– fordi tiden kræver et MODSPIL

21. Aug 2005

Primitiv forfølgelse

 
Vi gyser gerne over de primitive, tilbagestående straffe, der kendes fra middelalderen:

Offentlig gabestok, f.eks., hvor den skyldige måtte stå udstillet til spot og spe for hele byen. I dag kunne vi aldrig drømme om at straffe nogen så primitivt!

I dag har vi nemlig Ekstra Bladet og B.T. i stedet. Ugebladenes oprindeligt medlidende svælgen i den ulykkelige situation for en enlig mor, der må klare sig for to millioner om året og nøjes med en ussel fløj i et slot som bolig, hvilket jo helt klart må være en stor ulykke ...

... er blevet afløst af en besynderlig, nærmest pornografisk og i alle tilfælde galopperende uanstændig svælgen i, hvorvidt og hvordan en person med tilknytning til kongefamilien tillader sig eller ikke tillader sig have et romantisk liv eller seksualliv.

Var der ikke engang noget, som hed "privatlivets fred"? Er det ikke en krænkelse på grænsen til, hvad der burde være strafbart, dag efter dag at publicere lumre spekulationer om andre menneskers privatliv?

Som antydet har jeg ikke nødvendigvis den store sympati for kongefamilien eller såvel de ugentligt som dagligt udkommende ugeblades svælgen i "kendte danskeres" liv; mange af disse modtager en materiel belønning, som andre mennesker kun kan drømme om, for handlinger og arbejde som ikke nødvendigvis er særligt meget mere udmærket end, hvad mindre heldigt stillede borgere kan præstere.

Men hvordan kan dette - hvordan kan noget overhovedet - legitimere en så ulækker og skamløs neddykning i sandfærdige eller usandfærdige (who cares, anyway - bare det kan sælge aviser!) lumre detaljer, som aldrig har vedkommet andre end de involverede?

Ja, jeg spørger bare. Lad os bare blive ved med at gyse over middelalderens håbløst tilbagestående og ineffektive gabestok - med vore dages teknologi har vi skam langt mere effektive og smertefulde midler til rådighed!

Kommentarer: