Hylekoret

 
Allan observerede fornylig i sin mavepuster-blog, hvad han ser som en betragtelig inerti overfor de højreorienterede politiske weblogs:

Da jeg startede med at blogge var det først og fremmest fordi jeg syntes der på den danske blog-scene var en uhyggelig grad af inerti overfor de fremmedhadske blogs. Det vrimlede (og vrimler) med islamofobiske og fremmedhadske bloggere der havde mange læsere og som fyldte folk med løgn og fordomme, uden at der blev sagt fra. De venstreorienterede og mere liberale blogs var efter min mening alt for spæde og ignorede i høj grad de frembrusende nationalistiske blogs ...

Vel, jeg har selv gjort mig nogle tanker i den retning, og har også af og til rodet lidt op i det syndige vrøvl, der florerer i skrigosfæren, og jeg kan da kun opfordre enhver, der har mod på det, til at tale det højreorienterede ævl midt imod.

Men ...

Jeg kan ikke lade være med somme tider at overveje, om det virkelig er anstrengelsen værd. De danske højreorienterede weblogs bevæger sig nemlig, hvis sandheden skal frem, på et uhyggeligt lavt intellektuelt niveau, hvor enhver "debat" eller "diskussion" er reduceret til en hylen og skrigen vendt mod muslimer og andre folk med "aparte" meninger, hvor alene det, at én eller anden person vover at udtrykke en anden mening end blogskribenten, er nok til at fordømme vedkommende til helvedes ild - helt uden hensyn til hvilke overvejelser eller måske endda argumenter, der måtte ligge bag.

Hvor megen tid bør man spilde på hunde, der hyler mod månen? At lade være med at læse dem og så fred være med det kunne forekomme at være en bedre strategi. Eftersom de fleste af disse skrigere lader til at være ensomme, anonyme eksistenser uden politisk indflydelse på noget som helst, lader det også til at være en rimeligt sikker strategi.

Når jeg sådan beklager mig over "højrebloggernes" lave intellektuelle niveau, bør det nævnes, at jeg her ikke, hvor uenig jeg end måtte være med dem, tænker på tænksomme og intelligente borgerlige debattører som Jacob Mchangama eller Lars Hvidberg - jeg tænker på dem, man af og til betegner som skrigosfæren:

Islamofoberne, ny-antisemitterne, haderne, Dansk Folkepartis klakører.

Som et eksempel på den fladpandede, unuancerede debatstil vil vi anføre nogle af skrigosfærens reaktioner på Rune Engelbreth Larsen og Tøger Seidenfadens nye bog om karikaturkrisen.

Anna Lyttiger (som ikke er en kvinde, men en anonym mandsperson - hvilket jeg blot skriver for at henlede opmærksomhed på, at der er tale om en "debattør", som endikke vil lægge navn til sine egne udtalelser, hvilket aldrig er et tegn på seriøsitet) skriver:

Skabs-islamisterne, den jødiske (!!!) Tøger Seidenfaden fra Politiken og sort-magikeren Rune Engelbrecht [sic!]fra minoritetspartiet og Faklen, har slået sig sammen om det mest utrolige stykke makværk i mands/kvindes minde. Det var således ikke Abu Laban & Co. samt den ægyptiske "ambassadør" (som efter Khartoon-wars fik stukket halen mellem benene i en vis fart, a propos), som var skyld i de danske ambassadeafbrændinger i de islamiske lande. Næ, det var skam Jyllandsposten, regeringen og Pia Kjærsgaard (dog ikke Præsident Bush DENNE gang)...

Jaså - han har naturligvis ikke læst bogen, men den kommer muligvis til en konklusion, han ikke er enig i, så hvem behøver at vide noget om noget som helst, når man bare kan køre ud ad en tangent med sit lille, billige had?

Ikke Anna Lyttiger, som det vist ikke er studenterhuen, der trykker.

Det noget arkaiske Minut sekunderer:

Men vi er ikke overrasket, alle kender Seidenfaden's politiske holdning og Engelbreth der i Faklen skriver mod kristendommen og i Minoritetspartiet kæmper for islam. Eller hans kone Signe's blog Pulimut der også kæmper for islam.

Æhm ... analyse? Gendrivelse af facts? Har vi selv vores facts i orden? Har vi monstro overhovedet læst bogen?

Men nej, det er hjerteligt overflødigt: Engelbreth og Seidenfaden laver lyde, som sekundanterne ikke er enige i, og fluks lyder kampråbet: Ned med jøderne (nåenej, muslimerne)! Dolph smadrer..

Klaphatten leverer lidt analyse i den mere intellektuelle og filosofiske ende - men svinger sig naturligvis ikke højere op, end at læserne fra Rød Stue kan være med:

De fleste danskere og vestlige medier var på JP´ og ytringsfrihedens side, naturligvis. Hvem skulle læserkredsen være til denne bog ? Stormuftien af Egypten og gadens parlament i Gaza? Jeg ser Politiken har 3000 ord om den, fordelt på 3 artikler. Spin ? Nej, selvspin. Jeg er efterhånden ankommet til den overbevisning, at den eneste grund til at JP-Politikens bestyrelse beholder Seidenfaden er den, at køre Politiken så langt til venstre som muligt, så man har to helt forskellige "produkter" i butiken: Nemlig virkelighedens verden og Tøgers fantasiverden.

Igen bemærker vi den grundlæggende metode i affærdigelsen af bogens konklusioner. En rigtig højreblogger behøver nemlig ikke sådan ligefrem at læse en sådan bog for at sønderlemme den - han eller hun behøver endikke at forstå forfatternes præmisser eller overhovedet forholde sig til dem.

Især behøver han, af oplagte grunde, naturligvis ikke at forstå dem (forstå! - hvad skulle den slags tøjeri også til for).

Nej, lad os se på konklusionerne: Er der nogen konklusioner som kunne antyde, at skribenterne evt. kunne tænkes at stå blot en lille smule til venstre for Ann Coulter eller Pia Kjærsgaard?

Duer ikke, væk! Og så kan man altid supplere med lidt ukvemsord.

Sålænge det ikke er disse stormtropper, som styrer vores samfund bør man nok overveje, om der ikke er andet at bruge sit liv til at argumentere mod en flok fjolser, som ingen magt i verden synes at kunne drive forbi vuggestuestadiet ...

Så, Allan: Måske ikke så meget inerti som simpel modvilje mod at bruge for megen tid på deres skrigen og hylen - og vilje til i stedet at bruge den på (at skrive om) så mange andre af de ting, verden har at byde på af sær-, skæv- og skønheder.

PS: Tak til Morten Nielsen for citaterne.

Update, kl. 15.02:
Mogens Michaelsen siger:

Det er også mit indtryk, at det til at begynde med har været mere yderliggående højreorienterede, der lavede deres egen (politiske) weblog. Det hænger muligvis sammen med, at disse holdninger faktisk kan have svært ved at komme frem i normale medier - vel at mærke holdninger der netop ligger til højre for den borgerlige presse, eller for den sags skyld DF.

Men de bærer gennemgående præg af, at de blot bekræfter hinanden i det de mener i forvejen, synes jeg. Altså at de egentlig ikke søger *dialog* med nogen, og ikke er særlig originale med hensyn til personlig reflektion. Derfor bliver man hurtigt træt af dem, fordi det netop er det weblogs efter min mening er særligt egnet til: personlig og original reflektion over tingene, og ikke kun politik i almindelig forstand.

Derfor tror jeg, at det i fremtiden vil være dette de bliver brugt til - altså at overvægten af deciderede højreblogs vil mindskes efterhånden.

Og ja, det kan vi jo så håbe på ...

Update, 18. juni kl. 15.02:
Allan Hansen siger:

Jeg vil tillade mig til at være uenig i din tro på at skrigosphæren er marginalisteret. Den har et meget stor virkefelt, og har bla. mange læserbreve i JP og Berlingske. Et eksempel på dens magt er ordet "islamist", jeg første gang så på en af disse blogs. Et bizart ord, (forestil dig en "kristnist"?!?!) som alligevel er blevet hverdagssprog.

Jeg mener derfor en kamp mod disse blogs er vigtig, da de ikke er uden indflydelse og læsere. Man kan ikke ignorere den slags ihjel, desværre.

Og ja, det er også et ikke helt uvalidt synspunkt - og jeg kan da kun gentage mine tidligere opfordringer til de, der har lyst, til at engagere i lidt wingnut bashing.

Måske jeg forsøgte at finde en eller anden form for balance - eller også hænger det sammen med jeg gerne vil undgå at min blog kommer til at handle for meget om andre blogs ...

[ agger, Fri 16 Jun, :14:24: /politik] - kommentar(er) - link

Kommentarer: