– fordi tiden kræver et MODSPIL

05. Feb 2006

Jyllands-Postens Carsten Juste går planken ud - med bind for øjnene

 
Man tror det næppe, men her er et pluk fra Jyllands-Postens leder i dag:
DAGBLADET POLITIKEN's bidrag til den igangværende, nu europæiske kamp for ytringsfrihed har været at yde husly til et par af de medarbejdere fra Morgenavisen Jyllands-Postens bladhus i København, som i ugens løb blev udsat for bombetrusler og derfor - ligesom kollegerne i Viby ved Århus - måtte evakueres.

Det er ikke noget, vi selv ser som noget særligt. Det er såmænd noget, Politiken selv følte vigtigt at meddele i en ledende artikel i fredags. Respekt, respekt!

Politiken er ydermere så grænseoverskridende dristig, at man varsler at ville trykke en af JP-tegningerne, hvis sagen skulle føre til dødelig vold. Argumentet er, at så er det klart for enhver, at islam er blevet kidnappet af middelalderlige terrorfyrster. Jamen, det har da længe været klart...
Sig mig: Er det Danskeren eller Jyllands-Posten, det her? Er der nogen, der kunne tænke sig at bringe den mand i kontakt med virkeligheden?

For det første er der ikke nogen "europæisk kamp for ytringsfriheden" igang lige nu - der er en kolossal diplomatisk krise, som i strid med al fornuft er opstået ud af Jyllands-Postens anti-islamiske propagandastunt - de nu famøse tegninger, blæst op af Fogh-regeringens mishåndtering af sagen og forskellige mellemøstlige regimers kyniske udnyttelse af sagen til deres egne formål (som Citizen Dane er inde på, er det svært ikke at mistænke den syriske regerings hånd bag afbrændingerne af ambassaderne i Damaskus og Beirut).

Herefter har den anonyme lederskribent (som sikkert hedder Juste til efternavn) så den frækhed at påstå, at Islam på verdensplan er "blevet kidnappet af middelalderlige terrorfyrster", og at dette har været "klart" siden 11. september. Det er åbenbart undgået avisens opmærksomhed, at stort set alt, hvad der kan krybe og gå i den islamiske verden gang på gang har undsagt Al-Qaedas terrorangreb, og at de fleste regeringer i den islamiske verden faktisk er allieret med det USA, hvis krigsførelse Jyllands-Posten ellers elsker at hylde.

Det må vel nu være klart, hvad det drejer sig om, for Jyllands-Postens lederskribent: Han kæmper ikke for ytringsfriheden i denne sag - kan kæmper mod Islam. Jyllands-Postens direktion ville gøre klogt i at udskifte ham - lade den nye chefredaktør undskylde - og så lade os alle se at komme videre.

Kommentarer: