– fordi tiden kræver et MODSPIL

19. Nov 2007

Storbritannien: Østeuropæiske tilstande?

 
I Storbritannien vil de til at sikre togtrafikken ligesom flytrafikken og sætte mange flere bevæbnede vagter op, skriver JP:
Regeringen har allerede udpeget 250 særlig travle stationer, lufthavne og havne samt særligt følsomme mål som atomkraftværker.

Mange af disse steder skal briter også vænne sig til at se bevæbnede vagter, som det i dag kun er normalt i lufthavne eller uden for regeringsbygninger.

For pendlere betyder det helt konkret, at de skal vænne sig til jævnligt at skulle gennem screeninger som i lufthavne og måske endda kropsvisiteringer, inden de kan stige på toget.
Og ja, i perioder med mange terrorangreb har man i både Frankrig og Spanien haft mange bevæbnede vagter på banegårde, metrostationer, banker osv., og det har man da overlevet; omend man skal være opmærksom på, at der er en del "signalpolitik" i det, og at vagterne nok ikke gør den helt store forskel på mulighederne for at lave terrorangreb eller ej.

Men, det med togtrafikken lyder nu lidt overdrevet. Og hvad så med det her:
Briter, der vil på udlandsrejser, kan se frem til at skulle svare på op mod 90 personlige spørgsmål om rejsens formål og kontaktnumre, inden de får lov at forlade landet.

Og fatter politiet, toldvæsenet, immigrationsmyndighederne eller sikkerhedstjenesterne, som alle ventes at få adgang til disse informationer, nogen form for mistanke i forhold til svarene, vil politiet få bemyndigelse til at forhindre enkeltpersoner i at rejse ud af landet.
Nøje kontrol med al udrejse, med mulighed for at forbyde udrejse "på mistanke"? Lyder som noget fra det gamle Østeuropa - og hvad skulle det i øvrigt forestille at gøre for at forhindre angreb inden for landets grænser?

Enhver forestilling om Gordon Brown som "bedre" end sin forgænger må vist efterhånden være forduftet - han har måske en mere saglig stil, men synes lige så opsat på at få afskaffet, hvad der nu måtte være tilbage af retsstaten. Hvad enten det nye forslag går igennem eller ej, er dets perspektiver i hvert fals skræmmende.

Kommentarer: