Month: June 2006

Sammenfattende kan forklaringen på alle de problemer, vi ser med udlændinge og integration her i landet, vel koges ned til to ting:

• Der er for få flygtninge og indvandre i Danmark, og
• de, der er her, har ikke været her længe nok.

Dvs., vi er stadig i “kulturchok-fasen”. Om nogle år, når der er mange flere danskere af “anden etnisk oprindelse”, eller hvad man vil kalde det, og deres tilstedeværelse er langt mere selvfølgelig (for alle parter!), vil det gå langt bedre – som vi allerede ser i traditionelle indvandrerlande som England og USA.

I mellemtiden er “integrationsproblemer” vel også først og fremmest et “danskerproblem” i den forstand, at det primært er danske arbejdsgiveres afvisning af indvandreres arbejdskraft og danskernes “overlegne” holdning til indvandrernes kultur, der lægger hindringer i vejen for en ordentlig integration.

Flere indvandrere, i længere tid, og nogle lidt mere tolerante danskere ønskes, tak!

Og nej, jeg tænker ikke på Jyllands-Postens tåbelige mediestunt med tolv karikaturer – den sag er så rigeligt dækket i Rune Englebreth Larsen og Thøger Seidenfadens nye bog om sagen.

Nej, jeg tænker (bl.a.) på offentligt ansattes muligheder for at udtale sig kritisk. For et par år siden blev en skoleinspektør fyret på gråt papir kort før sin pension, fordi han vovede at kritisere byrådet i et læserbrev.

I dagens kronik i Jyllands-Posten forklarer professor, dr. med Peter A. Krasilnikoff om de regler, der bl.a. gør det muligt effektivt at terrorisere medarbejdere i sundhedssektoren til at tie stille om forhold, der sætter patienternes sundhed i fare:

I mit eget tilfælde tog jeg min afsked som overlæge ved børneafdelingen på Hvidovre Hospital og professor ved Københavns Universitet i pædiatri pr. 1/1 1999 efter et meget vanskeligt sagsforløb, hvor jeg på grund af helt utilstrækkelige ressourcer til min afdeling var nødt til løbende at protestere over for hospitalets ledelse over de negative konsekvenser for patienterne. Udmeldingerne fra “systemets” side var imidlertid blot, at alt fungerede fint – uanset at vi, som arbejdede der, jo klart kunne se, at dette ikke var tilfældet, og dermed til skade for patienterne. For mig blev det derfor efterhånden umuligt fortsat på samme tid at være loyal overfor patienterne på den ene side, sådan som lægeløftet tilsiger, og over for “systemet” på den anden side – og jeg tog som anført min afsked. Ved ikke at sige fra pådrager man sig som chef for f.eks. en hospitalsafdeling et moralsk medansvar for i mit tilfælde sundhedsvæsenets sørgelige deroute i Danmark – og dette ønskede jeg selvsagt ikke – heller ikke selv om jeg, som det desværre er blevet meget udbredt, kunne have søgt en slags undskyldning for at lade være med at protestere, i de trusler og repressalier, som jeg blev udsat for fra ledelsens side.

Krasilnikoff konkluderer på den baggrund, at

En kritisk udtalelse i forhold til en offentlig instans handlemåde eller funktion, eller til ens overordnede i direktion eller forvaltning, vil med de nuværende regler med stor sandsynlighed få alvorlige negative konsekvenser for vedkommende – enten i form af afskedigelse på grund af såkaldte samarbejdsvanskeligheder – og dette også selv om disse samarbejdsvanskeligheder direkte er forårsagede af ledelsens egen malpractice i forhold til dens opgaver – eller ved under alle omstændigheder at blive hindret i karrieren og sat uden for indflydelse. “Systemets” håndlangere beskytter sig selv og har som oftest held til at dække over egne fejl og mangler takket være deres magtbeføjelser. Disse magtbeføjelser bliver alt for ofte misbrugt, og uden at det får konsekvenser for
vedkommende ledelse.

… og at

Ytringsfrihedens kår i Danmark er ringe, og ikke mindst indenfor sundhedssektoren, hvilket som bekendt gjorde det nødvendigt i 2001 at stifte Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed (DSLY) – et tiltag som egentlig burde være unødvendigt i en retsstat. Men det er det ikke, således som det netop omtalte – og talrige andre eksempler – viser det.

Hvad kan man sige? Offentligt ansatte har samme ret til at ytre sig som alle andre, og de kan ikke forventes at opfatte sig som forpligtede til tie stille for at dække over kritisable eller ulovlige forhold. At sager som Krasilnikoffs overhovedet kan forekomme er en skændsel for vort demokrati.

Et skridt på vej mod løsningen af en konflit, der for blot tre år siden så fuldstændig håbløs ud:

Spaniens ministerpræsident Zapatero vil indlede forhandlinger med den baskiske separatistbevægelse ETA.

For blot tre år siden var en sådan fremgangsmåde aldeles utænkelig – i stedet valgte parterne at sætte hårdt mod hårdt og grave sig ned i hver sin grøft.

En af Europas længste og blodigste konflikter er på vej mod sin løsning, og en af Europas mest aktive terrorgrupper formentlig på vej mod opløsning.

Skal den håbløse konflikt mellem Israel og palæstinenserne nogensinde løses – er det nok noget i den retning, der skal til – forsoning er et vigtigt første skridt.

1001 kopper kaffe til de hjemløse er en blog her på URBANblogs for et lovende projekt: Gør de hjemløse synlige ved at få dem ind på caféerne!

Projektets idékvinde Özlem Cekic fortæller i det første indlæg:

En sen aften for nogle år siden da jeg kom gående hjem med min søn kom vi forbi en hjemløs, der havde lagt sig til at sove på en bænk med en sort plastikpose over sig: ”Mor, hvorfor går han ikke bare hjem og sover i sin seng?”, spurgte min søn. Børn har den fantastiske evne til at sætte spørsmålstegn ved ting, som vi andre nogen gange kommer til at tage for givet.

Jeg havde svært ved at svare ham, og han havde svært ved at forstå, at der faktisk fandtes folk, der ikke havde et sted at komme hjem. Siden den dag er billedet blevet ved med at vende tilbage. Og ønsket om at kunne GØRE noget. Kunne man samle soveposer ind til de hjemløse? Kunne man sætte telte op som i Paris? Eller hvordan kunne man synliggøre de udstødte eksistenser, som vi så let kommer til at lukke øjenene for?

En af mine venner fortalte en dag, at han havde læst hvordan man i Italien kunne betale for en ekstra kaffe på sin café og donere den til en hjemløs.Der gik ikke mange dage før vi fandt ud af at den idé ville vi tage til os og realisere i vores forening 1001.

Hvad jeg især kan lide ved idéen er tanken om dels at give noget til de hjemløse, dels at synliggøre dem.

I stedet for diverse “initiativer” om forbud mod tiggeri og fældning af træer på pladser og andet, der kan skræmme de hjemløse væk og gemme dem af vejen, skal de da ind på caféerne, ind, hvor folk med penge på lommen kommer og ser, at der også er nogen, der måske er knap så god plads til i vort ellers så rige samfund.

Putin vil sende en dødspatrulje til Irak for at hævne de fire russiske diplomater, der er blevet af irakiske oprørere, skriver også Urban her til morgen.

Vel, som jeg tidligere har været inde på, men ikke kan lade være med at sige igen:

Vil han virkelig? Og hvem vil give ham lov til det – amerikanerne? De irakiske myndigheder?

Enten er alverdens nyhedsbureauer bare en anelse for hurtige til at labbe Putins mundsvejr og retorik i sig – eller også er det én gang for alle bevist, at der virkelig for alvor, sådan helt seriøst, er for lidt styr på situationen i Irak!

En israelsk soldat er blevet bortført, samme dag, som Hamas endelig beslutter sig for officielt at anerkende Israel – og hvad er israelernes modtræk?

Forsøger man at forhandle med de palæstinensiske myndigheder om en ordentlig efterforskning, tilbyder man poliitmæssig assistence med henblik på at finde de skyldige, og krydser fingre så godt man kan?

Nej – man lancerer en storstilet militæraktion, lukker for strøm og vand til alle indbyggere i Gaza og giver sig til at bombe og belejre ét af verdens i forvejen allerfattigste og mest underforsynede områder, arresterer otte palæstinensiske ministre (mindre kan ikke gøre det). Disse ministre har ganske vist ikke noget med bortførelsen af den ene israelske soldat at gøre, så det må vel være en slags “mod-kidnapning” eller simpel hævnakt?
Og dette skal ses i lyset af, at de palæstinensiske områder i de sidste måneder har været udsat for kostante og ganske morderiske israelske angreb – hvor det, der udraderede syv mennesker fra den samme familie ven en strand i Gaza blot var ét blandt mange.

Nej, man må nok sige, at reaktionen er ude af enhver proportion – og det naturlige gæt er, aten israelske hærledelse og regering formentlig er komplet ligeglade med den bortførte soldat. Havde de ønsket at få ham fri, ville de have kunnet opnå det samme resultat mere effektivt med andre midler. I stedet bruges bortførelsen til et rent og skært påskud for at lave lidt rav i den – og, som vi formentlig vil få at se i de nærmeste dage, suppleret med lidt drab på palæstinensiske kvinder og børn – blot for, at de sådan kan lære at lade være med at stemme på Hamas en anden gang.

Vidste De, kære læser, at Israel selv har bortført over 300 palæstinensiske børn, som det tilbageholder på ubestemt tid? Hvis Israel har ret til at igangsætte en aktion af dette format for én soldat – hvad skulle palæstinenserne, om der skulle være sammenhæng i tingene, så ikke have ret til at gøre mod Israel? Og hvordan mod det ville blive modtaget – på TV-skærmen, ude i de små hjem?
Man merkt die absicht, und wird verstimmt.

I forbindelse med dommen over den pakistanske familie, der tilsyneladende havde rottet sig sammen om at dræbe deres datter Ghazala og hendes mand, har politiet udtrykt bekymring for, at den epokegørende dom kan betyde, at “æresdrab nu rykker til udlandet”, hvilket skulle være “grund til bekymring”, eftersom dansk politi har færre muligheder for at gribe in f.eks. i Pakistan.

Mig forekommer dette nu at være en ret tom bekymring: Hvis det betyder, at en familie i en sådan konflikt nu vil betænke sig en ekstra gang, inden de iværksætter et drab på et uregerligt familiemedlem her i Damark, så er det vel kun godt?

Hvis det betyder, at en ung kvinde i Ghazalas situation fra nu af kan vide sig sikker i Danmark, kan det da kun være et fremskridt – hun kan jo så bare lade være med at tage til Pakistan … og hvis vores udlændingelov tvinger et ungt par i en sådan situation ud af landet, kan vi vist alle blive enige om, at de bør have asyl lige på stedet.

Det mest bekymrende i hele denne sag er givetvis, som ENARs bestyrelse har gjort opmærksom på, at Ghazala og hendes mand faktisk gik til politiet i håb om beskyttelse – men blev afvist. Det må vi kunne gøre bedre!