Edward Snowdens læk er en gave til lovlydige borgere
Læserbrev i
Jyllands-Posten, 3.7.2013:
EN GAVE TIL LOVLYDIGE BORGERE
Af Carsten Agger, cand. scient., medlem af IT-Politisk Forening, koordinator for Free Software Foundation Europe
JP skriver 1/7 om whistlebloweren Edward Snowden, at hans læk er »en gave til terrorgrupper, der vil holde sig under myndighedernes radar«. Det er ikke rigtigt.
Alle, der ønsker at beskytte deres kommunikation, har i årevis haft fri og gratis adgang til effektiv kryptering, og netop terrorgrupper må i sagens natur altid kommunikere ud fra den antagelse, at de bliver overvåget. Man fanger ikke terrorister ved en generel overvågning af Gud og hvermand, men ved fokuseret politiarbejde. Efterretningstjenesten, NSA’s overvågning er ikke en trussel mod kriminelle og terrorister, men mod alle lovlydige borgeres privatliv.
Edward Snowdens læk er først og fremmest en gave til os lovlydige borgere, der har krav på at vide, hvad der sker med vores private kommunikation. Det er derfor, den gamle whistleblower Daniel Ellsberg har hyldet Snowdens læk som den vigtigste nogen sinde.
Lederskribenten gør sig også lystig over Snowdens valg af flugtrute og mener, at Snowdens demokratiske sindelag er invalideret, fordi han har valgt at flygte gennem Rusland.
Jeg tror ærlig talt, at valget af flugtrute ikke skyldes sympati med det russiske eller kinesiske regime, men at Snowden vidste, at de sandsynligvis ikke ville udlevere ham til USA. Kan vi med hånden på hjertet sige det samme om Danmark?
Foto: Illustration til The Guardians kampagne som set hos
Waging Non-Violence.
[ agger, Wed 03 Jul, :07:42:
/politik] -
kommentar(er) -
link
En dagpengemodtagers bekendelser: Bid mig i røven – I kan beholde jeres lortepapir!
– selvbiografisk gæsteindlæg ved
J. K. Hugsted
ADVARSEL: Denne tekst indeholder ukvemsord, menneskelige følelser
og systemkritik
Lyset for enden af tunellen, en yndig og frydefuld sommertid
2012
Efter længere tids arbejdsløshed som nyuddannet akademiker,
afbrudt af sygemelding med stress og depression grundet inhuman
aktivering, lavindkomst, gæld efter 5 år på SU, knuste
karrieredrømme og en voksende frustration over en verdensomspændende
finanskrise og dens meget konkrete betydninger for mit endnu ikke
påbegyndte arbejdsliv, begyndte der langsomt at vise sig lys for
enden af tunellen, og jeg begyndte i stigende grad at antage, at det
måske ikke var et modkørende tog.
Det seneste års tid er jeg i stadig stigende grad blevet
efterspurgt på grund af de ting jeg er god til. Det har været en
god oplevelse i dagpengeland, at kunne bidrage til andres projekter
både fagligt og kvalitativt, og det har givet mig fornyet energi til
min jobsøgning. Det underlige var bare, at det var nogle lidt andre
ting, end jeg selv oprindelig havde antaget jeg at var god til. Jeg
har hele tiden anset mig selv primært som historiker og i bredere
forstand som akademiker, men til min overraskelse blev jeg primært
headhuntet til to ting: skriftligt freelance-arbejde og arbejde som
scenekunstner, instrumentalist eller vokal.
Jeg spiller i et par forskellige bands, og som up-coming
musiker er det normalt, at man ikke får penge for at spille, udover
at ens udgifter dækkes. I ny og næ kan en tarif eller et honorar
komme på tale. Mange accepterer dette, fordi det er en god måde at
komme ud med sin musik, og den eneste måde, hvorpå spirende
musikere kan tjene Koda-penge, som derfor kan anskues som en art
forsinket og eneste løn for at optræde.
I min brede jobsøgning, mangeartede erhvervspraktikker, og få
vellykkede aktiveringskurser mødte jeg et stigende antal nye
mennesker og netværk, og langsomt begyndte identiteten som
arbejdsløs historiker at blive udskiftet med identiteten som
kultur-freelancejournalist og scenemusiker, med alle dertil hørende
aftaler med min a-kasse.
Min uddannelsesrelevante arbejdssøgning slog til stadighed fejl,
og dette på trods af gode karakterer, pæne udtalelser, opbakning
fra venner og netværk, ørkesløse CV- og jobsøgningskurser, et hav
af elevatortaler, et flot CV og adskillige søvnløse nætter med
jobsøgning som eneste mål. Jeg blev længe ved med at anskue musik
og tekstarbejde som en hobby, som der underligt nok var mange omkring
mig og en del fremmede mennesker, som bakkede op omkring.
Efter længe tids overvejelse og dobbelt jobsøgning, kunne jeg se
at jeg måtte træffe et både karrieremæssigt, personligt og
moralsk valg: Vil jeg fortsat udsætte mig selv for afslag og
skuffelser i den akademiske verden, hvis der er efterspørgsel på
mine evner indenfor musikken? Kan jeg tillade mig overfor andre
akademikere at søge de få jobs der er, hvis jeg efterhånden er
indstillet på at lægge den karriere på hylden til fordel for at
dyrke og styrke det musikalske vækstlag? Kan jeg tillade mig at være
løntrykker overfor professionelle musikere, der er afhængige af
musikken som deres levebrød, ved selv at spille gratis, mens jeg
selv satser på den sikre, akademiske hest?
Nej, nej og atter nej.
Dagpengeland, oktober, november, november, november 2012
Jeg syntes, det var forfærdeligt at være medlem af MA
(Magistrenes Arbejdsløshedskasse), fordi der altid var problemer med
mine udbetalinger. Da jeg i foråret begyndte at lede efter andre
a-kasser var det netop, at jeg begyndte at overveje muligheden for
Artisternes A-Kasse (AAK). Måske var det ikke bare en ny a-kasse jeg
manglede, måske var det en ny karrierestart og en ny
arbejdsidentitet?
Jeg besluttede, at jeg i første omgang ville søge optagelse i
Dansk Artist Forbunds fagforening (DAF). Så kunne jeg blive
organiseret musiker, lære om det professionelle liv som musiker og
sikre, at jeg på længere sigt kom til at arbejde under fornuftige
vilkår. Til min store glæde anerkendte DAF mig som artist, og jeg
kunne nu melde mig ind i forbundet på lige for med andre
professionelle artister. Sommeren gik med en intens jobsøgning, både
indenfor det akademiske og det artistiske område, og i august
begyndte mine henvendelser til Artisternes A-Kasse, AAK, om hvorvidt
jeg kunne overføre min dagpengeret fra MA til AAK, og altså om de
anerkendte mig som lønarbejder og professionelt udøvende musiker.
Jeg fortalte, at jeg ikke modtog løn for mine jobs, men at jeg
modtog Koda-udbetalinger, og at jeg kunne dokumentere mine
sceneoptrædener, hvilke jobs jeg søgte, hvilke jobs jeg havde haft,
og så fremdeles. Efter en del telefonisk og skriftlig korrespondance
med AAK samt godkendelse af forskellig dokumentation søgte jeg i
begyndelsen af efteråret om overførsel fra Magistrenes A-kasse til
Artisternes A-Kasse. Jeg fik da atter bekræftet, at jeg kunne
beholde min dagpengeret, at a-kassen kunne se at jeg søgte arbejde
som artist, og at jeg var lønmodtager og på alle måder levede op
til kravene for at kunne overføre min dagpengeret fra Magistrenes
A-kasse til Artisternes A-Kasse.
Som sædvanlig gjorde MA alt hvad de kunne for at gøre processen
besværlig, og både undertegnede og AAK kæmpede en brav kamp for at
MA ville tillade min overflytning. Efter nogle måneders
papirarbejde, knoklen, ventetid og usikkerhed var det hele på plads.
MA tilbagebetalte mit forudbetalte kontingent, AAK udbetalte mine
dagpenge, jeg søgte artist-jobs med fornyet energi, havde aftale om
jobmøde med AAK, og alt lod til at kunne fungere. Jeg tænkte: ”Godt
jeg stolede på systemet, betalte mine kontingenter, organiserede
mig! Godt jeg ikke gav op, det er en ny og fantastisk verden at få
hjælp til at skifte karrierespor, og det passer, det som alle
mennesker siger på kurserne og i fjernsynet”.
Det sku vær’ så godt….december 2012
Men for et par uger siden fik jeg en henvendelse fra min
sagsbehandler hos AAK, som ville have dokumentation for mine
koncertaktiviteter. Jeg undrede mig over, at jeg skule dokumentere
det hele forfra, og spurgte om jeg ikke kunne tage det i forbindelse
med rådighedsgodkendelse etc. med netop a-kassen den 28. november.
Der er aldrig blev svaret konkret på mine spørgsmål til pågældende
sagsbehandler, der stedet for i stigende grad har henvendt sig til
mig med en lang række nye spørgsmål i en overdrevet personlig
tone, der er gået over i det direkte ubehagelige, mistroiske og
insinuerende, imens mine konkrete spørgsmål stadig står som
ligegyldige tekstbidder i hendes indbakke.
Det går helt galt, da sagsbehandleren forsøger at presse mig til
at melde mig ind i en anden a-kasse, mod at jeg til gengæld modtager
min udbetaling her den 23. november 2012. Hun lover at være
behjælpelig på alle måder. Jeg spørger igen efter årsagen til,
at hun pludselig ikke mener at jeg er lønmodtager, og hvorfor jeg
skal skifte forbund og ikke har dagpengeret hos AAK og forklarer med
henvisning til AAK’s vedægter, hvordan jeg opfatter situationen:
Jeg finder, at a-kassens formålsparagraf meget tydeligt berettiger
min optagelse.
Jeg spørger direkte til, hvorfor hun mener jeg ikke har
dagpengeret og om hun vil holde muligheden åben for, at alting er i
den fineste orden efter min rådighedsgodkendelse den 28. november –
og forsikrer, at jeg selv vil gøre, hvad jeg kan, for at samle den
nødvendige dokumentation. Dette lader sig åbenbart ikke gøre, og
presset for, at jeg omgående skifter a-kasse stiger. Mine spørgsmål
om, hvorfor hun trodser sine kollegers og Jobcenter Aarhus’
forudgående godkendelse af min dagpengeret besvares aldrig.
Med udsigt til at miste min dagpengeret i AAK uanset hvad, og at
modtage sidste udbetaling den 23. november, hvilket dækker decembers
udgifter og måske kan strækkes lidt ind i januar, hvis jeg sparer,
vælger jeg at melde mig skriftligt ud af Artisternes A-Kasse og
Dansk Artist Forbund pr. 1. december. idet jeg tænker at jeg får
kraftigt brug for at spare i den kommende tid. Jeg har jo ret til en
dagpengeudbetaling den 23. november og det ville være småligt af
mig at melde mig ud dagen efter, selv om jeg egentlig synes, at de
har opført sig mere end blot almindeligt uanstændigt og derfor
ikke bør modtage nogen som helst støtte fra min side.
Nytårshilsen fra et tabersvin, der totalt selvforskyldt
konstant hænger med røven i vandskorpen, januar 2013
Jeg kan nu se, at sagsbehandleren åbenbart har stoppet mine
udbetalinger. Jeg har altså ikke som aftalt modtaget dagpenge den
23. november, og jeg har heller ikke modtaget tilbagebetalinger for
mine forudbetalte kontinenter i de to foreninger. Jeg har 9 kr. på
min bankkonto. Jeg klarer mig lige nu og her. Jeg har et godt og
stærkt netværk, min mor har lånt mig til regningerne, min søster
sender økologisk hjemmebag fra Vesterbro, og mine venner støtter
mig. I sidste ende har jeg da overlevet uden tag over hovedet
tidligere, og jeg kender et fristed eller to, der nok tager imod hvis
jeg opfører mig pænt, giver en hjælpende hånd og rydder op efter
mig selv.
Jeg søger som sædvanlig jobs på alle de måder jeg kender, jeg
skriver og komponerer og optræder, opretter profiler, skriver
ansøgninger og CV’er, får korrekturhjælp af forskellige
mennesker og gør alt i alt mit bedste for at tjene mine egne penge.
Jeg mener ikke, at jeg er dum eller doven, og jeg mener ikke at
min lave intelligens, mit dårlige netværk, min korte uddannelse,
min dovenskab, eller andre af den moderne velfærdsstats bandeord kan
retfærdiggøre, at min situation reduceres til at være mit problem
alene.
Vi bliver flere og flere i arbejdsløshedskøen, imens både vi
selv og vore socialrådgivere brænder sammen i et inferno af regler,
kurser, politiske tiltag, mediestemninger, og en økonomi og et
arbejdsmarked, der ikke hænger sammen. Samtidig må vi arbejdsløse
dagligt opleve, at alle disse strukturelle problematikker bliver
reduceret til at være vores egne personlige problemer. Når dagen er
omme og fjernsynet er slukket og kontoret er lukket, er det mig, der
sidder med lorten. Det er mig, der ikke har nogen indtægt. Det er
mig, der ikke kan forstå, hvorfor jeg ikke kan komme i arbejde og må
leve med denne daglige skuffelse og frustration, og det er mig, der
pludselig er blevet frataget mine dagpenge og er ude af stand til at
overskue konsekvenserne af at følge sagsbehandlerens
afpresningsforsøg. Det er mig, der har lånt kontanter til at sætte
i banken, så jeg kan betale mit månedlige afdrag på den gæld der
virkede så lille, da jeg troede der var arbejde til mig efter endt
uddannelse.
Jeg synes fandeme, at hver en dagpengekrone jeg har modtaget, har
været surt tjent. Jeg er ved at brække mig over harmen over
fattige Karina og dovne Robert. Jeg får dårlig mave af social
dumping, løntrykkeri, dagpengestop og tomme tønder, der buldrer om
jobgarantier. Jeg skider grønt næste gang et reality-show vil
trække seere, eller en toppolitiker vil sutte vælgere, ved endnu en
gang at træde på os tabersvin, der totalt selvforskyldt konstant
hænger med røven i vandskorpen, fordi vi er snæversynede,
inkompetente, dovne, dumme, underkvalificerede, overkompetente, eller
sågar underoplyste. Ja, undskyld mit franske, men er det ikke sådan
det er meningen vi skal opfatte os selv? – Hvilken anden grund kan
der ellers være til at vi bliver behandlet som sådan?
Jeg har nu givet op i den forstand at jeg hellere bruger min
energi på at klare til dagen og vejen end at skulle i daglig kamp
med et system, der for mig har uhyggeligt meget magt, og uhyggelig
lidt respekt for den magt. Dette skal ikke lyde som en opfordring
eller et ideologisk forsøg på at sige at alle dagpengemodtagere
bliver lykkelige af at melde sig ud af systemet. Tværtimod: Det
system, som jeg troede skulle hjælpe mig, har med vold og magt i
årevis truet, tilbageholdt økonomiske midler, ignoreret
henvendelser, opført sig direkte korrupt og behandlet mig
umenneskeligt i en grad, der nu gør, at jeg hellere vil risikere
ikke at have nogen penge end fortsat at være en del af dette
umenneskelige system af skrankepaver, bureaukratiske bødler,
meningsdannere, mediefolk, politikere - kort sagt alle dem som føler
sig lidt bedre, når de ser ned på mennesker, der lever af
overførselsindkomst.
Naturligvis skal der her til sidst en nytårstorsk til alle jer,
der får en lille stådreng, eller bliver halvvåd i trussen af dit
stempels eller din underskrifts enorme magt. Jeg overvejer hvad I vil
stille op, når I ikke længere har noget at true og presse os med.
For mit eget vedkommende kan jeg trygt sige:
Bid mig i røven – I kan beholde jeres lortepapir!
Denne tekst må citeres og kopieres af alle til
alle formål. Den må fejlfortolkes og brændes. Du må tørre røv i
den, bruge den som hat, eller læse den som godnathistorie.
[ agger, Sun 06 Jan, :08:23:
/politik] -
kommentar(er) -
link
![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
