– fordi tiden kræver et MODSPIL

12. Jun 2006

Leve klassesamfundet!

 
Synes du også af og til, at det er for anstrengende at bevæge dig helt hen til kaffemaskinen, når du skal have fyldt kaffekoppen på arbejde? Og når man taber kaffekoppen, skal man de fleste steder stadig selv igang med fejebakke og kost.

Kunne det ikke være rart, om man som i civiliserede lande som Indien og Malaysia i stedet havde nogen til at bringe kaffen og feje gulvet efter én?

Fortvivl ikke, der er hjælp på vej. Regeringen har nedsat en "tænketank", der skal komme med nye forslag til, hvordan landets indvandrere bedre kan blive "integreret" i samfundet, som vi læser om under overskriften Mehmet skal feje gulv til lav løn:
Indvandrere må servere kaffe og feje gulve til lav løn, hvis de skal have arbejde.

Det mener regeringens integrationstænketank, som består af fire danskere.
Tænketankens formand Erik Bonnerup supplerer:
Vi tror, at man kan få udvidet arbejdsmarkedet nedad. Der er ikke noget i vejen for, at nogle kunne gå og tage de servicejob - for den sags skyld at feje på fabrikken - og starte der. For så kommer de ind på arbejdsmarkedet og vænner sig til det danske arbejdsmarked og får lært noget mere og kommer op igennem systemet ...
Man kunne selvfølgelig spørge sig selv, om det virkelig er det rette sted at starte i et samfund, hvor arbejdsmarkedet for indvandrere er præget af afvisning - i et samfund, hvor ingeniører kører taxi og magistre gør rent, fordi de med deres "forkerte" navne ikke kan få andet arbejde?

Hvis nu regeringens tænketank begyndte med at forslag om at opdrage det danske arbejdsmarked til at give lige vilkår for lige kvalifikationer, så indvandrere med længerevarende uddannelser er lige så velkomne på arbejdsmarkedet som danskere ville resten såmænd komme af sig selv.

Men så ville vi jo miste dén bevidsthed om at være bedre end de kaffeserverende walla-walla'er, som åbenbart er central for de fire danskere i regeringens integrationstænketank - og er det ikke en skræmmende, nærmest intimiderende tanke, sådan at lade dem konkurrere med os andre, sådan helt på lige fod?

Men måske du skulle overveje at spørge din chef om ikke der også på din arbejdsplads var rum for en elektroingeniør til at komme med kaffen, eller en cand. mag. i litteraturhistorie og iransk til at feje - når vi nu allesammen godt ved, at der ikke er plads til dem på lige vilkår?

Kommentarer: