– fordi tiden kræver et MODSPIL

25. Nov 2005

Isolationsfængsling i 'den store danske terrorsag'

 
"Terrorsigtet klager over forhold," læser vi i Jyllands-Posten:
Terrorsigtet får det værre og værre i Vridsløselille Statsfængsel, oplyser hans advokat.
(...)
»Det er et af Danmarks allerværste fængsler. Han sidder i et højt kælderrum, der stinker af tobak og ikke ligefrem fremmer den mentale sundhed. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt han overlever, og mennesker overlever selv tortur, men han har det virkelig skidt,« konstaterer Thorkild Høyer.
Så kan de lære det, de terrorister!, tænker mange sikkert - i al fald alle de, som med Dansk Folkeparti ser denne sag som påskudanledning til at give politiet endnu flere beføjelser til at fængsle uden sigtelse eller dom.

Nu viser det sig, at sagen formentlig ikke kan holde i retten, og at flere af de sigtede kan antages at være uskyldige - eller, som det hedder i en notits fra Ritzau gengivet af netop Jyllands-Posten:
Chefen for Politiets Efterretningstjeneste (PET), politimester Lars Findsen, gik fredag - ganske mod efterretningstjenestens sædvane - ud og kommenterede en igangværende efterforskning. I dagens udgave af Ekstra Bladet siger han, at det er et åbent spørgsmål, om en dommer finder mistanken mod de sigtede i terrorsagen bevist.
Så måske vi skulle tænke på, at en efter al sandsynlighed uskyldig 17-årig nu sidder og vansmægter i en beskidt kælder i Vridsløselille under forhold, som FNs torturforebyggelsesorganisation CPT har betegnet som tortur, før vi begynder at bruge sagen som anledning til at kræve endnu skrappere "spær-dem-inde-og-smid-nøglen-væk"-regler?

Kommentarer: