– fordi tiden kræver et MODSPIL

23. Mar 2005

Ulve i ulve- og fåreklæder - Wolfowitz og Verdensbanken

 
Når den grædefærdige enke må konstatere, at stakken af rykkerbreve for husets pantebreve efter mandens død vokser og vokser, og hendes muligheder for nogensinde at betale tilbage for slet ikke at tale om at skaffe klæder på kroppen og mad i munden til hende selv og børnene fortoner sig i det uvisse, sker det, at en sand ven af familien kan træde til og hjælpe.

Er han formuende, stiller han en kaution eller indfrier måske slet og ret det pantebrev, der står mellem enken og hjemløshed, sult og social deroute; er han mindre formuende, vil han måske endog udtage pant i sin egen ejendom for at hjælpe den nødstedte enke.

Andre gange opsøges enken til gengæld af en ågerkarl, der forsøger at udnytte hendes situation; som stiller beløb til rådighed mod ublu pant i huset, som foretager udlæg i arvesølvet og i sidste ende ikke betænker sig på at sælge hendes børn i slaveri og hende selv til prostitution, før han selv overtager huset og sælger det med stor fortjeneste.

Mennesker i stor økonomisk nød må af og til håbe på en hjælper af den første type og vare sig for de kun alt for mange af den sidste.

Verdensbanken og den internationale valutafond IMF har i forhold til den 3. verden altid stået i den ovennævnte ågerkarls rolle. Lån er blevet givet til lande i den yderste nød mod krav om "økonomiske slankekure", som altid har betydet slagtning af sociale sikringsordninger, privatiseringer og åbning for udenlands kapital; i realiteten har prisen for Verdensbankens hjælp været, at man sendte millioner ud i fattigdom, så de (hovedsaglig amerikansk- og europæisk-ejede) multinationale selskaber bedre kunne overtage det hele for en slik. Disse økonomiske råd om privatiseringer og offentlige besparelser giver IMF og Verdensbanken mod bedre vidende af rent ideologiske grunde, eftersom en rapport udarbejdet af IMF selv viser, at en model med social sikring som den svenske er bedre rent økonomisk end neoliberalt inspirerede modeller som de, der følges i f.eks. USA og Storbritannien.

Til ledelsen af denne institution - til "overågerkarl", om man vil - vil man nu udpege den amerikanske viceforsvarsminister og kendte højrehøg, Paul Wolfowitz.

Og fordi Wolfowitz netop er kendt som højrehøg og en af arkitekterne bag Irak-krigen, lyder der et ramaskrig fra en lang række venstrefløjsgrupper over hans udnævnelse, mens USAs og Irak-krigens apologeter i skikkelse af f.eks. Mikkel Andersson straks går i brechen for denne forkæmper for menneskerettigheder og demokrati.

Efter min mening er ramaskriget forfejlet, og forargelsen over hans kandidatur en afledningsmanøvre, en "red herring".

Ja, Wolfowitz kan formodes på ublu vis at repræsentere den amerikanske nykonservatisme og neoliberalismen som direktør for Verdensbanken - men det repræsenterer Verdensbanken allerede. Ja, Wolfowitz kan da forventes i særlig grad at varetage amerikanske interesser, og velvillig indstilling overfor USA og Vesten kan blive en vigtig forudsætning for at få hjælp fra Verdensbanken; den vil måske blive brugt som politisk instrument mod demokratisk udvikling i lande, som er venligtsindede mod USA, og for samfundsomstyrtende grupper i lande, som ikke er det. Hvis man ansætter ulven, kan man ikke klage, om han tager et par får. Men ... alt dette er blot, hvad Verdensbanken gør i forvejen.

Om selveste Fagin blev bestyrelsesformand for Ågerbanken A/S, var det dog ikke Fagins udnævnelse, men bankens funktion som ågerbank, vi skulle protestere imod. Tilsvarende med Wolfowitz og Verdensbanken: Lad os protestere imod, at Verdensbanken udnyttes til udbredelse af den neoliberale økonomiske agenda overfor nødstedte, gældsramte lande - ikke over, at man som forventeligt søger at finde en, der kan gøre dette arbejde godt.

Kommentarer: