JP og ytringsfriheden

Hvor hårdt kæmpede Jyllands-Posten for ytringsfriheden, før den blev ytringsfrihedens forkæmper?

Som forfatter og mangeårig JP-medarbejder Flemming Chr. Nielsen skriver i et åbent brev til Kurt Westergaard, kæmpede den i hvert fald ikke særligt hårdt for Kurt Westergaards ytringsfrihed:

I de år, hvor jeg var din kollega på Jyllands-Posten, kendte jeg dig som en fremragende tegner. Du tegnede de yndigste og dejligste forårspiger, florlette og lige til at kramme, og i ren fryd og forelskelse udstyrede du dem med tre eller fire yppige bryster. Du tegnede præsident Clinton som sexual maniac med stor cigar, og du gengav præsident Bush den Første i kalveknæet attitude og med rygende revolvere på den store prærie, der hedder Jorden.

Men de tegninger gjorde dig sandelig ikke til ytringsfrihedens symbol, for offentligheden fik dem aldrig at se. Du kom slu­køret ud fra chefredaktørens kontor, for selvfølgelig måtte nervøse redaktionssekretærer sikre sig, at den slags nu gik an, og før de blev trykt, skulle dine tegninger derfor en tur rundt om Det Højeste Kontor, hvor du blev kaldt til orden.

Den censur sad vi på dit kontor og morede os over. Og i et par uger holdt du dig til karikaturer af dem, Jyllands-Posten ikke leger med, men så tog Fanden og din utæmmelige fantasi ved dig igen: Du tegnede flere af de piger, Picasso ville have elsket. Og Jyl­lands-Postens foretrukne politikere og statsmænd blev igen udsat for din dæmoniske tuschpen.

Ny akut opstandelse og truende krav om kun at tegne, hvad Jyllands-Posten vil have. Men selvfølgelig kunne censuren svigte, og da kunne vi sidst på aftenen opleve en årvågen redaktionschef styrte ud i trykkerihallen og desperat råbe: ”Stop pressen!” Altid reagerede du med det frække glimt i øjnene, som er liv og åndedræt for en bladtegner af dit format, en anarkist og dissident i det overdimensionerede parcelhus, som er Jyllands-Postens domicil i Viby J. Den mest censurerede tegner i dansk dagspresse.

Ikke alene respekterede Jyllands-Posten som arbejdsgiver ikke Kurt Westergaards ytringsfrihed, den forsøgte endda på et tidspunkt og i strid med alle regler at tvinge Westergaard på “frivillig efterløn”:

Da fik de en friheds­kæmper at se. Du afviste alle krav. Du forlod dit tomme kontor og drog i eksil i bladhusets kælder. Man jager ikke en tegner som dig på porten. Du tegner, til du segner. Og du frydede dig dagligt over, at du havde besat din arbejdsplads.

Dengang burde Dansk Journalistforbund have bespist dig på Prytaneion, for du blev i din kælder, indtil Jyllands-Posten ka­pitulerede og erkendte, at man ikke med loven i hånd kunne beordre dig på efterløn.

Gad vide, om der er nogen ovre på Jyllands-Posten, der stadig ved, hvordan man staver til “hykleri”?

Link: Da Jyllands-Posten regelmæssigt krænkede Kurt Westergaards ytringsfrihed

Irak: Vi gik i krig på en løgn – nu lyver de om løgnen

Vi er sikkert mange, der husker, hvordan den danske regering i 2002-2003 igen og igen slog på, at det var nødvendigt at gå i krig mod Irak, fordi vi simpelt hen ikke kunne leve med truslen fra landets masseødelæggelsesvåben.

Per Stig Møller udtalte i TV-Avisen, at krigen var nødvendig, fordi “nu kunne det altså være nok” med de masseødelæggelsesvåben, og folk der blev ved med at stille spørgsmål, gavnede i virkeligheden bare Saddam Hussein. Anders Fogh Rasmussen sagde, at “Irak har masseødelæggelsesvåben – det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved”.

Men i dag er de alle sammen enige om, at hvad der ellers kan have været af gode grunde til at gå i krig med Irak, har masseødelæggelsesvåben ikke noget med sagen at gøre. Bortset fra Venstres løstgående Jens Rohde, der i Politiken langer ud efter Anders Fogh og andres svigtende hukommelse:

“Jeg har aldrig mødt et menigt menneske uden for Christiansborg, som ikke havde opfattelsen, at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen. Det må man bare vedstå sig,” siger Rohde.

I en ny bog, ‘ Vejen til Irak’, som beskriver beslutningsprocessen bag Irak-krigen, træder Anders Fogh Rasmussens tidligere politiske ordfører Jens Rohde frem og fastslår, at masseødelæggelsesvåbnene var et helt centralt argument for at sende danske soldater til Irak – også selv om det ikke fremgik af regeringens beslutningsforlag.

“Det var den virkelighed, vi var med til selv at skabe i den måde, vi talte på. Det gælder både statsministeren, udenrigsministeren og mig selv. Alle sammen”, siger Jens Rohde.

You can say that again. Såvel den danske og den britiske som den amerikanske regering  hamrede i de dage igen og igen løs med truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben, og hvor vigitgt det var at udskadeliggøre de.

Jeg ved ikke, om der var nogen, der rent faktisk troede på det (jeg gjorde ikke, og Colin Powell gjorde ikke, selvom han sagde noget andet), men de har grund til at føle sig noget så gevaldigt snydt. I dag har stats- og udenrigsministeren så travlt med at forsikre, at masseødelæggelsesvåben ikke havde noget med beslutningen at gøre, og forsvarsministeren overvejer endda,  jfr Politikens artikel,  at anlægge sag mod forfatterne til en bog, der siger noget andet.

Man kunne her retorisk spørge, om det er løgnen eller løgnen om løgnen, der er det værste. Men det er let: Det er ikke løgnen, der er det værste, men krigen, de mange hundrede tusinde cvile irakere, der er døde og såret siden invasionen – de mange hundrede tusinde civile irakere, hvis blod nu drypper Anders Foghs og Per Stig Møllers hænder.

At de nu lyver om den løgn, der førte Danmark ud i denne nyttes- og formålsløse krig, gør såmænd hverken fra eller til i det store billede. At krigen var nyttesløs, ikke har ført noget godt med sig og blev lanceret på en løgn – det er derimod humlen.

Update, mandag d. 29.: Engelbreth skriver også og lidt mere detaljeret om dette.

Udlændingelov og ægtefæller: Snart danske forhold i England

Forfatteren Cory Doctorow skriver på Boing Boing om planlagte og gennemførte ændringer i den britiske udlændingelov, der også påvirker ham selv som britisk gift canadier:

Jacqui Smith, the British Home Secretary, has unilaterally (and on 24 hours’ notice) changed the rules for Highly Skilled Migrants to require a university degree, sending hundreds of long-term, productive residents of the UK away (my immigration lawyers had a client who employed over 100 Britons, had fathered two British children, and was nonetheless forced to leave the country, leaving the 100 jobless). Smith took this decision over howls of protests from the House of Lords and Parliament, who repeatedly sued her to change the rule back, winning victory after victory, but Smith kept on appealing (at tax-payer expense) until the High Court finally ordered her to relent (too late for me, alas).

Now, it seems, I will become one of the first people in Britain to be forced to carry a mandatory biometric RFID card in a pilot programme being deployed first to foreign students and we spousal visa holders (government is looking to curtail spousal visas altogether, capping all visas at 20,000 per year, including spousal visas, denying Britons the right to bring their spouses into the country once the quota has been filled). The card will be eventually linked to all of the national databases — credit, health, driving, spending.

Man forestiller sig beskeden: Beklager, du er nr. 20.001 i år, så du kan ikke leve i Storbritannien med din engelske hustru og børn. Næste!

Skæbnens ironi vil, at Doctorow er efterkommer af russiske jøder, der flygtede fra Sovjet efter krigen og undervejs reddede livet ved at ødelægge de papirer, det kommunistiske diktatur påtvang sine borgere, til friheden i Vesten, hvor fremmede var velkomne, og staten ikke holdt øje med folk.

Sceneskift til England i dag:

Many of my British friends act as if I’m crazy when I say that we must defeat Labour in the next election. We’re all good lefties, and a vote for the LibDems is considered tantamount to handing the country over to the Tories. But what could the Tories do that would trump what Labour has made of the country? The Labour Party has made a police state with a melting economy, a place where rampant xenophobia makes foreigners less and less welcome — where we are made to hand over our biometrics and carry papers as we conduct our lawful business.

To my friends, I say this: your Labour Party has taken my biometrics and will force me to carry the papers my grandparents destroyed when they fled the Soviet Union. In living memory, my family has been chased from its home by governments whose policies and justification the Labour Party has aped. Your Labour Party has made me afraid in Britain, and has made me seriously reconsider my settlement here. I am the father of a British citizen and the husband of a British citizen. I pay my tax. I am a natural-born citizen of the Commonwealth. The Labour Party ought not to treat me — nor any other migrant — in a way that violates our fundamental liberties. The Labour Party is unmaking Britain, turning it into the surveillance society that Britain’s foremost prophet of doom, George Orwell, warned against. Labour admits that we migrants are only the first step, and that every indignity that they visit upon us will be visited upon you, too. If you want to live and thrive in a free country, you must defend us too: we must all hang together, or we will surely hang separately.

Link: Britain will make foreigners carry RFID identity cards and will put us in a huge, Orwellian database: the rest of Britain will be next

Hvorfor lige 700 milliarder?

Mange af os har hørt det – den amerikanske regering skal bruge 700 milliarder dollars til at redde finansverdenen og den vestlige verdens økonomi fra kollaps. Selv Jyllands-Posten er begyndt at lyde skeptisk.

Men … hvor kommer de 700 milliarder fra? Hvorfor lige præcis 700 milliarder, hvorfor ikke kun 500 milliarder, eller hvorfor ikke en hel billion, nu hvor vi er ved det?

I Forbes Magazine forklarer en medarbejder ved finansministeriet, hvilke beregninger hvilken beregning, der ligger til grund:

Some of the most basic details, including the $700 billion figure Treasury would use to buy up bad debt, are fuzzy.

“It’s not based on any particular data point,” a Treasury spokeswoman told Forbes.com Tuesday. “We just wanted to choose a really large number.”

Det er godt at se, at de tager det lovforberende arbejde alvorligt, derovre. Bwahaha, som Citizen ville have sagt.

USA: Otte års tilbagegang

Timothy Garton Ash skriver i The Guardian om Bush-regeringens nemesis:

The irony of the Bush years is that a man who came into office committedto both celebrating and reinforcing sovereign, unbridled national power has presided over the weakening of that power in all three dimensions: military, economic and soft. “I am not convinced we are winning it in Afghanistan,” Admiral Mike Mullen, chairman of the Joint Chiefs of Staff, told a congressional committee earlier this month. Many on the ground say that’s an understatement. The massive, culpable distraction of Iraq, Bush’s war of choice, leaves the US – and with it the rest of the west – on the verge of losing the war of necessity. Here, resurgent in Afghanistan and Pakistan, are the jihadist enemies who attacked the US on September 11 2001. By misusing military power, Bush has weakened it.

Economically, the Bush presidency ends with a financial meltdown on a scale not seen for 70 years. The proud conservative deregulators (John McCain long among them) now oversee a partial nationalisation of the American economy that would make even a French socialist blush. A government bailout that will total close to a trillion dollars, plus the cumulative cost of the Iraq war, will push the national debt to more than $11 trillion. The flagships of Wall Street either go bust or have to be salvaged, with the help of government or foreign money. Most ordinary Americans feel poorer and less secure.

Som Ash også bemærker, er det ikke kun den rå militære og økonomiske magt, men i allerhøjeste grad også landets moralske styrke og anseelse, der har lidt skade. George Bush kritiserer Putin for at invadere en uafhængig stat (Georgien), og hele verden ler. Amerikanerne taler menneskerettigheder i Kina og Rusland, og folk trækker på skuldrene og tænker på Abu Ghraib og Guantanamo.

Selv en medskyldig og republikaner som Colin Powell mener i dag, at en kommende præsidents vigtigste opgave må være at genoprette USAs anseelse ude i verden. Latinamerika er ved at falde fra, og den eneste rigtigt venligtsindede regering på de kanter er Colombia, der ledes af en notorisk krigsforbryder og bandit. Imperiet består måske stadig, men det har fået alvorlige ridser i lakken.

I stedet står USA nu, efter otte års svækkelse, overfor et valg mellem to kandidater, der repræsenterer mere eller mindre den samme politik, men med vidt forskellige kulturelle og symbolske betydninger. Det er til dels ud fra en formodning om, at det nok ikke kan blive meget værre, at vi i den anledning gerne vil gøre Garton Ashs håb til vores:

No one has done more to serve the cause of anti-Americanism than GW Bush. It is we who like and admire the US who should, by rights, be burning effigies. But now, at last, we live in hope of a better America.

Nyt fra blogland

Et par assorterede nyheder:

  • Amila Jašarević har fået eget domæne – hendes indlæg kan fremover læses på www.amilabosnae.com (og på iNorden.org). Vi ønsker tillykke og håber på mange gode indlæg i fremtiden.
  • Min kronik i Dagbladet Arbejderen er nu oppe på faklen.dk, hvor man kan hoppe over og læse den, hvis man ikke allerede har gjort det.
  • Modspil.dk er den 18. vigtigste danske weblog og den 9. vigtigste politiske blog, hvis man skal tro en undersøgelse fra firmaet Cision,  der ellers mest hæfter sig ved de mange højreekstreme blogs.  Rune Engelbreth Larsen har en god analyse af undersøgelsen og dens resultater  (og tak til Shevy for tippet!).

Mht. det sidste punkt er det da rart at dukke op på en top 20-liste, selvom man kan stille spørgsmålstegn ved undersøgelsens metoder, og ultimativt ved dens resultater. På den anden side: We can do better than that – vi skulle jo helst have vippet de højreorienterede blogs af pinden. 

Eurofascisme i danske blogs – underligt sammentræf

Vestlandets Flamske Ungdom, højregruppe med tilknytning til Vlaams Belang

Øyvind Strømmen om sin definition af Eurofascisme:

Instead of worrying about Islamofascism, European politicians should worry about not-so-good, old-fashioned European fascism, which increasingly makes it presence known in a number of European countries. Groups on the socalled far right use the onesidedness of the media to their advantage; and are gaining a momentum. The spokesmen of fascism are once again being listened to as wise and daring voices, voices who speak out against the «occupation» of Europe by «strangers».

Skjoldungen ovre på Hodjas blog:

[Filip Dewinter er et] fremtrædende medlem af Vlaams Belang (Flanderns Sag), et politisk parti som arbejder for løsrivelse fra den kunstige, anakronistiske stat Belgien, EUSSR’s hovedstad. Dette parti deler på mange måder skæbne med Dansk Folkeparti således at forstå at det konstant udsættes for de sædvanlige skældsord, som racister, rystende menneskesyn, ikke stuerene, islamofobe o.s.v., o.s.v.. – hele den primalreflektoriske floskulatur.

Filip Dewinter har Europa en politiker af den rette støbning. Her er der ingen “uld i mund” eller “jeg må på det bestemteste tage afstand fra”. Han siger tingene lige ud.

Og hvad er det så for ting, Dewinter “siger lige ud”? Et citat: “Islam does not belong in Europe, not yesterday, neither today, and certainly not tomorrow.

Ligesom Mogens Camre, med andre ord: “Islam” skal ud af Europa, og ikke et ord om, hvad det får af konsekvenser for vore muslimske medborgere. Underligt sammentræf, som sagt. Der er også andre ting, det minder mig om.

Det er dog ikke sikkert, at alle de mennesker, som “eurofascismen” og den nye antisemitisme appellerer til, selv kan se sammentræffet. Øyvind Strømmen fortsætter, i den artikel, vi citerede ovenfor:

The modern-day fascists come in all kinds of clothing, some of them dressing like liberals and some of them like conservatives. Many modern-day fascists will deny being so. But fascism is not as easy to recognise as in «V for Vendetta», not in most cases. European fascists have learnt to dress themselves in the robes of political correctness, that is – in a suit and with a tie. This is what Eurofascism looks like, and it even appeals to people who are not fascists at all. You will find both misguided conservatives and confused liberals joining forces with the descendants of brownshirts. Pointing out who they are hanging out with is sometimes contraproductive. The role of the martyr fits these people well.

Har vi lige påvist en sammenhæng?

Læs også:

 

Den stramme danske udlændingepolitik er en historisk fejltagelse

… blandt andet, fordi den er intolerant, umenneskelig og smålig.

Men formuleringen er nu ikke min, men skyldes Michael Treschow, bestyrelsesformand for Unilever, som udtaler sig til Information:

Dansk erhvervsliv har i de senere år måtte sige nej til ordrer for milliarder, bl.a. fordi virksomhederne har svært ved at skaffe tilstrækkelig arbejdskraft. Mange virksomhedsledere peger i den forbindelse på, at den stramme danske udlændingepolitik har gjort det alt for kompliceret for udlændinge at opnå en arbejdstilladelse i Danmark.

“Det er en historisk fejltagelse. I Sverige har vi næsten samme problem. Vi byder ikke udlændinge velkommen som arbejdskraft. Det er ikke alene skamfuldt, at vi ikke byder flere velkommen, det er også et stort tab. Lige nu er vi nemlig i en situation, hvor mangel på arbejdskraft og demografien generelt betyder, at vi har brug for udlændinge i vores arbejdsstyrke,” siger Michael Treschow, der er bestyrelsesformand for en af verdens største fødevarevirksomheder Unilever og dermed en af det globale erhvervslivs tungeste drenge.

Så ikke alene er den danske udlændingepolitik og ikke mindst dens usædvanligt smålige og restriktive administration skamfuld, en skændsel og en plet på vores nationale ære – skal man tro Treschow, kommer den også til at kunne mærkes i form af arbejdsløshed og lavere levestandard.

Skoleskyderi i Finland – hvorfor sker sådan noget?

Fight Club
Hvorfor sker sådan noget, spurgte jeg 22. marts 2005 i anledning af en lignende begivenhed, hvor en 17-årig gymnasieelev gik amok og dræbte 10 mennesker – spurgte jeg uden at kunne give noget fornuftigt svar.

Nu er det sket igen på en skole i Finland – en ung mand på 20 år går amok og skyder vildt omkring sig.
Idet man faktisk godt kan forsøge at forstå et fænomen – jeg mener forstå, hvorfor det sker, hvordan det kan ske og hvordan det evt. kan forebygges – uden ligefrem at bifalde det, finder jeg det meget værdifuldt, at nogen faktisk forsøger at grave spadestikket dybere end automatreaktioner som fordømmelse, vantro og kritik af voldelige film og computerspil.

Lenin’s Tomb byder på en sådan lang, tænksom analyse med udgangspunkt i en bog af Mark Ames, der har udforsket området grundigt.

Det mest overraskende er måske ikke så meget mordenes uventede karakter som det er den forståelse, gerningsmændene ofte vil finde enten i de nærmeste omgivelser eller i tilsvarende “segmenter” af befolkningen.

Som et eksempel på det første nævnes en shoot-out begået i 1989 af en Joseph Wesbecker på hans arbejdslads, trykkeriet Standard Gravura – Wessbecker myrdede syv af sine kolleger og sårede tyve:

Ames was able to interview one of the survivors, Michael Campbell, whose body is deformed by the impact of six bullets from Wesbecker’s various munitions. Oh hell, Campbell has told Ames’ contact, “everybody supported him, everybody saw where he was coming from. His only problem was that he shot the wrong people.” He isn’t alone. Another worker at the plant tells Ames that Wesbecker was “pressed into it” And if he’d only got “the right people”, he would have “had a lot more sympathy. Still does, as it is!”

Hvad i al verden kan dog få Campbell til at sige sådan?

Der er her ikke tale om en enkelt mand, for hvem det hele bare slår klik, som det også i dette tilfælde blev forklaret i medierne, men om en desperat, forbitret reaktion på mere end et årtis mobning, pres og ringeagt.

Som Lenin forklarer, er dette hvad Ames fandt ud af:

In 1978, however, after working for the firm for seven years, he started to experience a multitude of problems – this was when he divorced his wife, when he son became sick and his other son got busted. In 1980, naturally enough, the stress of the work he had devoted himself to became too much. He requested that he be taken off ‘folder’ duty, and claimed that it was harming his health – other workers say that the ‘folder’ is indeed damaging. But the company refused to do so, and continued to refuse his request for years: no other worker wanted to take over, and he – a sort of laughing stock with both management and staff – didn’t have any leverage.

The union’s strength had been diminished by economic hard times, and a Reaganite anti-union drive was about to make it even weaker. The plants was exposed to severe job cuts and wage freezes, and the owners – the wealthy Bingham family – were secretly constructing a new plant in Tennessee to shift production. They told the union leadership, when it was discovered, that they had either to agree to austerity measures or face the plant’s closure. The union caved. So, when Wesbecker is expected to continue in a role that could well be killing him for a company that doesn’t appear to care about him and indeed seems intent either on getting rid of him or squeezing the last drop out of him, he looks for every means to escape.

The union will do little, so a doctor writes a letter for him begging the company to take him off the ‘folder’, to no avail. He files a discrimination complaint against the company on the grounds that he is diagnosed as a manic depressive, a form of incapacitation, and the company has made allowances for incapacitation in the past. The company’s ‘Human Resources’ department (how I hate those words, and those people) stonewalls, offering the county’s Human Relations Commission, which supports Wesbecker’s claim, an outlandish string of claims explaining why Wesbecker and only he must be available for the ‘folder’. Eventually, Wesbecker has to drop the claim and take medical leave for psychological stress. When he returns, instead of compromising, they stick him on long-term disability and drastically reduce his pay. The company was planning to cut his disability pension to 60% of its previous value in October 1989 – Wesbecker got them before they got him.

After his massacre, the company was destroyed and had to shut down: such was the aim. He wished to destroy both the specific agents he saw as responsible for his miserable condition and the company that encouraged the bullying and victimisation that he experienced.

I arbejdspladsmassakrer var dette ifølge Ames et mønster, der gik igen – det var ikke så meget en bestemt mennesketype, der begik disse forbrydelser, som det var et bestemt sæt af omstændigheder, der gik igen fra sag til sag:

Repeatedly, the killer is perceived as mild-mannered, pleasant, the last person to flip out. Repeatedly, it is discovered that the killer is experiencing either direct victimisation or serious distress as the corporate culture undermines basic conviviality. Repeatedly, the victims were picked off and others deliberately left to survive, with the supervisor being a primary target (often lucky enough to be out of the office, however). This is not random mayhem: it is insurgent rage.

Dette ville måske være stedet at indskyde, at selv nok så megen mobning og chikane ikke kan retfærdiggøre et shooting spree, der rammer uskyldige; og egentlig mener jeg personligt, at det er det enkelte menneskes pligt ikke at lade sig undertrykke og ikke finde sig i mobning og chikane, og altså heller slet ikke tillade det at stå på i årevis, som det er sket i disse sager.

Men alle mennesker er ikke lige stærke, og alle omstændigheder ikke lige nemme at komme ud af; f.eks. kunne man forestille sig, at en mand finder sig i chikane på arbejdspladsen, fordi der ikke er andet arbejde at få og familien ellers ville komme til at sulte.

Samtidig bliver det klart, at en god måde at undgå den slags arbejdspladsmassakrer på nok var at fremelske en arbejdspladskultur, hvor omsorg var reglen og mobning og chikane utænkelig – og hvor medarbejderne havde nogle sociale og faglige garantier, der gjorde det umuligt for selv den værste arbejdsplads at behandle nogen så svinsk, som Wesbecker blev behandlet.

