads for, at en familie selv tager sig af en syg gammel mand i hans sidste år, kan der heller ikke være meget hjerterum.

Man mindes Jesu ord til de fordømte, som vi citerede forleden: "Thi jeg var sulten, og I gav mig ikke at spise; jeg var tørstig, og I gav mig ikke at drikke; jeg var fremmed, og I tog jer ikke af mig; jeg var nøgen, og I gav mig ingen klæder; jeg var syg, og I så ikke til mig; jeg var i fængsel, og I besøgte mig ikke".

Danmark anno 2006, ifølge medierne igang med en hidtil uset forbrugsfest: Vi må kunne gøre det bedre.

Kommentarer: