Anmeldelse i Information af Kim Hundevadts bog “I morgen angriber vi igen”:
Danske soldater og deres befalingsmænd har forsøgt at omgå NATO’s egne regler for krigsførelse i Afghanistan ved at provokere, lokke og skræmme deres modpart til konfrontationer og krigshandlinger.
Af bogen fremgår det, at de angrebslystne danskere opfatter NATO’s selvforsvarsdirektiv som en kilde til frustration – en irriterende formalitet, som de forsøger at omgå ved at provokere og skræmme fjenden til at affyre det første skud, så »festen kan begynde« (side 238).
En af mulighederne var en kreativ brug af SoundCommanderen (højttalersystem). Et hold soldater fra 2. deling, lavede på en bærbar computer, som fik strøm fra lejrens generator, en lydfil med et miks af krigs- og horrorlyde: Brølende monstre fra filmen Alien vs. Predator. Vilde skrig fra en gyserfilm. You tube-videoer med amerikanske soldaters angreb på Falluja i Irak. Egne lydoptagelser fra TMG’ernes (de tunge maskingeværers) skratten…
»Angrib, angrib, angrib, og selv om vi bliver ramt hårdt, så angriber vi igen i morgen.« (side 18).
Det [lå] lige for at rette bager for smed – hævne sig på afghanerne, da de to kammerater blev dræbt af englændere:
Side 149:
»Mange danske soldater havde en følelse af indestængt vrede vendt mod Taleban, efter at Thorbjørn Ole Reese og Mikkel Keil Sørensen havde mistet livet. Inderst inde havde de accepteret, at kammeraterne var blevet dræbt af britiske missiler, men de følte stadig, at det dybest set var fjendens skyld, og håbede på at komme i kamp, så regnskabet kunne blive gjort op.«Igen var selvforsvarsdirektivet en formel hindring. For at få gang i festlighederne råbte man denne gang i SoundCommanderen:
»I er kujoner. I kæmper som kvinder …«
Sic! Kommentarer overflødige …
Link: Angrib, angrib, angrib!
Jeg har ved flere lejligheder snakket med soldater, der har været i krig i Afghanistan. Det tager hårdt på en at opleve venner blive dræbt og såret, og det tager hårdt på en, at andre forsøger at dræbe en.
Når en dansk soldat (eller en anden) reagerer ved at råbe “DØ DIN SKIDE PERKER” efter en modstander, så er det et meget menneskeligt træk hos en soldat, der befinder sig i en stresset situation. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvorfor de ville få en sådan opfattelse af situationen, som du citerer fra bogen. (Du ved, omgivelserne, omstændighederne og sådan noget…)
… men det lader sig nu stadig diskutere, hvor hensigtsmæssigt det er at lancere den store provokation af talebanerne, efter at to af deres folk er dræbt af engelske missiler.
Skulle de så ikke hellere skyde nogle englændere, hvis det endelig skulle være? I alle tilfælde gør beretninger som disse det svært at forestille sig, at vore soldater gør andet end skade dernede …
Soldaternes reaktion kan sagtens forklares, uden at man er nødt til at gøre vold på sin realitetssans: Når englænderne ramte den danske lejr (fordi der var sket en kommunikationsfejl: Danskerne befandt sig i en lejr, der var rapporteret rømmet, og blev antaget for fjender, der havde besat den), så er det helt rimeligt at betragte det som vådeskud, der jo kun blev affyret, fordi der var en reel fjende at affyre målrettede skud mod. Det er vel særdeles rimeligt og storsindet, at de danske soldater ikke retter geværmundingerne mod englænderne, bare fordi englænderne begik en fejl.
Det er helt korrekt, at danskerne ikke opfører sig smart, men jeg vil alligevel forsvare de enkelte soldaters uheldige og aggressive opførsel. De er oppe imod en fjende, hvor talibaner-far f.eks. sætter sønneke til at bære sprængstof gennem byen for at gemme det der, hvor farmand skal bruge det, fordi faderen godt ved, at de danske soldater ikke kan få sig til at skyde ubevæbnede børn. De danske soldater ved, hvad drengen har i kassen, og skyder advarselsskud foran drengen -- men hvor mange af dem kan få sig til at skyde drengen? Det er en langt mere beskidt krig, end medierne viser os.
Situationen udtrykker vel ganske godt gamle hr. Tzus forklaring om, at det ikke er på slagmarken, at krigen vindes -- det er blot stedet, hvor man rydder op, når den er vundet. Fejlen ligger derfor efter min mening ikke ved soldaterne, som ud fra min optik gør, som man må forvente, men derimod i den strategi og i de mål, der er lagt.
Det er måske nok menneskeligt forståeligt, og det er klart, at ansvaret for, hvad NATO laver i Afghanistan, ikke kan hvile på de enkelte soldater.
Men … at små delinger på egen hånd fremprovokerer træfninger, hvor den overordnede militære kommando ikke ønsker dem, er både uprofessionelt og uansvarligt, og kunne i en “rigtig” krig i værste fald resultere i et nederlag. Plus, at holdningen i sig selv er farlig:
“… De er oppe imod en fjende, hvor talibaner-far f.eks. sætter sønneke til at bære sprængstof gennem byen for at gemme det der, hvor farmand skal bruge det, fordi faderen godt ved, at de danske soldater ikke kan få sig til at skyde ubevæbnede børn. De danske soldater ved, hvad drengen har i kassen, og skyder advarselsskud foran drengen …”
Hvad nu, hvis de tager fejl, og drengen ikke har noget med Taleban eller guerillaerne at gøre? Sikke en måde at indynde sig hos lokalbefolkningen … og hvad nu, hvis drengen ikke har noget med Taleba eller guerillaerne at gøre, og de rammer forkert og dræber drengen? Så er der pludselig en hel familie, i værste fald en hel landsby, på modstandernes side.
Den holdning, der fremgår af dit eksempel og citaterne fra Hundevadts bog, vidner om en paranoia og bitterhed af den type, der i krig kunne føre på massakrer på civile -- hvilket vi da også har set mange af i Afghanistan, dog mig bekendt (endnu) ikke udført af danske soldater.
Det er altid muligt at vurdere en situation forkert. Eksemplet med sønnen, der bærer ammunition, er ikke udtryk for paranoia, men er en uundgåelig situation i en krig, hvor soldaterne har forbud mod at skyde på civile. Så længe faderen ikke har et våben i hænderne, kan han på grund af dette forbud gå frit rundt; det er først, når han er bevæbnet, at han udgør en fjende.
Børnene udgør ikke direkte fjender, selv om de transporterer våben, og som man skal være en temmelig følelseskold soldat for at kunne skyde på. Og som du siger, så ved man godt, at man mister goodwill i lokalbefolkningen, hvis man sætter en kugle i et barn.
Det er skam helt almindelig praksis, og ikke bare paranoid spekulation, at talibanerne gemmer våben og ammunition i skovkanter, så de hurtigt kan bevæbne sig, samt at de benytter børnene som caddies, når far og hans soldater skal bevæbnes i en fart.
“Eksemplet med sønnen, der bærer ammunition, er ikke udtryk for paranoia, men er en uundgåelig situation i en krig, hvor soldaterne har forbud mod at skyde på civile. Så længe faderen ikke har et våben i hænderne, kan han på grund af dette forbud gå frit rundt; det er først, når han er bevæbnet, at han udgør en fjende.”
Selv det at betragte bevæbnede civile som fjender er problematisk i et land, der aldrig har haft særlige restriktioner på besiddelse af våben -- en mand med et gevær er ikke ligefrem et særsyn i Afghanistan, skulle jeg hilse og sige. Hvis man tror, de alle er fjender, ér man paranoid …
Men når du siger, at
“Det er skam helt almindelig praksis, og ikke bare paranoid spekulation, at talibanerne gemmer våben og ammunition i skovkanter, så de hurtigt kan bevæbne sig …”
osv., så er det jo netop guerilla-krigens vilkår: Fjenden gemmer sig mellem civilbefolkningen, som han ikke er til at skelne fra. En skønne dag skyder soldaterne så en mand med et gevær eller truer hans søn, der fungerer som “caddie”, og det viser sig at han ikke har noget med fjenden at gøre …
Den holdning, de danske soldater udtrykker i citaterne fra Hundevadts bog, er formentlig den mest uhensigtsmæssige, man kan forestille sig, i en sådan krig: Den er det stof, My Lai-massakrer er gjort af. De danske soldater har vel ikke foretaget sådanne massakrer endnu, men både de amerikanske og britiske styrker har begået mange, i både Irak og Afghanistan. Hvis de danske soldater fortsætter i stilen fra Hundevadts bog, er det formentlig kun et spørgsmål om tid, før også de har massakreret en landsby i den tro, at de var “fjender” alle til hobe.
Selvfølgelig er det guerilla-krigens vilkår, og det ved de danske soldater jo godt. Taliban-krigerne går rundt blandt lokalbefolkningen, og som en Afghanistan-soldat på et tidspunkt udtrykte det, så er det jo ikke sådan, at Taliban-krigerne kan genkendes på, at de går med blå turban.
Men hvad skal de danske soldater så gøre? De ved jo, at angrebene kommer fra personer, der få minutter forinden måtte klassificeres som “civile”. Det kan da med en vis rimelighed forsvares, at hvis de danske soldater kan lokke dem frem med provokation, så er der mindre risiko for at skyde på civilbefolkningen.
Forsvares? At fremprovokere træfninger, som ellers ikke ville være forekommet, mod folk, man risikerer ikke er talebanere, i et område, hvor overkommandoen gerne ville kunne forudsige, hvordan tingene udvikler sig? En praksis, der i parantes bemærket forværrer forholdet til civilbefolkningen og lægger gift for enhver forhandling, der i sidste ende er den eneste vej til en langsigtet løsning, jfr også her. Jeg kan se, hvordan det kan forstås, ikke, hvordan det kan forsvares.
Provokation af modstanderen er en helt grundlæggende kampteknik. Forestil dig, at du ikke ved, hvor modstanderen vil angribe, eller hvornår. Du ved ikke, hvad du skal forsvare, eller hvad du skal forsvare dig mod. Provokation har til formål at gøre både tid og sted kendt, så kampen flyttes til dine præmisser. Derfor mener jeg, at provokation kan forsvares.
Når det er sagt, så er det selvfølgelig ikke heldigt, at de enkelte enheder ignorerer deres overordenedes strategi.
Også uden at forholde sig til kampteknik er reaktionen for mig at se helt forståelig. Hvis man skal holde sig nogenlunde mentalt rask, er man nødt til at bilde sig selv ind, at det ikke rigtig er mennesker, man går og slår ihjel. Her er det, at lydene af Alien vs. Predator ind i billedet, og “DØ SKIDE PERKER” kommer ind i billedet.
Hvis man har svært ved at få sig til at skyde på en personer, der ikke umiddelbart virker truende, så er det også straks nemmere, hvis de kan provokeres til en træfning, for så er det “bare selvforsvar”, sådan rent mentalhygiejnisk.
Jeg siger ikke, at det er nogen fantastisk eller ønskværdig situation, men mennesker er altså mennesker, og krig sætter ikke de mest rationelle tanker og reaktioner igang hos mennesker.
Hvis man skal holde sig nogenlunde mentalt rask, er man nødt til at bilde sig selv ind, at det ikke rigtig er mennesker, man går og slår ihjel. Her er det, at lydene af Alien vs. Predator ind i billedet, og “DØ SKIDE PERKER” kommer ind i billedet.
Ja, det er den samme “dehumanisering”, som Peter Neerup Buhl taler om som en forudsætning for at kunne gennemføre den store “udrensning” af udlændinge og muslimer, han drømmer om. Måske soldaterne i Afghanistan har “dehumaniseringstræning” nok til, at de vil kunne bruges, når dagen forhåbentlig ikke kommer?
Men når det så er sagt, er det naturligvis igen rigtigt, at man ikke kan give de menige soldater skylden for den afghanske misere -- det er måske ikke hensigtsmæssigt at de via “provokationer” risikerer at komme til at skabe nye fjender og myrde civile, men det er i det hele taget ikke hensigtsmæssigt, at danske eller andre vestlige tropper overhovedet er i Afghanistan, så hvad der end sker, er det ikke specielt de menige soldaters skyld.
Omend man ville have været mere stolt af at være dansker, hvis det simpelt hen havde været umuligt at finde nogen til at lege besættelsestropper i et fremmed land, hvor vi intet havde at gøre -- hvis alle, der blev spurgt, simpelt hen havde afslået uden videre (“hvad snakker du om, mand -- en dansk soldat skal sgu da forsvare Danmark, ikk’?”). Så heldige var vi desværre ikke.