Lenin mener dog, at mange ting i det økonomiske system i bl.a. USA trækker i en helt anden retning:

One document, an internal memo from the CEO of the Cernel Corporation, is sickening and vile in its attempt to bully the middle managers into bullying the staff more effectively. The car parks aren’t full at 8am, the boss whines, people are being allowed to come in late, and leave early. The managers are told that if they don’t make sure that everyone is at work, arriving half an hour early and leaving half an hour late, they will be fired: and this is to be achieved by out-of-hours emergency meetings with staff in which they are threatened with the boot. Staff numbers are cut, facilities are cut, benefits are frozen, etc etc. There ought, says the boss, to be pizza men arriving at 7.30pm to feed starving workers. And there is no shortage of official corporate ideology legitimising this. Welch explains, for instance, that fear is “healthy, like pain is healthy” because it “gets you out of that comfortable equilibrium”. It destroys “comfortable equilibrium” alright – sanity, marriages, families, livelihoods, communities…

Middle managers are therefore expected to humiliate and abuse, because it creates the necessary atmosphere for the efficient accumulation of capital. And surprise – the massacres often attempt to target victimising supervisors, screaming middle-managers, puffed up little tyrants who like to spy on the staff or threaten them with disciplinary action on the slightest grounds.

Jamen, hvorfor nu skolerne?
Men det kunne måske forklare lidt om, hvorfor massakrer er forekommet på de amerikanske arbejdspladser. Men hvorfor skolerne? Hvad driver folk som Dylan Klebold og Eric Harris, de to gerningsmænd i Colombine-massakren?

Hvad der er bemærkelsesværdigt er, at Klebold og Harris faktisk er helte blandt et betydeligt segment af den amerikanske ungdom, unge mennesker, der mødes anonymt i chat-rooms og debatfora og udveksler meninger om “St. Eric” og “St. Dylan”.

Hvorfor? Og hvilken slags unge mennesker ser op til sådanne uhyrer, mennesker som – i hvert fald i min opfattelse – vidt overskrider grænsen mellem, hvad der kan og ikke kan forsvares?

Vel, ifølge Ames er der mange af de samme ting på spil – Ames hævder faktisk, at det slet ikke er muligt at profilere gerningsmændene, kun de omstændigheder der frembringer dem:

As has been repeatedly pointed out, no successful profile of a typical school shooter has yet been devised. Good students, bad students, wealthy ones, poor ones, ones from stable familes, others from broken homes… there’s no archetype. This is because, as Ames puts it, “It isn’t the office or schoolyard shooters who need to be profiled – they can’t be. It is the workplaces and schools that need to be profiled”. Now, this bit is rather crucial. I quote verbatim from his list of characteristics to watch for:

– complaints about bullying go unpunished by an administration that supports the cruel social structure;

– antiseptic corridors and overhead fluourescent lights reminiscent of a mid-sized airports;

– rampant moral hypocrisy that promotes the most two-faced, mean, and shallow students to the top of the pecking order; and

maximally stressed parents push their kids to achieve higher and higher scores.

Pointen i Ames’ punkt nummer to er, at triste, fremmedgørende omgivelser forværrer effekten af års mobning og ydmygelse.

Så reelt er der mange af de samme ting på spil som i ved arbejdspladsmassakrerne: “Many of the most miserable, demeaning things that can happen at work can happen at school, and anyone who remembers their school years knows that it seems to matter a great deal more at that age, and it seems to last forever, even if its only a few years“.

Hvis man gerne vil undgå flere af den slags massakrer (og det vil man!), er det altså ikke de potentielle gerningsmænd, man skal profilere – det er omgivelserne.

Og dette forekommer i mine øjne at være en endog meget vigtig indsigt, såvel som et i mine øjne endog meget vægtigt bidrag til fremtidig forebyggelse af om ikke alle, så dog mange af den slags tragedier.

Link til analysen hos Lenin’s Tomb.
Link til Mark Ames’ fremragende artikel om Virginia Tech-massakren.