– fordi tiden kræver et MODSPIL

09. Dec 2007

Retten til at eje en bazooka (men hvad med retten til at købe kunstgødning?)

 
Peter Bagge: The Right to Own a Bazooka
Først lidt kontekst:

Vi læste forleden i JP, at det åbenbart er meget nødvendigt at forhindre onde mennesker i at købe kunstgødning med høj andel af bestemte stoffer: "EU-Kommissionen er på vej med risikabel lovgivning, der spænder ben for et dansk antiterror-indgreb mod farlige gødningsbomber, der nemt kan fremstilles af terrorister, og som senest spillede hovedrollen i Vollsmose-sagen i Odense. Sådan lyder advarslen fra justitsminister Lene Espersen (K)" ...

Nuvel: Skam få den, der så meget som kunne få den tanke, at journalisten som en anden mikrofonholder har skrevet direkte af efter justitsministerens pressemeddelelse.

Men: Hvor sikre bliver vi alle sammen af, at det pludselig bliver lidt vanskeligere at skaffe kunstgødning, og hvor mange er den mindste smule i tvivl om, at terrorister s'mænd nok skal finde ud af at skaffe sig materialerne til deres onde gerninger - hvis det er det, de vil?

I sin tegneserie The Right to Own a Bazooka gennemgår Peter Bagge fra det borgerligt-libertære amerikanske tidsskrift Reason Magazine argumenterne for og imod forbud mod skydevåben, og ender med at finde argumenterne for et forbud svage. Faktisk, mener Bagge, kan han ikke se, hvorfor han ikke selv skulle have lov til at eje en bazooka, hvis han skulle have lyst.

Jeg mener, hvis han har lyst til at skyde til måls med en bazooka ude i ørkenen, og han ellers ikke gør nogen skade med den, så hvorfor ikke?

Og interessant nok viser det sig ofte, at der bag de på overfladen så gode grunde til at forbyde menigmand at eje våben ofte gemmer sig noget lidt andet, nemlig frygten for at selvsamme menigmand skulle finde på at slutte sig sammen og vende deres våben mod staten.

Ville Al Capones bander lade sig afskrække af en skat på 200 dollars på et maskingevær til 10 dollars? Nej, for de køber alligevel skidtet på det sorte marked - men måske lovlydige, men sultende og efterhånden oprørske fabriksarbejdere eller krigsveteraner ville. Og så kan det jo altid hedde sig, at det er for at holde den organiserede kriminalitet nede.

Og Espersens gødningsforbud? Rent blålys - med terrorbekæmpelse har det intet at gøre. Men indehaveren af denne blog har, som det vil ses, i grunden en del sympati for de stemmer, som gerne så ejerskab af skydevåben og lignende blive lovligt, ikke fordi jeg selv tror, jeg ville have travlt med at anskaffe mig noget, men fordi der er grænser om, hvad der skal lovgives om - og om der i mit hus skal befinde sig et skydevåben, en slangebøsse eller en sæk kunstgødning er alle eksempler på ting, der i mine øjne nok ikke burde lovgives om ... og Peter Bagge forklarer i grunden glimrende, hvorfor.

Link.

Kommentarer: