– fordi tiden kræver et MODSPIL

19. Nov 2005

Mangel på føling eller en afgrundsdyb kløft?

 
"Optøjerne og den franske regerings sene reaktion på volden har ført til kritik af, at Frankrigs ledende klasser ikke har føling med resten af landet", læser vi i Jyllands-Posten fredag d. 18. marts.

Avisen illustrerer straks dette udsagn ved at citere en fransk ministers "analyse" af situationen:
Flerkoneri blandt indvandrere bærer noget af skylden for optøjerne i Paris' forstæder.

Når de etniske minoriteter oplever racediskrimination på jobmarkedet, er årsagen bl.a. polygami, siger [Frankrigs beskæftigelsesminister] ifølge Financial Times.

Overdrevent store familier har [nemlig] medført asocial opførsel blandt visse unge, som savner en faderfigur ...
Og så er det, man forestiller sig den menige franskmands reaktion: En mellemting mellem et hulk og en fnisen, mellem at tage sig til hovedet og rive sig i håret.

Vores egen hjemlige Lars Hedegaard kalder tilsvarende optøjerne i Paris for en "intifada", og konkluderer, som refereret af bl.a. kammerat Raapil, at
Overført til franske forhold må det betyde, at der ikke findes nogen militær løsning på intifadaen, men kun en politisk, som kunne gå ud på, at de lokale emirer, der fører an i opstanden, lover at indstille kampene, mod at den franske stat opgiver besættelsen af de rebelske forstæder og trækker sit magtapparat og sin administration tilbage.
"Rebelske emirer"? Sandheden må vel være, at der findes ikke det vrøvl, Lars Hedegaard ikke er villig til at lukke ud, hvis blot det peger i retning af, at muslimer er onde og dumme og meget farlige, og vi skal alle sammen være meget bange og hade dem.

Når jeg hører den slags "analyser" af et problem, der skyldes, at man i tredive år har ladet de franske ghettoer forfalde, kommer jeg uvægerlig til at tænke på nedenstående citat fra Erwin Neutzsky-Wulffs roman Havet (Vinten 1978, s. 242-43):
Deri består autoriteternes snedighed: De handler på grundlag af beklageligt tvingende omstændigheder, som de selv har skabt, som de til stadighed skaber med deres handle- og tænkemåde, med deres blasfemiske livssyn.

De ser på verden med klog mistillid, hvorfor verden heller ikke skuffer denne mistillid.

De skaber systemer, som intet individ kan bevæge sig i, uden at støde imod, og bruger det som en undskyldning for yderligere at stramme skruen.

De kriminaliserer menneskets livsytringer, en for en, og giver sig så til at analysere de "forbrydertyper", de selv har skabt, de hævder arvesynden som dogme og fastslår nødvendigheden af nye straffelovsudvidelser. De klemmer nøgne mennesker sammen på få kvadratmeter og demonstrerer "territorial-instinktet", de sulter folket og klager over dets materialisme.
Eller, som i dette tilfælde: De skaber en situation, hvor livet bliver nærmest umuligt at leve for især muslimske indvandrere, og gør det derefter til et særligt træk ved deres kultur og religion. Man forretter med andre ord sin nødtørft på dem for bagefter at klage over, at "deres slags" lugter.

De franske optøjer handler, med andre ord, om arbejdsløshed og udsigtsløshed og nedslidte, håbløse ghettoer - selvom både magthavere og højrekstremister gerne ville have dem til at handle om noget andet.

Kommentarer: