– fordi tiden kræver et MODSPIL

21. May 2006

Xenofober er som kvæg, der frygter at komme på græs

 
England er et dejligt land at rejse i, konstaterer Egon Clausen i dagens kronik i Jyllands-Posten, og det er det i høj grad, fordi det er blevet så åbenlyst, uimodsigeligt og alment accepteret multikulturelt:
Jeg var der i slutningen af april og konstaterede igen en gang, at her kan man tilsyneladende møde hele verden. Den strækker sig fra landsbyer i The Cotswolds, hvor huse trækker velfriserede stråtag ned over vinduerne, over private hjem i Kent, hvor vægge, møbler, gardiner, ja selv toiletpapiret er lyserødt, til pakistanske kvarterer i Londons forstæder, hvor en overflod af frugt, grønt og møbler breder sig fra butikkerne ud over fortovene.

Den omfatter nydelige gentlemen i citydress, skolebørn i uniformer, husmødre på indkøb, sikh'er med turban, jøder med sorte hatte og slangekrøller, indere i safirgrønne sarier, muslimske kvinder med slør, og mørklødede unge mænd med cowboybukser og hårde øjne.
Desværre er der også nogen (omend et fåtal), der ser på alt det nye med modvilje og frygt, og om dem hedder det spøgefuldt, men præcist:
Det minder faktisk om det, der sker på landet, når det bliver forår, og kvæget skal på græs. Når døren fra stalden slås op, er der altid nogle af dyrene, der bliver forskrækkede over alt det ukendte, der pludselig byder sig til. Den friske luft, der trænger ind i stalden, gør dem nervøse, og nogle af dem vægrer sig åbenlyst ved at vove sig ud i den brogede mangfoldighed ude i det fri.

Hvis disse forskrækkede dyr havde talens brug, ville de uden tvivl kaste sig ud i lange udredninger, der skulle forklare dem selv og deres artsfæller, at det var bedst at blive inden døre, for ude i det fri ville de blive rodløse og miste deres identitet. Desuden var det her i stalden, de var født, og her de var vokset op. Her havde der levet dyr af deres slags i generation efter generation, så her var deres rødder. Gennem døren til det fri kunne de se, hvordan nogle af deres artsfæller løb glade om i den nyvundne frihed. Synet var dem modbydeligt.

De ville højlydt erklære, at "i stalden at blive, det tjener os bedst", og de ville forlange, at døren til det fri skulle lukkes, spindelvævet for vinduerne skulle bevares, og det skulle forbydes at røre ved det årgamle snavs på væggene, for det var alt sammen en del af deres kulturarv, og det vidste man, hvad var.
(...)
Lige så vigtigt det er at tage afstand fra den slags flugt fra friheden, lige så vigtigt er det at forstå baggrunden for dens opståen. Og her bør det ikke overses, at den moderne, multikulturelle verden fortæller, at vi lever i en verden uden bund, uden grænser og uden endegyldige svar, og det er forståeligt, at en sådan verden kan opleves som angstfremkaldende. Den er imidlertid kommet for at blive, og ingen forbandelser kan få den til at forsvinde.
Fremmedhad og ny-antisemitisme, eller "indvandrerskepsis" og "islamkritik" som disse holdningers fortalere plejer at foretrække som et mere dækkende figenblad for det had og den frygt, der får dem til at stange og hyle, er altså ultimativt en eskapiskme, for ud i det fri ender vi trods alt alle med at komme.

Og heldigvis for det, nu det er blevet forår!

Link til Egon Clausens kronik om Det multikulturelles store glæder.

Kommentarer: