– fordi tiden kræver et MODSPIL

Hvem åbner Koranen - ny bog af Carsten Agger!


30. Dec 2013

Slaveriets genindførelse

 
Læserbrev i Jyllands-Posten, 30.12.2013:

SLAVERIETS GENINDFØRELSE

AF Carsten Agger, cand.scient.

»Ledige skal samle hundelorte op«, læste vi i JP 23/12. Dertil er det kommet – intet job er så ydmygende, at man ikke kan bede en kontanthjælpsmodtager gøre det for langt under mindstelønnen. Tillykke, Danmark – du har hermed officielt genindført slaveriet. Til unge kontanthjælpsmodtagere lyder beskeden: Gør, som du får besked på, eller mist din bolig og dø af sult eller forsvind ud af landet. Jeg er sikker på, at mange begavede og kreative unge mennesker vil gøre det sidste. Danmark er et fattigere land efter nytår.



17. Dec 2013

Kontanthjælpssvineri

 
Fakkeltog mod kontanthjælpsreformen

Læserbrev i Jyllands-Posten, 9.12.2013:


KONTANTHJÆLPSSVINERI



Den 1. januar træder kontanthjælpsreformen i kraft. Den betyder dels, at samlevende kærester skal forsørge hinanden, dels at folk under 30 år, også forældre med hjemmeboende børn, skal leve for en SU-lignende takst.

Det kommer reelt til at betyde, at kontanthjælpsmodtagere ikke længere kan bo sammen, og at især kvindelige kontanthjælpsmodtagere reelt vil være afskåret fra at indlede et forhold til en person af det andet køn uden at udsætte sig for usmagelig og grænseoverskridende kommunalt dyneløfteri. Det vil samtidig kaste tusindvis af børnefamilier ud i en meget reel og benhård fattigdom.

Hvis Danmark var gården i George Orwells "Kammerat Napoleon", ville reformens "bagmand", beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, være et af svinene.




Også bragt i en lidt anden og længere udgave på Randers i Dag.


14. Aug 2013

Helle Thorning-Schmidt på afveje

 
Læserbrev i Jyllands-Posten, 14.08.2013:

THORNING-SCHMIDT PÅ AFVEJE

Af Carsten Agger, cand. scient.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) melder nu ud, at Danmarks børnehaver bør servere svinekød. Det er helt fint, at institutionerne serverer svinekød – og det er også helt fint, hvis lederen af den enkelte institution af hensyn til et flertal af børnene fravælger det på menuen.

Hvad der ikke er helt fint er, at statsministeren tror, at det er noget, som hun har ret til at blande sig i. Hvilken mad, den enkelte institution skal servere, er et helt lokalt anliggende – og ikke noget hverken landspolitikerne eller staten har nogen adkomst til at blande sig i.




27. Jul 2013

Kunstens forfald

 

Læserbrev i Aarhus Stiftstidende, 13.7.2013:


KUNSTENS FORFALD

af Carsten Agger forfatter, cand. scient., Solbjerg

FALLITERKLÆRING: Som århusianer har jeg for nylig været vidne til to større kulturelle begivenheder i byen, nemlig »Sculpture by the Sea« og »Tall Ships Races«. Det er et slående faktum og siger en hel del om tilstanden i moderne kunst - og ikke mindst om det bedømmelsesudvalg, der står bag »Sculpture by the Sea« - at »Tall Ships Races« faktisk har et langt stærkere visuelt udtryk.

Status for moderne skulpturkunst ( og i hvert fald den, der kommer her til Aarhus) er altså, at den ikke kan hamle op med sejlskibe af træ. Det er da ærligt talt sørgeligt.

Et rimeligt forsvar for skulpturerne er, at hvert af de store sejlskibe til Tall Ships Races har kostet mere at fremstille end alle skulpturerne til Sculpture by the Sea til sammen. Det er altså ikke helt underligt, hvis skibene virker mere imponerende.

Men alligevel kan man altså få en større visuel og æstetisk oplevelse ved at gå til en skibsregatta end til en kunstfestival. Det er lidt af en falliterklæring for kunsten, i hvert fald for den moderne af slagsen.




Foto: Undertegnede om bord på det tyske skib Alexander von Humboldt med udsigt til det brasilianske Cisne Branco.


03. Jul 2013

Edward Snowdens læk er en gave til lovlydige borgere

 
Guardian Whistleblower

Læserbrev i Jyllands-Posten, 3.7.2013:


EN GAVE TIL LOVLYDIGE BORGERE



Af Carsten Agger, cand. scient., medlem af IT-Politisk Forening, koordinator for Free Software Foundation Europe

JP skriver 1/7 om whistlebloweren Edward Snowden, at hans læk er »en gave til terrorgrupper, der vil holde sig under myndighedernes radar«. Det er ikke rigtigt.

Alle, der ønsker at beskytte deres kommunikation, har i årevis haft fri og gratis adgang til effektiv kryptering, og netop terrorgrupper må i sagens natur altid kommunikere ud fra den antagelse, at de bliver overvåget. Man fanger ikke terrorister ved en generel overvågning af Gud og hvermand, men ved fokuseret politiarbejde. Efterretningstjenesten, NSA’s overvågning er ikke en trussel mod kriminelle og terrorister, men mod alle lovlydige borgeres privatliv.

Edward Snowdens læk er først og fremmest en gave til os lovlydige borgere, der har krav på at vide, hvad der sker med vores private kommunikation. Det er derfor, den gamle whistleblower Daniel Ellsberg har hyldet Snowdens læk som den vigtigste nogen sinde.

Lederskribenten gør sig også lystig over Snowdens valg af flugtrute og mener, at Snowdens demokratiske sindelag er invalideret, fordi han har valgt at flygte gennem Rusland.

Jeg tror ærlig talt, at valget af flugtrute ikke skyldes sympati med det russiske eller kinesiske regime, men at Snowden vidste, at de sandsynligvis ikke ville udlevere ham til USA. Kan vi med hånden på hjertet sige det samme om Danmark?




Foto: Illustration til The Guardians kampagne som set hos Waging Non-Violence.


26. Mar 2013

Bravo, Krasnik!

 
Læserbrev i Jyllands-Posten, 26.03.2013:

BRAVO, KRASNIK!

Det var uhyggeligt at se Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, i en situation, hvor han ikke engang kunne svare på, om han tror den amerikanske præsident er muslim eller ej.

Det var uhyggeligt at høre om Trykkefrihedsselskabets støtte til fascisterne i det belgiske Vlaams Belang. Det var endnu mere uhyggeligt at høre om hans vanvittige tale om ”modstandstaktik”, og det var sørgeligt at se, hvordan Hedegaard ikke havde andet end bortforklaringer på hånden, da han blev spurgt til disse ting. En stor tak til Martin Krasnik for at genoplive interviewgenren i dansk journalistik.


27. Jan 2013

Villy Søvndal, hvor dybt vil du synke?

 
Læserbrev i Politiken, 19.01.2013:

HVOR DYBT VIL DU SYNKE?

Udenrigsminister Villy Søvndal betegner Enhedslisten som »langt ude« og »uansvarlige«, fordi de ikke vil støtte Frankrigs militære aktion til forsvar for franske interesser i Mali. Regeringen i Mali kom til magten ved et kup sidste år og har ifølge Amnesty International gjort sig skyldig i vilkårlige anholdelser og drab blandt tuaregerne i den nordlige del af landet. Regeringstropperne har også gjort sig skyldige i den mest bestialske form for tortur, herunder brændemærkning med cigaretter og grove seksuelle overgreb.

Og det er den »demokratiske« regering, som det ifølge udenrigsministeren er »langt ude«, at man ikke vil gå i krig for at redde. Villy, Villy, Villy - hvor dybt vil du synke?.

Se også her.


18. Jan 2013

Nej til krigen i Mali

 
Læserbrev i Jyllands-Posten, 18.01.2013:

STØTTEN TIL FRANKRIG

Den danske regering vil sende et transportfly ned for at hjælpe med den franske intervention i Mali.

Formålet med den franske intervention er at beskytte franske interesser, efter at landet blev ustabilt i kølvandet på den vestlige intervention i Libyen.

Men hvad er det for en regering, de danske soldater nu skal ned at støtte?

Malis regering er på ingen måde demokratisk, men kom til magten ved et kup sidste år. Amnesty International rapporterer, at regeringen har gjort sig skyldig i vilkårlige fængslinger og drab samt tortur af den mest bestialske slags, især mod de tuareger fra den nordlige del af landet, som oprindelig udgjorde grundstammen i oprøret.

Det er altså det "demokrati", Danmark skal ud at kæmpe for i fjerne lande. Jeg siger velbekomme.

Se også her.


06. Jan 2013

En dagpengemodtagers bekendelser: Bid mig i røven – I kan beholde jeres lortepapir!

 
– selvbiografisk gæsteindlæg ved J. K. Hugsted

ADVARSEL: Denne tekst indeholder ukvemsord, menneskelige følelser og systemkritik

 

Lyset for enden af tunellen, en yndig og frydefuld sommertid 2012

Efter længere tids arbejdsløshed som nyuddannet akademiker, afbrudt af sygemelding med stress og depression grundet inhuman aktivering, lavindkomst, gæld efter 5 år på SU, knuste karrieredrømme og en voksende frustration over en verdensomspændende finanskrise og dens meget konkrete betydninger for mit endnu ikke påbegyndte arbejdsliv, begyndte der langsomt at vise sig lys for enden af tunellen, og jeg begyndte i stigende grad at antage, at det måske ikke var et modkørende tog.

Det seneste års tid er jeg i stadig stigende grad blevet efterspurgt på grund af de ting jeg er god til. Det har været en god oplevelse i dagpengeland, at kunne bidrage til andres projekter både fagligt og kvalitativt, og det har givet mig fornyet energi til min jobsøgning. Det underlige var bare, at det var nogle lidt andre ting, end jeg selv oprindelig havde antaget jeg at var god til. Jeg har hele tiden anset mig selv primært som historiker og i bredere forstand som akademiker, men til min overraskelse blev jeg primært headhuntet til to ting: skriftligt freelance-arbejde og arbejde som scenekunstner, instrumentalist eller vokal.

Jeg spiller i et par forskellige bands, og som up-coming musiker er det normalt, at man ikke får penge for at spille, udover at ens udgifter dækkes. I ny og næ kan en tarif eller et honorar komme på tale. Mange accepterer dette, fordi det er en god måde at komme ud med sin musik, og den eneste måde, hvorpå spirende musikere kan tjene Koda-penge, som derfor kan anskues som en art forsinket og eneste løn for at optræde.

I min brede jobsøgning, mangeartede erhvervspraktikker, og få vellykkede aktiveringskurser mødte jeg et stigende antal nye mennesker og netværk, og langsomt begyndte identiteten som arbejdsløs historiker at blive udskiftet med identiteten som kultur-freelancejournalist og scenemusiker, med alle dertil hørende aftaler med min a-kasse.

Min uddannelsesrelevante arbejdssøgning slog til stadighed fejl, og dette på trods af gode karakterer, pæne udtalelser, opbakning fra venner og netværk, ørkesløse CV- og jobsøgningskurser, et hav af elevatortaler, et flot CV og adskillige søvnløse nætter med jobsøgning som eneste mål. Jeg blev længe ved med at anskue musik og tekstarbejde som en hobby, som der underligt nok var mange omkring mig og en del fremmede mennesker, som bakkede op omkring.

Efter længe tids overvejelse og dobbelt jobsøgning, kunne jeg se at jeg måtte træffe et både karrieremæssigt, personligt og moralsk valg: Vil jeg fortsat udsætte mig selv for afslag og skuffelser i den akademiske verden, hvis der er efterspørgsel på mine evner indenfor musikken? Kan jeg tillade mig overfor andre akademikere at søge de få jobs der er, hvis jeg efterhånden er indstillet på at lægge den karriere på hylden til fordel for at dyrke og styrke det musikalske vækstlag? Kan jeg tillade mig at være løntrykker overfor professionelle musikere, der er afhængige af musikken som deres levebrød, ved selv at spille gratis, mens jeg selv satser på den sikre, akademiske hest?

Nej, nej og atter nej.

Dagpengeland, oktober, november, november, november 2012

Jeg syntes, det var forfærdeligt at være medlem af MA (Magistrenes Arbejdsløshedskasse), fordi der altid var problemer med mine udbetalinger. Da jeg i foråret begyndte at lede efter andre a-kasser var det netop, at jeg begyndte at overveje muligheden for Artisternes A-Kasse (AAK). Måske var det ikke bare en ny a-kasse jeg manglede, måske var det en ny karrierestart og en ny arbejdsidentitet?

Jeg besluttede, at jeg i første omgang ville søge optagelse i Dansk Artist Forbunds fagforening (DAF). Så kunne jeg blive organiseret musiker, lære om det professionelle liv som musiker og sikre, at jeg på længere sigt kom til at arbejde under fornuftige vilkår. Til min store glæde anerkendte DAF mig som artist, og jeg kunne nu melde mig ind i forbundet på lige for med andre professionelle artister. Sommeren gik med en intens jobsøgning, både indenfor det akademiske og det artistiske område, og i august begyndte mine henvendelser til Artisternes A-Kasse, AAK, om hvorvidt jeg kunne overføre min dagpengeret fra MA til AAK, og altså om de anerkendte mig som lønarbejder og professionelt udøvende musiker. Jeg fortalte, at jeg ikke modtog løn for mine jobs, men at jeg modtog Koda-udbetalinger, og at jeg kunne dokumentere mine sceneoptrædener, hvilke jobs jeg søgte, hvilke jobs jeg havde haft, og så fremdeles. Efter en del telefonisk og skriftlig korrespondance med AAK samt godkendelse af forskellig dokumentation søgte jeg i begyndelsen af efteråret om overførsel fra Magistrenes A-kasse til Artisternes A-Kasse. Jeg fik da atter bekræftet, at jeg kunne beholde min dagpengeret, at a-kassen kunne se at jeg søgte arbejde som artist, og at jeg var lønmodtager og på alle måder levede op til kravene for at kunne overføre min dagpengeret fra Magistrenes A-kasse til Artisternes A-Kasse.

Som sædvanlig gjorde MA alt hvad de kunne for at gøre processen besværlig, og både undertegnede og AAK kæmpede en brav kamp for at MA ville tillade min overflytning. Efter nogle måneders papirarbejde, knoklen, ventetid og usikkerhed var det hele på plads. MA tilbagebetalte mit forudbetalte kontingent, AAK udbetalte mine dagpenge, jeg søgte artist-jobs med fornyet energi, havde aftale om jobmøde med AAK, og alt lod til at kunne fungere. Jeg tænkte: ”Godt jeg stolede på systemet, betalte mine kontingenter, organiserede mig! Godt jeg ikke gav op, det er en ny og fantastisk verden at få hjælp til at skifte karrierespor, og det passer, det som alle mennesker siger på kurserne og i fjernsynet”.

Det sku vær’ så godt….december 2012

Men for et par uger siden fik jeg en henvendelse fra min sagsbehandler hos AAK, som ville have dokumentation for mine koncertaktiviteter. Jeg undrede mig over, at jeg skule dokumentere det hele forfra, og spurgte om jeg ikke kunne tage det i forbindelse med rådighedsgodkendelse etc. med netop a-kassen den 28. november. Der er aldrig blev svaret konkret på mine spørgsmål til pågældende sagsbehandler, der stedet for i stigende grad har henvendt sig til mig med en lang række nye spørgsmål i en overdrevet personlig tone, der er gået over i det direkte ubehagelige, mistroiske og insinuerende, imens mine konkrete spørgsmål stadig står som ligegyldige tekstbidder i hendes indbakke.

Det går helt galt, da sagsbehandleren forsøger at presse mig til at melde mig ind i en anden a-kasse, mod at jeg til gengæld modtager min udbetaling her den 23. november 2012. Hun lover at være behjælpelig på alle måder. Jeg spørger igen efter årsagen til, at hun pludselig ikke mener at jeg er lønmodtager, og hvorfor jeg skal skifte forbund og ikke har dagpengeret hos AAK og forklarer med henvisning til AAK’s vedægter, hvordan jeg opfatter situationen: Jeg finder, at a-kassens formålsparagraf meget tydeligt berettiger min optagelse.

Jeg spørger direkte til, hvorfor hun mener jeg ikke har dagpengeret og om hun vil holde muligheden åben for, at alting er i den fineste orden efter min rådighedsgodkendelse den 28. november – og forsikrer, at jeg selv vil gøre, hvad jeg kan, for at samle den nødvendige dokumentation. Dette lader sig åbenbart ikke gøre, og presset for, at jeg omgående skifter a-kasse stiger. Mine spørgsmål om, hvorfor hun trodser sine kollegers og Jobcenter Aarhus’ forudgående godkendelse af min dagpengeret besvares aldrig.

Med udsigt til at miste min dagpengeret i AAK uanset hvad, og at modtage sidste udbetaling den 23. november, hvilket dækker decembers udgifter og måske kan strækkes lidt ind i januar, hvis jeg sparer, vælger jeg at melde mig skriftligt ud af Artisternes A-Kasse og Dansk Artist Forbund pr. 1. december. idet jeg tænker at jeg får kraftigt brug for at spare i den kommende tid. Jeg har jo ret til en dagpengeudbetaling den 23. november og det ville være småligt af mig at melde mig ud dagen efter, selv om jeg egentlig synes, at de har opført sig mere end blot almindeligt uanstændigt og derfor ikke bør modtage nogen som helst støtte fra min side.

Nytårshilsen fra et tabersvin, der totalt selvforskyldt konstant hænger med røven i vandskorpen, januar 2013

Jeg kan nu se, at sagsbehandleren åbenbart har stoppet mine udbetalinger. Jeg har altså ikke som aftalt modtaget dagpenge den 23. november, og jeg har heller ikke modtaget tilbagebetalinger for mine forudbetalte kontinenter i de to foreninger. Jeg har 9 kr. på min bankkonto. Jeg klarer mig lige nu og her. Jeg har et godt og stærkt netværk, min mor har lånt mig til regningerne, min søster sender økologisk hjemmebag fra Vesterbro, og mine venner støtter mig. I sidste ende har jeg da overlevet uden tag over hovedet tidligere, og jeg kender et fristed eller to, der nok tager imod hvis jeg opfører mig pænt, giver en hjælpende hånd og rydder op efter mig selv.

Jeg søger som sædvanlig jobs på alle de måder jeg kender, jeg skriver og komponerer og optræder, opretter profiler, skriver ansøgninger og CV’er, får korrekturhjælp af forskellige mennesker og gør alt i alt mit bedste for at tjene mine egne penge.

Jeg mener ikke, at jeg er dum eller doven, og jeg mener ikke at min lave intelligens, mit dårlige netværk, min korte uddannelse, min dovenskab, eller andre af den moderne velfærdsstats bandeord kan retfærdiggøre, at min situation reduceres til at være mit problem alene.

Vi bliver flere og flere i arbejdsløshedskøen, imens både vi selv og vore socialrådgivere brænder sammen i et inferno af regler, kurser, politiske tiltag, mediestemninger, og en økonomi og et arbejdsmarked, der ikke hænger sammen. Samtidig må vi arbejdsløse dagligt opleve, at alle disse strukturelle problematikker bliver reduceret til at være vores egne personlige problemer. Når dagen er omme og fjernsynet er slukket og kontoret er lukket, er det mig, der sidder med lorten. Det er mig, der ikke har nogen indtægt. Det er mig, der ikke kan forstå, hvorfor jeg ikke kan komme i arbejde og må leve med denne daglige skuffelse og frustration, og det er mig, der pludselig er blevet frataget mine dagpenge og er ude af stand til at overskue konsekvenserne af at følge sagsbehandlerens afpresningsforsøg. Det er mig, der har lånt kontanter til at sætte i banken, så jeg kan betale mit månedlige afdrag på den gæld der virkede så lille, da jeg troede der var arbejde til mig efter endt uddannelse.

Jeg synes fandeme, at hver en dagpengekrone jeg har modtaget, har været surt tjent. Jeg er ved at brække mig over harmen over fattige Karina og dovne Robert. Jeg får dårlig mave af social dumping, løntrykkeri, dagpengestop og tomme tønder, der buldrer om jobgarantier. Jeg skider grønt næste gang et reality-show vil trække seere, eller en toppolitiker vil sutte vælgere, ved endnu en gang at træde på os tabersvin, der totalt selvforskyldt konstant hænger med røven i vandskorpen, fordi vi er snæversynede, inkompetente, dovne, dumme, underkvalificerede, overkompetente, eller sågar underoplyste. Ja, undskyld mit franske, men er det ikke sådan det er meningen vi skal opfatte os selv? – Hvilken anden grund kan der ellers være til at vi bliver behandlet som sådan?

Jeg har nu givet op i den forstand at jeg hellere bruger min energi på at klare til dagen og vejen end at skulle i daglig kamp med et system, der for mig har uhyggeligt meget magt, og uhyggelig lidt respekt for den magt. Dette skal ikke lyde som en opfordring eller et ideologisk forsøg på at sige at alle dagpengemodtagere bliver lykkelige af at melde sig ud af systemet. Tværtimod: Det system, som jeg troede skulle hjælpe mig, har med vold og magt i årevis truet, tilbageholdt økonomiske midler, ignoreret henvendelser, opført sig direkte korrupt og behandlet mig umenneskeligt i en grad, der nu gør, at jeg hellere vil risikere ikke at have nogen penge end fortsat at være en del af dette umenneskelige system af skrankepaver, bureaukratiske bødler, meningsdannere, mediefolk, politikere - kort sagt alle dem som føler sig lidt bedre, når de ser ned på mennesker, der lever af overførselsindkomst.

Naturligvis skal der her til sidst en nytårstorsk til alle jer, der får en lille stådreng, eller bliver halvvåd i trussen af dit stempels eller din underskrifts enorme magt. Jeg overvejer hvad I vil stille op, når I ikke længere har noget at true og presse os med.

For mit eget vedkommende kan jeg trygt sige:

Bid mig i røven – I kan beholde jeres lortepapir!

Denne tekst må citeres og kopieres af alle til alle formål. Den må fejlfortolkes og brændes. Du må tørre røv i den, bruge den som hat, eller læse den som godnathistorie.


07. Jun 2012

Folk vil arbejde mindre

 
Læserbrev i Jyllands-Posten, 4.6.2012:

Jeg forstår slet ikke regeringens og andre politikeres snak om, at skattelettelser får folk til at arbejde mere. Hvis folk har flere penge efter skat, behøver de ikke arbejde så meget for at klare sig. Det logiske er, at vi så arbejder mindre, fordi vi kan have mere fritid med de samme penge. Ideen om arbejde via skattelettelser er helt forkert.


<< Sidste 10    Næste 10 >>