Torturofre laver terror

Det kommer nu som en overraskelse for den danske forsvarsminister Søren Gade, at hvis man bortfører folk til udlandet og torturer dem i årevis, så har de en tendens til at blive bitre og nedbrudte. Nogle endda så bitre at når man så lukker dem ud igen, så begynder de at bekæmpe netop de mennesker der var skyld i torturen.

Nogle ville måske kalde en sådan kamp for legitim – eller ihvertfald en logisk konsekvens af tortur og brud på menneskerettighederne. Men ikke den danske og britiske regering der nu har krævet at den afghanske regering rydder op efter NATOs dumheder. Således udtaler formand for de menige danske soldater i Hærens Konstabel- og Korporalforening Flemming Vinther: “Jeg tror, at mange soldater oplever sådan noget enormt krænkende. Man skal naturligvis følge de spilleregler om retssikkerhed, som vi er i Afghanistan for at fremme. Men vi må også regne med, at politikerne får styr på det her”

Jamen kære Flemming, der er jo netop det man ikke har gjort – man har IKKE fulgt spillereglerne, man har bortført, tortureret og holdt disse mennesker kidnappet i årevis. Jeg er da ked af at de danske soldater er blevet “krænkede” – men det skulle man jo så måske have tænkt over, da man begyndte at udlevere mere eller mindre tilfældige afghanere til de amerikanske soldater, velvidende at de ville blive mishandlet?

Flemming Vinther må vist være kandidat til årets clueless-award. For man skal da være både historie-blind og særdeles, nå ja – dum, hvis man troede at tortur og mishandlingen ville gøre fangerne til blide lam. Naturligvis er der en del af fangerne der har begået selvmord efter deres ophold – og nogle er vel også så fysisk og psykisk knækkede at de for altid vil være grøntsager. Men de resterende er oplagte kandidater til martyrer og ledere af oprøret mod NATO i Afghanistan. Også kan Søren Gade og Flemming Vinther være nok så krænkede. De kan jo selv prøve at blive indespærret, tortureret og mishandlede i 5-10 år – så kan vi jo se om deres definition af “krænket” har ændret sig.

link til det danske forsvars dummeste medlemmer

3 thoughts on “Torturofre laver terror”

  1. Netop -- der er vist nogen her, der har mere end almindelig svært ved at sætte sig i andre menneskers sted.

    Hvis et land, som jeg i forvejen var lunken overfor, valgte at smide mig i en fangelejr uden dom og udsætte mig for tortur, så ville jeg nok blive mere harm på landet undervejs. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at jeg ikke ville forlade fangelejren med en tilgivende holdning, og hvis mit liv allerede var blevet ødelagt af opholdet, ville jeg nok også være mindre bange for at sætte det på spil end før.

  2. Jeg er vild med citatet: “Man skal naturligvis følge de spilleregler om retssikkerhed, som vi er i Afghanistan for at fremme. Men vi må også regne med, at politikerne får styr på det her”.

    Til Flemming “Clueless” Vinther kan vi andre så fortælle om magtens tredeling -- en absolut grundpille for retssikkerheden i et demokrati: POLITIKERNE skal IKKE have styr på hvem som bliver fængslet og hvem som bliver frigivet -- det er DOMMERNE der tager sig af den slags! Politikerne laver lovene og udstikker de store retningslinier -- Dommerne dømmer og frigiver, og tager sig af enkeltpersoner og enkelt sager!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.