Hjerteløs udvisning

Polemiken har for en gangs skyld begået et indlæg, som jeg er næsten fuldstændig enig i – i protest mod udvisningen af en mor til tre med fast arbejde:

det ikke undsluppet min opmærksomhed, at man p.t. åbenbart er blevet vanvittige og finder det naturligt at udvise mødre, der så må aflevere deres børn i børnehaven og sige farvel for altid eller i hvert fald for meget lang tid.

Dér er grænsen for galskaben dælendunseme nået og overskredet med flere lysår. Hvad har man gang i?????

Hvordan kan man vurdere, at en mor har større tilknytning til eksempelvis Kosovo end til sine egne små børn?

Sindssygt. Stop det dog!

Det er naturligvis dette her, Kimpolina skriver om. Og hvad kan man sige? Ja, det er trist, og det er en meningsløst hjerteløs administration af reglerne.

Denne administration har til gengæld været en direkte følge af de stramninger på udlændingeområdet og især den politiske råben og skrigen på en sådan  stramning, vi har set de sidste mange år, idet embedsmændene har fulgt de politiske vinde – og administreret de eksisterende regler usædvanligt nidkært og stramt, efter devisen: Enhver tvivl kommer den anklagede (udlændingen) til skade.

Denne hjerteløse praksis er dokumenteret gang på gang,  bl.a. i Magtens Bog af Erik Valeur et al. (2004). Det usædvanlige ved denne sag er, at det denne gang ikke lykkedes politiet at få kvinden lempet ud af landet, før det kom til pressens kendskab – hvilket gør hende og hendes familie til nogle af de få heldige ud af hundreder, der får lov til at få deres sag genovervejet af politiske grunde.

Det usædvanlige ved denne sag er altså ikke så meget sagen i sig selv, som at vi hører om den – desværre.

Hadefuldt sludder

Da Vibeche Manniche og andre repræsentanter for den såkaldte “kvindebevægelse” Kvinder For Fred forleden begyndte at føre sig frem med røverhistorier om, at det slør, mange indvandrerkvinder går med (og som europæiske kvinder i de højere klasser også gik med for ikke så mange hundrede år siden) er som et “omvandrende fængsel”, der oven i købet er farligt for børn at gå med, fordi de kommer til at mangle D-vitamin, tænkte jeg umiddelbart: Og jøderne skænder hostier og spiser små kristne børn, og så nægter de halstarrigt deres egne børn dåben!

Jeg mener, det er jo lige før, at jeg ikke tør iføre mig den hat og det halstørklæde, jeg ellers foretrækker at udstyre mig med, når det er frostvejr!

At nogen for alvor skulle tage en så hadefuld og oplagt manipulerende propaganda alvorligt eller ligefrem sluge det råt for usødet anså jeg næppe for at være muligt … indtil jeg læste de seneste udgydelser, indtil jeg læste, at den evigt forargede, kronisk humorforladte og humørmæssigt udfordrede Jakob Fønsbo i et indlæg hos mrandersson gjorde kunststykket.

Tjah – hvad er der at sige andet end, at Fønsbo falder pladask for den moderne udgave af antisemitismen – den, der vender sig mod muslimer i stedet for mod jøder, men ellers i ét og alt bevarer den traditionelle europæiske antisemitismes retorik og argumentation. Fønsbo er med andre ord ny-antisemit. Og det er da i hvert fald rart for os andre at vide … så vi kan slette ham fra listen af mennesker, der kunne tænkes at have noget interessant at sige, og føje den tilsyneladende evigt sure mand til listen af hadefulde, indskrænkede tågehorn.