Selvfølgelig er det relevant og betydningsfuldt at afsløre politisk propaganda, krigsomkostninger i form af civile dødsfald og forlorne studehandler. Ligesom det f.eks. var vigtigt og beundringsværdigt, da Frank Grevil i februar 2004 lækkede dokumenter til Berlingske Tidende om misforholdet mellem den danske regerings og Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering af Iraks påståede masseødelæggelsesvåben – og ligesom det f.eks. var vigtigt og beundringsværdigt, da Politiken offentliggjorde Jægerbogen og dermed bidrog afgørende til at igangsatte den fokus på Forsvarskommandoens magtmisbrug og censur, der har ført så mange afsløringer med sig.
Den utilsigtede risiko for enkeltpersoner, der i visse tilfælde er opstået i kølvandet på Wikileaks-afsløringer, skal selvfølgelig i videst muligt omfang undgås, ligesom diplomatiet ikke skal kortsluttes – men det er vi jo heller ikke i nærheden af. Og de utilsigtede bivirkninger, der har været, er absolut småting i forhold til omfanget af (og de menneskelige omkostninger som følge af) den politiske magtmisbrug, der er foregået i det skjulte.
Wikileaks er et vigtigt civilt modtræk imod magtmisbrug, hvis effekt og kvalitet naturligvis også hviler på kompetente journalister og fageksperter, der kan bidrage til at sortere i skidt og kanel, når betændt propaganda og manipulation verden over skal afdækkes.