– fordi tiden kræver et MODSPIL

28. Jan 2006

Profettegninger og hackerangreb

 
Det er tilsyneladende ikke kun Uriasposten, der er rammet af hackerangreb, som vi skrev om igår - således Politiken:
En lang række danske netaviser blev fredag aften sendt til tælling. Alle de ramte netmedier ligger på de samme servere hos det Berlingske-ejede internetselskab, Metropol Online.

Blandt de ramte medier er Jyllands-Postens hjemmeside, www.jp.dk, og det retter mistanken mod, at hackere forsøger at ramme avisen som led i striden om avisens Muhammed-tegninger.

Casper Bruun Møller, teamleder hos Metropol Online, formoder, at der er tale om et hackerangreb. "Jeg kan ikke sige, at det med sikkerhed er et angreb på jp.dk, men nogle forsøger at bombardere os med så mange elektroniske forspørgsler, at vi har mistanke om, at det er et hackerangreb", siger han.
Nuvel, det kunne måske til en vis grad blot være stigende trafik - selv på denne beskedne weblog har vi bemærket en pludselig stigning i antallet af hits fra Saudi-Arabien, Dubai og Qatar. Men der er i hvert fald ingen tvivl om, at Uriasposten blev hacket, så det er heller ikke utænkeligt, at nogen fra de kanter skulle have forsøgt sig med et denial-of-service attack mod Jyllands-Posten.

I mellemtiden leverer Lars Raapil en morsom og præcis analyse, som ikke bliver mindre af, at også de konservative i skikkelse af Helge Adam Møller pludselig er kommet i tanker om, at JP burde sige undskyld:
Set i et større perspektiv er der tale om en afgrundsdyb interessekonflikt mellem dem, der hylder nationalstaten (DFs danskkulturelle værdisamfund) og dansk erhvervsliv, for hvem værdier er noget man har i pengepungen. DI varetager blot medlemmernes interesser, akkurat som DF varetager sine medlemmers interesser i at bevare en stærk, nationalkulturel velfærdsstat.

JP har dumt og i kulturkampens navn uafvidende sat sig mellem to stole, og generer nu ganske alvorligt en stærk kernemålgruppe. At Dansk Industri begynder at skide små grønne grise, er ganske forståeligt. Og mens DI i værste fald kan imødese en global muslimsk boykot, kan JP risikere boykot fra dansk erhvervsliv, hvorfor Carsten Juste selvfølgelig må beklage og undskylde mange gange i interviewet.

Når man som undertegnede hele tiden har opfattet JPs Muhammed-tegninger som en menings- og formålsløs provokation, der ikke var rettet mod islam-som-sådan, men mod de muslimske indvandrere i Danmark, så kan man ikke andet end småklukke lidt nu, hvor JPs chefredaktør før eller siden må ned og krybe i støvet for de magtfulde erhvervsinteresser, han har trådt over tæerne.
Ja. Det er trist, at ytringsfriheden åbenbart pludselig betyder meget mindre, i samme øjeblik dansk eksport er truet, på samme måde som en potentielt hård linje overfor Iran (menneskerettigheder og Rushdie) ofte er snublet i fetaosten. Men eftersom jeg allerede længe har ment, at Jyllands-Postens tegninger var en infantil og meningsløs provokation og at løsningen må være at bede om forladelse og så se at komme videre, tillader jeg mig at fastholde dette synspunkt, også selvom Dansk Industri nu forsøger at undergrave det med deres appel til ussel mammon.

Kommentarer: