Mere plads på asylcentre – hvem er imod?

Jyllands-Posten gengiver et telegram fra Ritzau:

Børnene på to af landets asylcentre får fra efteråret lidt mere plads at bo på med deres familier. Og de slipper for at dele værelse med mor og far.

Det sker på trods af, at regeringen og Dansk Folkeparti i forsommeren gjorde det klart, at der ikke skulle laves mere plads på centrene.

Det er de to kommunedrevne asylcentre i Hanstholm og Brovst, der har valgt at bruge en del af en ekstrabevilling til at give mere plads til familier med børn. Ekstrabevillingen på 37 mio. kr. blev givet efter voldsom debat om forholdene på centrene. Og her var det netop pladsforholdene, der blev kritiseret, understreger Jan Arnbjørn, der er leder af Hanstholm Asylcenter.

Og det var da også mildt sagt uanstændige forhold, man tidligere på året kunne høre om – hele familier, med fire eller flere børn, tvunget til at leve sammen i årevis på helt ned til 14 kvadratmeter.

En opdeling, så der i det mindste blev ét værelse til børnene og ét til forældrene kan da kun være af det gode, ikke?

Nej, mener Dansk Folkeparti, der åbenbart ikke mener, at asylsøgere kan have det for skidt – her repræsenteret af integrationsordfører og præst Jesper Langballe:

Det var helt klart, at de 37 millioner ikke skulle bruges på mere plads. Vi ville overhovedet ikke drøfte kvadratmeter. Så det er et klart brud på den ordre, de har fået fra integrationsministeren og os, der står bag regeringens udlændingepolitik.

Det forlyder, at Jesper Langballe er villige til at høre om, hvad der kan gøres for at skaffe børnene færre kvadratmeter – evt. fulgt op af tremmer for væggene.

Stramninger for stramningernes egen skyld, uanset hvem og hvordan de rammer – Dansk Folkeparti i en nøddeskal.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.