– fordi tiden kræver et MODSPIL

21. Sep 2006

Rimelig kritik - eller meningsterror?

 
Den århusianske politiker Rabih Azad-Ahmad har et glimrende indlæg i dagens Jyllands-Post om den Israel-venlige højrefløjs ulyksalige hang til at højlydt at beskylde enhver kritiker af nogen af staten Israels dispositioner for "antisemitisme":
I et debatindlæg i JP 15/9 langer Bodil Steensen-Leth voldsomt ud efter tidligere JP-korrespondent Lasse Ellegaard og nuværende korrespondent Per Nyholm. BSL kalder Ellegaards og Nyholms dækning af Israel-Palæstina-konflikten for anti-jødisk præk.

Det er åbenbart blevet almindeligt, at Israel-kritiske ytringer bliver beskyldt for at være antijødiske eller antisemitiske.

For mig svarer det til, at kritik af Irans eller Saudi-Arabiens politik bliver beskyldt for at være antimuslimsk. Det er absurd, at så mange pro-israelere misbruger de historiske jødeudryddelser og begrebet antisemitisme til at lukke munden på enhver, der agter at kritisere Israels fremfærd. BSL kalder en udtalelse, hvor Nyholm 8/9 skriver, at Israel oprettede staten på et territorium, som var beboet af andre, for at være i strid med historisk kendsgerning.

Hvis staten Palæstina ikke var beboet af palæstinensere, hvor kommer så de flere millioner palæstinensiske flygtninge, der lever i elendige flygtningelejre rundt omkring i Mellemøsten, så fra?

Den israelske general og politiker, Moshe Dayan, der selv havde fået blod på hænderne ved uddrivelsen af araberne, sagde følgende under en tale til de studerende på den tekniske skole i Haifa i 1969: "Vi kom til dette land, som allerede var beboet af arabere, og vi grundlagde en jødisk stat her. Der blev bygget jødiske byer i stedet for de arabiske. Der findes ikke et eneste sted i dette land, som ikke tidligere var beboet af arabere."
Men måske Moshe Dayan også var "antisemit"? Eller vil Bodil Steensen-Leth og andre af Israels uforbeholdne støtter udstrække mærkaten til også at gælde israelske jøder som Uri Avnery, Amira Hass, Gideon Levy, Shulamit Aloni eller Yossi Sarid?

Hvad de siger ligger nemlig påfaldende tæt på hvad Israels øvrige kritikere siger - så hvorfor ikke?

Såmænd af den grund, at så ville det virke alt for absurd. Mærkaten "antisemit" til Israels kritikere er ren meningsterror og ikke andet - en bølleagtig måde at forsøge at kujonere folk til tavshed.

At den skal komme netop fra de selvsamme kredse på højrefløjen, hvor den traditionelle europæiske antisemitisme skal findes og har hjemme - gør kun ironien så meget mere åbenbar.

Link til Rabih Azad-Ahmads indlæg i Jyllands-Posten.

Kommentarer: