![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Statsminister på vildspor
Efter at det er kommet frem, at Anders Fogh Rasmussen konsekvent har løjet og vildledt i forbindelse med 12 ambassadørers henvendelse til ham om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, har han åbenbart følt et behov for at gå til modangreb.
Mens det synes klart for enhver, at Jyllands-Postens ytringsfrihed aldrig har været den mindste smule truet i denne sag, og det er afsløret, at de islamiske landes ambassadører aldrig har hverken efterspurgt eller forventet de "retlige skridt", Fogh har fablet om i månedsvis, finder statsministeren det nemlig betimeligt at gå i rette med alle de, der ligesom han selv heller aldrig har anfægtet nogens ytringsfrihed - men dog har fundet anledning til at kritisere Jyllands-Postens beslutning om at bringe tegningerne. I Politiken kan vi i hvert fald læse, at statsministeren mener, at mange medier og meningsdannere har "svigtet":
"Forfattere og andre, der i den grad lever af ytringsfriheden har jo svigtet i denne her sag", mener statsministeren.Og jo, hvis der på noget tidspunkt havde været tale om en trussel mod Jyllands-Postens ytringsfrihed, så havde der vel været tale om et svigt, hvis landets forfattere, journalister osv. ikke sagde fra overfor denne trussel.
Han mener, det skyldes, at forfatterne har puttet sagen ind i en helt anden sammenhæng.
"De kan ikke lide Dansk Folkeparti, de kan ikke lide Jyllands-Posten, og de klan ikke lide regeringen. Og muligvis i den rækkefølge. På grund af et næsten had-forhold til disse tre faktorer, så kan de ikke få sig selv til at stå op og forsvare ytringsfriheden i denne sag. Så er der indført dobbeltstandard".
Men i de mange kritiske indlæg, jeg i de sidste mange måneder har læst, og i de mange kritiske udtalelser, jeg de sidste mange måneder har hørt om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, har jeg ikke hørt nogen anfægte avisens principielle ret til at bringe tegningerne.
Man har kritiseret beslutningen om at bringe dem, og nogen har ment, at deres indhold måske kunne repræsentere en overtrædelse af blasfemiloven - men kritikken i den danske debat om emnet er alene gået på den nederdrægtige arrogance overfor et trængt mindretal, som Jyllands-Posten herved har udvist.
Så - hvorfor skulle diverse medier og debattører dog også tale om "ytringsfrihed", når det nu på intet tidspunkt har været det, det hele handlede om?
Mon ikke det snarere handler om, at især Politikens afsløringer af statsministerens konsekvente mangel på almindelig diplomatisk sans og temmelig problematiske omgang med sandheden er kommet så tæt på, at han oplever et pludseligt behov for at snakke udenom - og væk fra alle de pinlige, ubehagelige spørgsmål?