– fordi tiden kræver et MODSPIL

07. Jan 2006

Sharon - en kæmpes fald

 
For ikke mere end tre dage siden (4. januar) skrev Yoel Marcus i den israelske avis Ha'aretz, at én ting var sikker, nemlig at Sharon stadig ville være premierminister efter det kommende valg.

Dagen efter bragte samme avis et indlæg af Gideon Samet, som gjorde opmærksom på, at oppositionens opgave ikke denne gang var at vippe Sharon af pinden, men for skams og demokratiets skyld at sørge for, at hans sejr blev så lille som muligt.

Alt dette naturligvis efter, at Sharon var indlagt og opereret for sit første slagtilfælde. Et eksempel på den overlegent sikre position, Sharon har indtaget de seneste år: Ingen af de to kommmentatorer kunne selv på det tidspunkt så meget som forestille sig, at Sharon skulle falde fra.

Om aftenen, den 5. januar, fik Sharon (som de fleste vil have hørt) den hjerneblødning, som formentlig vil slå ham ihjel inden for få dage, og som under alle omstændigheder vil gøre ham ude af stand til nogensinde at genoptage sit arbejde som premierminister.

Det er en kæmpe, der falder; en helt usædvanligt dygtig politiker, stor-Israels forkæmper, de rabiate bosætteres fortaler og ven - i det mindste indtil for et par år siden.

En enestående dygtig politiker, der med sin gåtur på Tempelbjerget fremkaldte en palæstinensisk opstand og således udmanøvrerede forgængeren Ehud Barak; følgen blev den anden intifada, hvor Sharon forestod en hidtil uset og nærmest ubegribeligt hård fremfærd i de besatte områder iblandet en hjerteskærende gru fra i perioder mere end daglige selvmordsaktioner mod civile israelere.

Med rømningen af Gaza vendte Sharon denne brutale konsekvens mod dé rabiate bosættere, som oprindelig troede, han var en af deres egne - formentlig i en erkendelse af, at Israel hverken kan beholde alle de besatte områder eller smide palæstinenserne ud af dem, hvorfor han ville give palæstinenserne og det internationale samfund "noget", nemlig den alligevel ganske uhandlelige Gaza-stribe - for til gengæld at koncentrere sig om at udbygge og beholde de kolossale bosættelseskomplekser på Vestbredden.

Hvor Sharon egentlig ville hen, var i de senere år noget af et mysterium. Et godt bud er, at han ville sikre en ordning, der ofrede en hel del bosættelser til gengæld for en annektering af dele af Vestbredden, der kunne sikre en ordentlig adskillelse af israelere og palæstinensere, måske endda en tilbagetrækning til den "beskyttelsesmur", som Israel er ved at opføre.

Hvorom alting er, må Israel nu til at finde sine egne ben efter tabet af en leder, som man (hvad man end mener om ham) i dén grad var kommet til at tage for givet.

Den israelske forfatter Amos Oz skriver om Sharon i en politisk nekrolog i dagens Guardian:
Ariel Sharon lived much of his life like a farmer-soldier. He was like one of the Old Testament judges of Israel. First defending his own village from attackers and marauders, then chasing his enemies, conquering and destroying their villages, then building his own new villages, then defending the new ones, then chasing the enemies again, and round about, like a vicious circle.

Back in his youth it began with armed skirmishes of shepherd boys that evolved over the years into huge battles with thousands of tanks on each side. Yet the man Sharon remained the same throughout the war of independence in 1948 and the Yom Kippur war in 1973 and in the war in Lebanon in 1982 and in the project of building settlements. Throughout his life, from boyhood until old age, he maintained that that which cannot be done with force can be done with extra-force. He maintained that we Israelis can create more and more facts on the ground that the Arabs will have to swallow and the world will eventually have to recognise.
(...)
Ariel Sharon is leaving us even as he is signalling to us - I understand my mistakes. I finally tried to mend them, but life was just too short.
Israeleren Gilad Atzmon, der lever i selvvalgt eksil i Storbritannien, udtrykker det på denne måde:
A man of peace is dying. Let us all pray for his quick recovery. A man that was just about to rejuvenate the Israeli political world, redeem for us all the Zionist state and its racist agenda. The great man is gravely ill. Oh dear Lord, save our messiah, oh dear Lord may you now be able to create a donkey so upright that it can carry his load.

A peaceful man is on his way to meet his Creator. The Lord may ask him, just as he enters the gate of heaven, "Hey Grandpa Arik, why are your hands so red?"
(...)
Grandpa was the last and the best of his kind. He was a devoted Jewish Nationalist. For him peace wasn't an end but rather a tactic. Arik was the last Hebraic warrior, he was the very last Israelite knight. All his followers are merely professional soldiers. They can kill if needed but they do not prefer to bathe in blood. They are spoiled. Thank you peace loving old man for teaching us what the Israelites are all about. Thank you peace loving old man for taking leave of us.

Kommentarer: