– fordi tiden kræver et MODSPIL

26. Apr 2006

Hykleriet omkring flygtninges vilkår

 
Jyllands-Posten bringer i dag et glimrende læserbrev af en Søren Nedbo fra Varde, der udstiller den lethed, hvorved de borgerlige "kritikere" af de umenneskelige forhold, folk bydes i vort angiveligt rige lands flygtningecentre:
20/4 var [Eyvind Vesselbo (V) og Henriette Kjær(K)] inviteret til et møde med integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) med det formål at få hende til at forbedre forholdene. Hvad kom der så ud af dette møde?

Småtterier, som ikke på nogen måde gør forholdene bedre. Men såvel Henriette Kjær som Eyvind Vesselbo udtrykte stor tilfredshed.

Jeg er utroligt glad for, at ministeren har været lydhør, udtalte førstnævnte, som inden mødet havde peget på de lange ophold i disse lejre som et alvorligt problem.

Da hun i DR TV 20/4 blev spurgt, hvad hun så havde opnået mht. afkortningen af den lange ventetid, svarede hun: Ingenting. Herefter tilføjede hun, at disse flygtninge ikke vil rejse hjem. Men sagen er, at hovedparten af flygtningene - de irakiske - ikke tør rejse hjem til et land, der er i undtagelsestilstand, og som Udenrigsministeriet advarer danske borgere mod at rejse til. Og flygtningene fra Kosovo kan ikke få indrejsetilladelse, fordi de er sigøjnere.

Endelig er der så en gruppe, som er syge. Det er de fremmede, som regeringen støttet af DF søger at presse til at rejse hjem ved at udsætte dem for en umenneskelig behandling i årevis. Er det værdigt, blev Henriette Kjær spurgt og svarede: Det er ikke en særlig værdig situation at være flygtning.

Integrationsminister Rikke Hvilshøj blev bedt om at kommentere den kendsgerning, at mange flygtningefamilier dagligt lever på ni kvadratmeter. Hun svarede: Jeg synes ikke, at det giver nogen mening at tale om kvadratmeter.

Måske ikke for ministeren, men for flygtningene giver det særdeles god mening.

Fogh-regeringen står afklædt i al sin umenneskelighed.
Og jeg kan kun sige ja og amen. Det er et fattigt land, der lader folk vansmægte på den måde - og det blot for at tækkes en hadsk folkestemning (eller er det slet og ret ligegyldighed?).

Det værste er, at intet af dette er nyt: De kummerlige forhold, som bl.a. Vesselbo og Kjær "pludselig" blev opmærksom på, har været kendt i årevis, som Lars Gorzelak Pedersen gjorde opmærksom på for ikke så længe siden. Således kunne man allerede i september 1997 læse i nr. 5 af tidsskriftet Faklen:
Psykolog Jørn Nielsen har i en kronik i Politiken, 23.8.96, beskrevet, hvorledes asylsøgere behandles i de interneringslejre, hvor de ofte i en lang årrække spærres inde under sagsbehandlingen - hvis de altså ikke havner i ordinære fængsler. På baggrund af flere hundrede psykologiske samtaler på forskellige asylcentre i Danmark beretter Nielsen om psykisk nedbrudte eksistenser, familier, der er splittet efter i årevis at have levet i komplet uvished om deres fremtid, uden mulighed for at søge arbejde eller påbegynde en uddannelse og uden almindelig skolegang for børnene - eneste afveksling er fritidstilbud, som han uden videre må karakterisere som "pseudoaktiviteter". Kan vi overhovedet forestille os, hvilken "usikkerhed, resignation, mistro, depression og afmagt" en årelang, passiv ventetid medfører, spørger Nielsen.

De bor oftest tre til fem personer på 14-16 kvm eller på størrelse med et almindeligt dansk soveværelse. Ikke usædvanligt bor forældre med selv store børn i et rum, der ikke overstiger en almindelig dansk stue. I tre til fire eller fem år.
Hverken socialdemokraterne eller de radikale har med andre ord nogen grund til at pudse glorien i så henseende. Men det ville klæde dem at få gjort noget konstruktivt ved det. For eksempel lige nu - hellere i går end i dag.

Kommentarer: