– fordi tiden kræver et MODSPIL

17. Aug 2005

Mere Gaza

 
Med fare for at overfodre mine læsere med historier fra Gaza, som i al fald nogen også vil have hørt om i nyhederne, skal det nævnes at diverse israelske og palæstinensiske blogs naturligvis skriver lystigt om den dramatiske rømning af Gaza. Rafah Pundits klager over, at de næsten er ved at være trætte af "the D word".

Orthodox Anarchist skriver On being simultaneously pro- and anti-disengagement:
what's going on right now is painful. i feel for the families yet find it difficult to fathom their shock and suprise as it's been shown in the news. this has been a year in the coming; they're acting like they didn't believe the day would come. their disbelief is staggering. israel's been terrorizing arabs, knocking down their houses, razing their villages, suppressing their rights, brutalizing and dehumanizing them for decades. they didn't think the government would do the same to them when they they no longer served the government's interests? "first they came for the arabs, but i wasn't an arab... so i didn't speak up. then they came for me..."

Og dog: Før man får alt for ondt af bosætterne, når de smides ud, må man tænke på, hvad der mon ville overgå palæstinensere, der forsøgte at sætte sig til modværge på samme måde: Deres huse ville blive revet ned hvad enten de blev i dem eller ej. Bosætterne bliver nok tvunget ud, men de bliver også håndteret med fløjlshandsker, som palæstinenserne aldrig har så meget som set. Dette er der mange og gode grunde til (det er ikke en disposition, jeg vil kritisere), men det er værd at huske.

For ikke så længe siden blev en ung palæstinenser lynchet af en flok israelske teenagere - for øjnene af en deling israelske soldater. Hvorfor greb soldaterne ikke ind?

Vel, forsvarede hæren sig, soldaterne var ikke "trænet i at håndtere 14-15-årige børn".

Og det er da sikkert også rigtigt - men jeg ved godt, hvad de samme soldater ville have gjort ved en flok 14-15-årige palæstinensere, der gjorde mine til at lynche en ung israeler: De ville have åbnet ild på stedet. Palæstinensiske teenagere er blevet skudt og dræbt for langt mindre.

Der er ingen anden forklaring på forskellen en dehumanisering og afstumpet, racistisk ringeagt - af den institutionaliserede slags.

Jerusalem Gypsy fortæller om en samtale med en palæstinenser om håb, drømme og bekymring:
Abdullah and I managed an interesting conversation. I told him how I hope that the ouster of the Jews from Gaza will perhaps make them more sympathetic when they hear of Palestinian home demolitions, as they went through the same thing and are now homeless. His eyebrows tilted as if he were surprised that I thought this way. I was equally surprised when he voiced compassion for the Jews in Gaza.

"I feel terrible that they have to leave. The politicians are the cause of our wars. If I were in their place, I would leave this country and never ever come back after what they did to me."

He seemed genuinely upset, and I was pleased that a Palestinian would get upset over this situation. I wasn't expecting any sympathy from any of my cousins and it took me by surprise.

We both envisioned a hate-free Gaza, where Jews and Arabs would work together to build up tourism over the beautiful natural landscapes there, a sort of paradise. Agriculture would flourish and they would work together. But it's not reality now and this is only a dream of ours.
Tjah - hvis ikke Israel skynder sig at komme ud af det meste af Vestbredden også, risikerer de at komme til at købe en énstatsmodel i stedet for den tostatsmodel, man ellers taler om - og så kan de måske blive nødt til at forsøge at realisere ovennævnte drøm.

Kommentarer: