– fordi tiden kræver et MODSPIL

22. May 2006

Offervilje og omstændigheder

 
I den nyligt omtalte film Rang De Basanti ser man i et flashback optakten til frihedskæmperen Bhagat Singhs død:

Fangevogteren åbner hans celle, lader ham gøre en sætning færdig i en bog, kigger forlegent ned og væk og siger halvkvalt, stammende: "Jeg er ked af, at det skulle ende på den måde."

Og Bhagat Singh ser venligt på ham og siger roligt: "Dette er ikke en afslutning, det er en begyndelse. Efter os kommer der flere - mange flere."

Og således gik han - som skildret i Rang De Basanti såvel som i The Legend of Bhagat Singh - i døden fuld af fortrøstning, i bevidstheden om, at hans død kunne inspirere tusinder til at gennemføre den kamp for Indiens frihed, som han ikke længere selv kunne deltage i.

Og han selv, hans eget liv med børn, familie, kærlighed, alt hvad han kunne være blevet i levende live? Alt det gav han glad og gerne, når blot han vidste, han gav sit liv til kampen mod englænderne og for et retfærdigt Indien.

Eller, som hans kammerat Rajguru udtrykker det i The Legend of Bhagat Singh: Lad mig blot én gang give mit liv for mit land, så kan jeg leve lykkeligt resten af mine dage!

Ikke, fordi der heri lå nogen religiøs forestilling om offer eller belønning efter døden: Bhagat Singh havde brudt med sine forældres sikh-tro og døde som ateist og marxist.

Men han var afklaret i bevidstheden om at have gjort nytte i kampen for noget, der var større end ham selv, og i denne afklaring lå en sikkerhed, der gjorde hans død til en sejr: Ikke for hans fjender, men for ham selv, og for kampen for et frit og retfærdigt Indien.

Såvel Rang De Basanti som The Legend of Bhagat Singh hylder altså den offervilje og kampgejst, der vel ligger bag ethvert oprør, og som i en forstand kan siges at ligge til grund for enhver menneskelig integritet.

I hvert fald kender vi det fra utallige ordsprog, såsom "hellere dø stående end leve på knæ", osv.

Men selvom denne stålsathed i en større sags tjeneste er central, er det værd at være opmærksom på, at der også er en anden side: Det er muligt, at Bhagat Singh var taknemmelig over at dø i kampen for sit lands frihed, men jeg er sikker på, at det ikke var, hvad hans forældre og øvrige familie ønskede for ham.

Den indiske blogger Ronita Dutta maner således til besyndighed ovenpå Rang De Basantis legitemering af offervilje og voldelig modstand i et indlæg med udgangspunkt i hendes fars generation og deres eget oprør i de såkaldte Naxalites:
I grew up in Kolkata. My father was a student of BE College Shivpur during the late 60's and early 70's. He and other friends of his were an integral part of the infamous NaxalBari movement that swept across the youth of Bengal and other parts of the country. I have grown up hearing horror tales of torture, "encounter deaths", lock ups and raids. I have heard stories about how a man has casually stepped over a dead body lying on the road dismissing it as " another of these Naxalite fellows", only to come home and realize that his own son is missing...only to discover moments later that the "Naxalite fellow"lying dead on the road was his missing son. I have read books like Honnoman by Jaya Mitra and Haajar Churashir Ma by Mahashweta Debi( those of you who can read Bengali please please read both these books)..tales of inhuman torture..of countless lives lost for a cause.
(...)
Why did all those young people lose their lives? Why did true idealists like Jaya Mitra spend the good part of her life either on the run or being tortured in various jails across Bengal? For what? Did the system change? Did anything change? The only thing that changed was the equation in the families across Bengal. What changed was that suddenly mothers were left without their sons and daughters, women lost their husbands, children lost their fathers and mothers. Those that survived prison, were, for the most parts, too broken to adjust to the pace of everyday life.
Og det er jo også en overvejese værd. Også fra vores del af verden, f.eks. fra Baskerlandet, hører man om unge mennesker, som engagerer sig i den politiske kamp, bliver samlet op af politiet under et eller andet påskud eller af en eller anden reel grund, og ender med at blive torteret og knækket, til de kun er skygger af sig selv.

Men denne modsætning er formentlig altid uundgåelig; vi kan vælge vore kampe med omhu, først og fremmest ved at sikre, at de vitterlig er vore egne og ikke påduttes os af andre.

Eller vi kan ønske os, at vi bare kunne leve i fred og ikke lade os forstyrre af den slags overvejelser.

Problemet er, at det kan man ikke altid. Vi kunne vel nok med hånden på hjertet have frarådet en ven at risikere livet ved at sprænge ting i lutften eller likvidere stikkere, om vi havde levet under den tyske besættelse af Danmark. Men kunne vi - stadig med hånden på hjertet - på samme måde have frarådet nogen at fremstille og distribuere illegale blade?

Og dog var risikoen stort set den samme: Fængsel, internering, koncentrationslejr, i værste fald døden.

Hvilket formentlig blot understreger, hvor vanskeligt spørgsmålet er:
A youth movement today will probably be a lot more practical, a lot less swept away by ideals. Probably.
(...)
I do know that like the movement of the 70's, like the protagonists of the movie, a lot of innocent lives will be lost. And I don't want anyone close to me to be among those lost lives. Then again...if women in pre Independance India thought this way, we would still probably be a British colony.
Så hvad vælger man? Pest eller kolera?

Eller, for at se det fra den positive side: Lykken ved et liv i ro og fred eller lykken ved et liv i kamp for det, man tror på?

Igen, det er alt sammen vanskelige spørgsmål - som hver enkelt kun kan finde svaret på inde i sig selv. Indlæg som dette kan kun stille spørgsmålet, og kunstneriske behandlinger - som f.eks. i Rang De Basanti og The Legend of Bhagat Singh - kan kun inspirerere.

Og nogle spørgsmål kan, alt andet lige, være vigtigere at stille end at besvare.

Link til Ronita Duttas omtale af Rang De Basanti.

Kommentarer: