Boel Tammes skrev i en kommentar til min påpegelse af, at begrebet “jødisk-kristen” kultur er noget pjat, at
Det almindelige betydning af “jødisk-kristen kulturkreds” har jo intet at gøre med,om de europæiske jøder har været integreret i de europæiske befolkninger i øvrigt.
Betydningen er jo simpelthen: den kulturkreds, som har hentet sin religiøse inspiration i de jødiske og kristne skrifter, der tilsammen kaldes Bibelen.
Som jeg svarede ham, og som jeg nok synes er et helt indlæg værd, er det netop eller især i den betydning, Tammes påpeger, at begrebet “jødisk-kristen” ikke giver mening.
For det første har jøderne aldrig hentet nogen som helst religiøs inspiration i det Nye Testamente.
For det andet har de kristne traditionelt læst og oversat den Hebraiske Bibel kristologisk, dvs. man har (mis-)tolket Kristus-profetier ind i den. Hvad de kristne opfatter som “Bibelen” som helhed, er noget ganske andet end dén Hebraiske Bibel, der som “Loven og Profeterne” udgør jødedommens helligskrift.
For det tredje har den jødiske kultur traditionelt ikke taget udgangspunkt direkte i den Hebraiske Bibel som vi kender den, men i Talmud, hvilket specielt i juridisk henseende minder meget mere om islam med hadith og sharia end det minder om de kristne traditioner.
Ønsker man at definere en kulturkreds ud fra, hvem der har fundet inspiration i “Bibelen”, er islam faktisk meget tættere på den kristne kulturkreds, end jødedommen er, eftersom islam også anerkender det Nye Testamente som helligskrift og Jesus som profet.
I kraft af jødedommens forhold til loven og dens tolkning gennem Talmud og Halakha er denne meget mere beslægtet med islam, end den er med kristendommen – Talmud og Halakha udgør som lovsystem en ret nøje parallel til Hadith og Sharia.
Hvis man insisterer, kunne man altså tale om en “kristen-islamisk-jødisk” kulturkreds, eller man kunne, hvis man lægger vægt på det lovmæssige aspekt, tale om en “jødisk-islamisk” kulturkreds versus den kristne.
Den mest logiske konsekvens af netop Tammes’ indvending synes derimod at være en “kristen-islamisk” kulturkreds i modsætning til den jødiske, eftersom islam anerkender både Jesus og alle de gammel-testamentlige profeter og derfor lige præcis bl.a. “har hentet sin religiøse inspiration i de jødiske og kristne skrifter, der tilsammen kaldes Bibelen“.
Hvilket man som påvist ikke kan sige om jødedommen.
Islam er altså tættere på jødedommen og kristendommen hver for sig, end de er på hinanden.
Hvis man som sagt insisterer, forekommer det eneste korrekte at være den med den “jødisk-islamisk-kristne” kulturkreds, men for det første ender det let med at blive så udvandet, at det ikke betyder noget, for det andet er det nok ikke det, proponenter af en “jødisk-kristen” kultur plejer at have i tankerne.
En tilføjelse: Jeg har i nogen tid advokeret det synspunkt, at antisemitisme og islamofobi er to sider af samme sag. Rune Engelbreth peger i den forbindelse på et nyligt indlæg af tidligere overrabbiner Bent Melchior, der på den ene side advarer mod stigende antisemitisme og på den anden side advarer mod at overdramatisere – og som på den tredje side slutter af med netop at advare mod, at modviljen mod muslimer kammer over og bliver til “islamofobi”, racistisk had mod muslimer:
Vi har nok antisemitter, for også Danmark har sine brodne kar, men vi har ingen organiseret antisemitisme.
Jeg føler mig ikke på samme faste grund, når vi taler om islamofobi, modvilje og angst over for muslimer. Derfor er det så vigtigt, at vi i kampen imod antisemitisme ikke forfalder til islamofobi.
Endnu en tilføjelse: Det første indlæg om ikke-eksistensen af en “jødisk-kristen kultur” blev anerkendende linket til på forsiden af den antisemitiske, islamofobiske, indvandringsfjendtlige og Holocaust-benægtende hjemmeside balder.org.
Det siger egentlig sig selv, men jeg skynder mig alligevel at sige, at jeg ikke er glad for denne anerkendelse. Jeg anser jødernes bidrag til Europas og verdens videnskab og kultur for at være kolossalt, nærmest umåleligt. Efter templets ødelæggelse i år 70 lykkedes det for primært de farisæere, der lægges for had i det nye testamente, at reorganisere diasporaen og grundlægge en holdbar kultur med en kolossal respekt for viden og uddannelse – blandt andet indførte man obligatorisk skolegang for alle sådan ca. 1500 år før, vi kom så langt her i Danmark. Den europæiske antisemitisme har aldrig været andet end hadefuld idioti.
Så hvis jeg siger, at der ikke findes en ‘jødisk-kristen’ kultur, ligger der ikke heri nogen som helst form for nedvurdering af den jødiske kultur – tværtimod, havde jeg nær sagt.
Ak ja. For yderligere info, læs resten af Razib Khans indlæg om jødisk-kristen kultur, gerne dem alle sammen. Det er besværet værd.
Det siger sig selv, at de jødiske helligskrifter, der i den kristne Bibel kendes som Det gamle Testamente, ikke har hentet inspiration fra kristendommen, eftersom skrifterne afspejler en jødisk tradition, som er ældre end kristendommen.
Det er lige så indlysende, at de kristne helligskrifter, der kendes som Det ny Testamente, derimod forholder sig denne ældre jødiske tradition, eftersom kristendommen just er et opgør med eller en nytolkning af traditionen.
Tilsammen udgør GT og NT på denne måde en kompleks tekstsamling, hvori der består en dialektik mellem norm og opbrud eller mellem tradition og opgør med traditionen. Kristendommen forstås kun gennem jødedommen -- nemlig som jødedommens dekonstruktion eller omfortolkning -- og derfor giver det mening at tale om den jødisk-kristne kultur.
Om den senere jødedom fra tiden efter kristendommen så snarere skal defineres ud fra Talmud -- hvad jeg nu betvivler -- er for så vidt ligegyldigt, eftersom det ikke er Talmud, som kristendommens opgør forholder sig til.
Hvad angår spørgsmålet, om islam anerkender de jødiske og de kristne helligskrifter, bliver det vist let en strid om ord. Det er selvfølgelig sandt, at de jødiske profeter, Jesus (Isa) osv. omtales i Koranen -- herunder en masse snurrige misforståelser som f.eks. at Moses’ søster skulle være identisk med Jesus’ mor o.l. Men disse skikkelser anerkendes jo ikke som det, de er efter henholdsvis jødedommens og kristendommens udsagn. Set med kristne øjne er det bestemt ingen anerkendelse at betegne Jesus som “en stor profet”, men det er tværtimod et bespottende og blasfemisk udsagn. Deraf jo også den muslimske forestilling om “den forfalskede Bibel”.
Forestillingen om “den forfalskede Bibel” går for så vidt igen, når det i indlægget bebrejdes de kristne, at de “traditionelt (har) læst og oversat den Hebraiske Bibel kristologisk, dvs. man har (mis-)tolket Kristus-profetier ind i den.”
Det afgørende er jo ikke, om man ud fra en principiel ateistisk overbevisning, nyere bibelkritik o.l. finder, at den kristologiske læsning er fejlagtig, men derimod, at det faktisk er denne kristologiske læsning, der er blevet foretaget -- og foretages -- for så vidt det drejer sig om en kristen bibellæsning. Kristendommen eller andre religioner er jo ikke noget, man kan sidde og “konstruere” ud fra nutidens forudsætninger og mere eller mindre indbildte viden, således som også Razib Khan gør. Der må anlægges en historisk og ikke en systematisk sysnvinkel.
Meget ville jo nok løse sig, hvis man gennemtænkte Grundtvigs udsagn, at der selv sagt var en kristen menighed, før der var en kristen Bibel, og at “kirken ikke bygger på bogen”, men at “bogen har sin plads i kirken.”
Om den senere jødedom fra tiden efter kristendommen så snarere skal defineres ud fra Talmud -- hvad jeg nu betvivler -- er for så vidt ligegyldigt, …
Det er det da ikke -- for kristendommen forholder sig så til noget andet, end den rabbinske jødedom gør, og derfor kan du ikke tale om en fælles jødisk-kristen kulturkreds.
Set med kristne øjne er det bestemt ingen anerkendelse at betegne Jesus som “en stor profet”, men det er tværtimod et bespottende og blasfemisk udsagn.
Jeg tror, jøderne ville mene det samme om kristendommens anvendelse af den Hebraiske Bibel, specielt om tendenserne til at se Kristus-forudsigelser her og hisset?
Det afgørende er jo ikke, om man ud fra en principiel ateistisk overbevisning, nyere bibelkritik o.l. finder, at den kristologiske læsning er fejlagtig, men derimod, at det faktisk er denne kristologiske læsning, der er blevet foretaget -- og foretages -- for så vidt det drejer sig om en kristen bibellæsning.
Det er for så vidt rigtigt, selvom nyere bibelkritik selvfølgelig er vigtig, hvis man gerne *selv* vil læse og forstå Bibelen.
Men det betyder stadig og bekræfter netop, at den Hebraiske Bibel ikke kan bruges som argument for en fælles jødisk-kristen kultur, eftersom jøderne aldrig har accepteret den kristologiske tolkning.
Der må anlægges en historisk og ikke en systematisk sysnvinkel…
Sådan som Razib Khan netop gør, i øvrigt, når han sammenligner jødedommen, kristendommen og islam indbyrdes.
I øvrigt tror jeg nok, en faghistoriker ville sige, at der må anlægges en historisk og systematisk synsvinkel. Det her med at “konstruere” religionen ud fra egne forudsætninger og indbildt viden overlader vi til teologerne. 🙂
Mange af de ting, du anfører, er såmænd rigtige nok fra et kristent perspektiv, men der er ingen af dem, der kan bruges for at argumentere for nogen større samhørighed mellem jødedommen og kristendommen, religiøst og kulturelt.
Selvfølgelig har de tre store monoteistiske, abrahamiske religioner vigtige ting til fælles, det ville være mærkeligt andet. Ikke desto mindre må jeg fastholde min konklusion om, at islam er “tættere” på jødedommen og kristendommen hver for sig, end de er på hinanden.
Hvormed ikke være sagt, at den er “tæt” på nogen af dem i egentlig forstand (selvom Koranen dog fastholder, at jøder og kristne, der følger deres eget skrift og deres egne påbud fra Gud vil blive frelst og komme i Haven og i den forstand anerkender deres religioner som “sande”), det er let at finde repræsentanter fra alle tre, der gensidigt mener, at de andre er det rene blasfemi.
Blot, at det ikke giver mening at tale om en “jødisk-kristen” kultur i det hele taget, og slet ikke om “jødisk-kristen” kultur i modsætning til islamisk, som det nogen gange gøres.
Hvad der derimod giver mening, er skelne mellem moderne, sekulær og “frigjort” kultur på den ene side og traditionel, religiøs kultur på den anden -- mellem modernitet og traditionalisme, om man vil. Men det er noget andet.
Boel har vel ret i, at eftersom kristendommen har begået en tolkning af gamle, jødiske skrifter, og i øvrigt tilføjet sine egne, så kan kristendommen da i det mindste anerkende sine rødder -- og af den grund (om ikke andre) kalde sig “jødisk-kristen”. Det er ikke nogen god grund, men dog gyldig, ligesom man kunne argumentere for, at scientologi kaldes for kristen-scientologisk, og at nogle ateister i vesten kalder sig for kristne ateister som henvisning til, hvor de finder deres moralbegreber.
Boel har også ret i, at jøderne ikke behøver være enige i de kristne skrifter, for at kristendommen kan opfattes som en jødisk afstikker.
Det er dog også rigtigt, at kristendommen og jødedommen ikke kan sættes op som en fælles modsætning til den “mere fremmede” islam, fordi islam med en vis fortolkning godt kan siges at ligge “mellem” de to.
Jødedommen har givet både kristendommen og islam deres lineære tankegang, der er en forudsætning for at identificere årsags-virkningssammenhæng. Kristendommen skiller sig ud fra de to ved at have inkorporeret store dele græsk og romersk inspiration. Især er det værd at notere, at kristendommen skød sig selv i foden, da munkene trak mange af de græske tanker med som blinde passagerer, da de kristne munke forsøgte at “forstå gud” gennem læsning af de gamle, græske skrifter (herunder bibelen). Det er blandt andet denne “tilfældige” inkorporering af den græske logik, der har bidraget til religionskritik og oplysningstanker.
Jødedommen har givet både kristendommen og islam deres lineære tankegang, der er en forudsætning for at identificere årsags-virkningssammenhæng
Det er jeg ikke så sikker på, du har ret i. Johannes Pedersen beskriver i sit storværk Israel, hvordan tidsopfattelsen i det gamle Israel netop IKKE var lineær i vores forstand, men nærmest cyklisk og med en mindre klar skelnen mellem fortid og fremtid, end vi selv kender -- ting er udtryk for underliggende kræfter, herunder guder med Jahve som fremtrædende eksempel, og disse kræfter kan/vil manifestere sig, men er samtidig egentlig evige; så skellet, som sagt, mellem nutid, fortid og fremtid ikke er stort, fordi tingene kan manifestere sig i større eller mindre grad, men egentlig er tidløse; lidt á la Prædikerens Bog (det er længe siden, jeg har læst Johannes Pedersens bog, må tilstås. Men den kan anbefales).
Hvad du mener, er vel, at jøderne overtog forestillingen om det “gode” og det “onde” og en “dommedag” fra parsismen, hvor vi bl.a. finder det i Daniels Bog, og denne dommedagsforventning har både kristendommen og islam overtaget. Men det er ikke det samme som “lineær tidsopfattelse”, og en sådan havde de gamle arabere heller ikke; Koranen kan også kun vanskeligt forstås ud fra en lineær tidsopfattelse (siger jeg uden at kunne arabisk og derfor kun ud fra den danske oversættelse).
Er den lineære tidsopfattelse og forestillingen om en verden, som “udvikler” sig fra noget mindre udviklet (det vil sige dårligt) til noget mere udviklet (det vil sige godt) ikke langt senere, post-Descartes? Forestillingen var heller ikke udbredt i Europa i middealalderen.