Og nej, jeg tænker ikke på Jyllands-Postens tåbelige mediestunt med tolv karikaturer – den sag er så rigeligt dækket i Rune Englebreth Larsen og Thøger Seidenfadens nye bog om sagen.
Nej, jeg tænker (bl.a.) på offentligt ansattes muligheder for at udtale sig kritisk. For et par år siden blev en skoleinspektør fyret på gråt papir kort før sin pension, fordi han vovede at kritisere byrådet i et læserbrev.
I dagens kronik i Jyllands-Posten forklarer professor, dr. med Peter A. Krasilnikoff om de regler, der bl.a. gør det muligt effektivt at terrorisere medarbejdere i sundhedssektoren til at tie stille om forhold, der sætter patienternes sundhed i fare:
I mit eget tilfælde tog jeg min afsked som overlæge ved børneafdelingen på Hvidovre Hospital og professor ved Københavns Universitet i pædiatri pr. 1/1 1999 efter et meget vanskeligt sagsforløb, hvor jeg på grund af helt utilstrækkelige ressourcer til min afdeling var nødt til løbende at protestere over for hospitalets ledelse over de negative konsekvenser for patienterne. Udmeldingerne fra “systemets” side var imidlertid blot, at alt fungerede fint – uanset at vi, som arbejdede der, jo klart kunne se, at dette ikke var tilfældet, og dermed til skade for patienterne. For mig blev det derfor efterhånden umuligt fortsat på samme tid at være loyal overfor patienterne på den ene side, sådan som lægeløftet tilsiger, og over for “systemet” på den anden side – og jeg tog som anført min afsked. Ved ikke at sige fra pådrager man sig som chef for f.eks. en hospitalsafdeling et moralsk medansvar for i mit tilfælde sundhedsvæsenets sørgelige deroute i Danmark – og dette ønskede jeg selvsagt ikke – heller ikke selv om jeg, som det desværre er blevet meget udbredt, kunne have søgt en slags undskyldning for at lade være med at protestere, i de trusler og repressalier, som jeg blev udsat for fra ledelsens side.
Krasilnikoff konkluderer på den baggrund, at
En kritisk udtalelse i forhold til en offentlig instans handlemåde eller funktion, eller til ens overordnede i direktion eller forvaltning, vil med de nuværende regler med stor sandsynlighed få alvorlige negative konsekvenser for vedkommende – enten i form af afskedigelse på grund af såkaldte samarbejdsvanskeligheder – og dette også selv om disse samarbejdsvanskeligheder direkte er forårsagede af ledelsens egen malpractice i forhold til dens opgaver – eller ved under alle omstændigheder at blive hindret i karrieren og sat uden for indflydelse. “Systemets” håndlangere beskytter sig selv og har som oftest held til at dække over egne fejl og mangler takket være deres magtbeføjelser. Disse magtbeføjelser bliver alt for ofte misbrugt, og uden at det får konsekvenser for
vedkommende ledelse.
… og at
Ytringsfrihedens kår i Danmark er ringe, og ikke mindst indenfor sundhedssektoren, hvilket som bekendt gjorde det nødvendigt i 2001 at stifte Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed (DSLY) – et tiltag som egentlig burde være unødvendigt i en retsstat. Men det er det ikke, således som det netop omtalte – og talrige andre eksempler – viser det.
Hvad kan man sige? Offentligt ansatte har samme ret til at ytre sig som alle andre, og de kan ikke forventes at opfatte sig som forpligtede til tie stille for at dække over kritisable eller ulovlige forhold. At sager som Krasilnikoffs overhovedet kan forekomme er en skændsel for vort demokrati.