Mediernes vrængbillede af islam

Den ægyptiske forfatter Alaa al-Aswany (som du givetvis har hørt om, hans bøger er over det hele) skriver i dagens Guardian om de vrængbilleder, der florerer i mediernes dækning af de islamiske lande og påpeger de meget let gennemskuelige interesser, der ligger bag den vrængen verden på hovedet:

This western double standard is widespread, and there are countless examples. Elections recently took place in Iran and the winner was President Ahmadinejad. But there were allegations of vote-rigging. Western governments were up in arms, issuing strongly worded statements in support of democracy in Iran.

Yet Egyptian elections have been rigged regularly for many years and President Mubarak has taken office through rigged referendums, so why hasn’t that provoked such anger? The outcry is not to promote democracy but rather to embarrass the Iranian regime, which is hostile towards Israel and trying to develop its nuclear capabilities, which are a threat to western imperialism. The Egyptian government, on the other hand, in spite of being despotic and corrupt, is obedient and tame, so the western media overlook its faults, however horrendous they might be.

When the young Iranian woman called Neda Soltan was shot by an unknown assailant, her death quickly became global headline news. Western politicians were so moved that even President Obama, close to tears, said that it was heartbreaking. A few weeks later in the German city of Dresden, an Egyptian woman called Marwa el-Sherbini was attending the trial of a man who racially abused her because she was wearing a hijab. Fined €2,800 for insulting her, the extremist then went on a rampage, attacking Marwa and her husband with a knife. Marwa died on the spot.

The murder of Marwa and the murder of Neda should be seen as crimes of equal barbarity and of equal impact. But the murder of the Egyptian woman in the hijab did not break Obama’s heart and did not receive front-page coverage in the west. The murder of Neda incriminates the Iranian regime, whereas the murder of Marwa shows that terrorism is not confined to Arabs and Muslims – a white German terrorist kills an innocent women and tries to kill her husband simply because she is Muslim and wears a hijab. The western media do not care to convey this message.

Al-Aswany gør dog opmærksom på, at mange muslimer bærer et betydeligt medansvar for denne skævhed.

Det er fuldkommen rigtigt, at der kun er én eneste forklaring på, at mordet på Marwa el-Sherbini ikke har udløst lige så stort et ramaskrig som morden på Neda Soltan gjorde, og det er: Galopperende hykleri.

Og der er kun én eneste forklaring på, at diktaturets valgsvindel i Iran vækker forargelse, mens det tyranniske regimes valgfusk i Ægypten forbigås i stilhed, og det er: Galopperende hykleri.

Men samtidig er de reaktionære, bagstræberiske og med oliepenge velforsynede wahabitter og fanatiske fundamentalister i færd med at tage millioner af almindelige menneskers mere fredelige tro som gidsler – og som al-Aswany påpeger, er disse millioner af almindelige muslimer selv ansvarlige for at tage den tilbage:

If an ordinary westerner decided to find out the truth about Islam through what Muslims do and say, what would he find? Osama bin Laden would look out at him, as though emerging from a medieval cave to announce that Islam ordered him to kill as many western crusaders as possible, even if they are innocent civilians who have done nothing to merit punishment. Then the westerner would read how the Taliban has decided to close girls’ schools, arguing that Islam bans the education of women on the grounds that they are as intellectually and religiously deficient.

After that, the westerner would read statements from those who call themselves Islamic jurists, saying that a Muslim who converts to another faith must repent or have his throat cut. Some jurists will assert that Islam does not recognise democracy and that it is a duty to obey a Muslim ruler even if he oppresses and robs his subjects. They will welcome women covering their faces with the niqab so that those who see them are not driven by sexual desire.

The westerner will not find out that Islam gave men and women completely equal rights and obligations. He will not find out that in the eyes of Islam if someone kills an innocent it is as if he has killed everyone. He will never find out that the niqab has nothing to do with Islam but is a custom that came to us with the money of the Gulf from a backward desert society. The westerner will never find out that the real message of Islam is freedom, justice and equality, and that it guarantees freedom of belief, in that those who wish may believe and those who do not, need not, and that democracy is essential to Islam, in that a Muslim ruler cannot take office without the consent and choice of Muslims. After all that, can we blame the westerner if he considers Islam the religion of backwardness and terrorism?

Last year, I had to make a speech in Austria about the reality of Islam. I told how the Prophet Muhammad was so mild-mannered that when he knelt down to pray his grandsons Hassan and Hussein would often jump on his back in play. He would stay kneeling so as not to disturb the boys and then he would resume his prayers. I asked the audience: “Can you imagine that a man who stopped praying for the sake of children would advocate killing and terrorising innocent people?”

Men det er selvfølgelig også rigtigt, at de vestlige medier vitterlig kunne gøre et væsentligt bedre arbejde – hvis de ville. Men al-Aswany er milevidt fra nogen form for “offermentalitet” og understreger, at et egentligt opgør med de bagstræberiske kræfter, der i hans øjne forvansker og vanhelliger religionen, kun kan komme et sted fra, nemlig fra tilhængerne af islam som fredens, retfærdighedens og lighedens religion selv:

It is our duty to start with ourselves. We must save Islam from all the nonsense, falsehoods and retrograde ideas that have attached themselves to it. Democracy is the solution.

Link: Western hostility to Islam is stoked by double standards and distortion

24 thoughts on “Mediernes vrængbillede af islam”

  1. Det hedder vrAngbillede, ikke vrÆngbillede.

    Selve dit islam-apologetiske indlæg er kun hvad man kan forvente fra din side, så det vil jeg ikke spilde krudt på.

  2. Ikke kun i det religiøst/kulturelle spørgsmål, men også rent sprogligt, tager du fejl.

    Et vrÆngbillede er ikke det samme som et vrAngbillede. Det er to forskellige ting, omend der kan argumenteres for, at de er tæt på hinanden.

  3. Alaa Al-Aswany er forfatter til bl.a. ‘Yacoubians hus’ og ‘Chicago’ og hans bøger sælger utrolig godt over hele Mellemøsten. Så han er ikke en hr. hvem som helst. Og han har da også en hel del ganske interessante betragtninger at komme med om vestlig dobbeltmoral i denne kronik. Men hvad der har undret mig højligt, er, at han slutter sin kronik med en gennemgang af, hvad en vesterlænding vil finde ud af om islam. Her nævner han så en hel masse af de ting, som vi regner for kendsgerninger angående islam: at bin-Laden vil dræbe i islams navn, at islam forbyder uddannelse af kvinder (det påstår Taleban), at ‘islamiske retslærde’ hævder, at islam kræver dødsstraf, hvis en muslim konverterer til en anden tro, at islam ikke anerkender demokrati, og at Muhammed giftede sig med Aisha, da hun kun var ni år gammel.

    Alt det vil en vesterlænding kunne læse, men deri finder han ikke nogen sandhed. Sandheden er, hævder så Al-Aswany, at Aisha var 19 år gammel, at islam giver mænd og kvinder lige rettigheder og pligter, at islams virkelige budskab er frihed, retfærdighed og lighed, at islam garanterer trosfrihed, og at demokrati er essentielt i islam.

    Alt dette fremføres uden belæg overhovedet, som om vi alle vil tro det, fordi det er en kendt forfatter, der siger det. Og der tages ikke stilling til alle de modargumenter, der findes mod fx mænds og kvinders ligestilling (koranen giver mænd lov til at have op til fire hustruer) og mod den påstand, at demokrati er essentielt i islam.

    Til sidst fortæller han om, hvad han sagde i den tale, han holdt i Wien, da han havde modtaget Bruno Kreiskys litteraturpris: ”Jeg fortalte forsamlingen, at profeten Muhammed var så mild af sind, at når han knælede for at bede, kunne hans sønnesønner Hassan og Hussein ofte finde på at springe op på hans ryg for at lege, men Muhammed forblev så i knælende stilling for ikke at afbryde børnenes leg og genoptog først sin bøn, når denne var slut. Jeg spurgte publikum: ‘Kan I forestille jer, at en mand, som indstiller sin bøn af hensyn til børns leg vil kunne være fortaler for at myrde og terrorisere uskyldige mennesker’?”

    Og det kunne publikum naturligvis ikke forestille sig (i Al-Aswanys gengivelse), så der var flere, der bagefter kom og ville have at vide, hvor de kunne finde sand oplysning om islam.

    Fromt! Fromt! Ih, hvor er det fromt! Men hvor er det også løgn!

    Bare det, man har opdaget om bødler og koncentrationslejrfangevogtere, at de kunne have et nogenlunde normalt familieliv, elske deres børn og deres hustru, samtidig med at de ‘på arbejde’ udførte de mest bestialske ting! Det tager da fuldstændig luften ud af hans ‘bevis’ på Muhammeds mildhed.

    Men også den ældste Muhammed-biografi, skrevet af Ibn Ishaq omkring 850 e. Kr., fortæller noget andet end Al-Aswany. Ibn Ishaq er mere interesseret i at fortælle om Muhammeds magt end om hans milde sind. Da en stamme var overvundet, fortæller han således, ville Muhammed have fingre i stammens skat. Kinana, stammens skatmester, var der nogen, der havde set gå omkring ved en ruin. Man udsatte derfor Kinana for tortur for at få ham til at fortælle, hvor skatten var; man tændte et bål på hans bryst, men han gav sig ikke, fortalte ingenting. Til sidst gav Muhammed ham til b. Maslama, som huggede hovedet af ham.

    Ikke sandt, das ist was anders! En Muhammed, der af rent og skært pengebegær udsætter en overvunden fjende for tortur!

    Men jeg har en fornemmelse af, at hvis jeg fremkom med den slags oplysninger til Al-Aswany, ville han kikke overbærende på mig. Han ville formentlig ikke drømme om at imødegå min påstand, heller ikke drømme om at undersøge, hvad der rent faktisk står hos Ibn Ishaq, nej, han tænker helt anderledes. Når jeg kan sige noget sådant, så er jeg endnu ikke overbevist af hans autoritet. Og det er det, det drejer sig om: at overbevise med autoritet. Han må få andre til at overbevise mig om, at han er en endnu større forfatter, end jeg regner med, så jeg med større sandsynlighed vil bøje mig for hans autoritet.

    Og så er det, at jeg begynder at fornemme en afgrund på størrelse med Grand Canyon åbne sig mellem vore to kulturer.

    Jeg har oplevet det før med muslimer, sidst med stormuftien af Syrien: de er vant til at overbevise med deres autoritet (se her). Men jeg mindes ikke før at have truffet et så typisk eksempel på denne tænkemåde som her hos Al-Aswany.

    Og lad os nu bare sige, at dette er en del af den kulturelle forskel mellem islam og vesten: vi overbeviser fortrinsvis med argumenter, de med autoritet (‘fortrinsvis’, ja, for vi vil da sådan set gerne overbevise med autoritet, men den går som regel ikke her hos os). Alligevel, selv om vi godt kender til dette at overbevise ved autoritet – medierne skal have fat på ‘eksperter’, så får man bedre folk overbevist – så er det nyt for mig, at man, hvad historiske kendsgerninger angår, i den grad overbeviser ved autoritet og ikke ved argumenter, og gør det så fuldstændig skrupelløst. Man har ikke engang indtryk af, at Al-Aswany tænker: ‘går den, så går den!’, nej han bare fyrer løs, sikkert fordi han selv tror på det, han siger.

    Men hvis dette er almindeligt i den muslimske verden – og som sagt, noget tyder på det – så må man altså meget have mig undskyldt, men det er mig komplet umuligt at se noget positivt ved dette kulturelle træk. Det er mig fuldstændig umuligt at tænke og mene og sige andet, end at på det punkt er vor vestlige kultur den islamiske overlegen, og at det derfor må være muslimsk kultur, der skal lære af os, ikke omvendt. Og der er ikke nogen mellemvej, der findes ikke én eller anden mellemproportional. Vi synes, vi så nogenlunde bestræber os på at bruge argumenter i vor dialog, men hvis muslimer fuldstændig i deres store fromhed mangler denne bestræbelse, så bliver normal dialog altså meget vanskelig. Skal det komme til nogen samtale mellem os og dem, så må denne autoritative tænkemåde bort.

    Det vil den naturligvis også komme, blot i kraft af at vi fører dialog. For før eller siden må det vel gå op for selv Al-Aswany, at vi ikke bøjer os for hans blot autoritative udtalelser, der må argumenter til, der må henvises til historiske kilder, disse kilder må undersøges på normal historisk måde, osv.

    Men at han kan sige, som han gør, nej, det havde jeg ikke troet

  4. Kære Ricardt Riis,

    for det første udtrykker al-Aswany så vidt jeg kan se sit eget syn på tingene og hævder ikke at tale ud fra en særlig “autoritet”.

    For det andet er alle overleveringer om Muhammads handlinger, karakter og så videre med undtagelse af Koranen selv nedskrevet mindst hundrede år efter hans død, så ingen af dem har ret beset nogen beviskraft i dag.

    Hvad der er interessant er derfor ikke nødvendigvis (med mindre vi pludselig finder en hule fuld af velbevarede, samtidige skriftruller eller bøger), hvad Muhammad “virkelig” gjorde eller sagde, eller om Muhammad “virkelig” var mild eller galsindet, men hvad hans tilhængere (og modstandere) i dag vælger at gøre ham til.

    Og her er det interessant, at al-Aswany gør ham til en mild, tilgivende og storsindet forkæmper for lighed, osv., mens du gør ham til en ondsindet torturbøddel.

    Det er ikke interessant her, hvad der er “sandt” -- vi ved som sagt ikke, hvad der er sandt. Men vi ved, at al-Aswanys opfattelse af profeten som mild og storsindet (men bestemt) deles af en meget stor del af verdens muslimer, og at Muhammad af disse ofte fremhæves som mønstereksempel for verdens muslimer, netop fordi han (siges det) var venlig, tilgivende og storsindet.

    Hvis vi skal holde os så strengt, ja nærmest fundamentalistisk, til din egen religions kildeskrifter som du gør til ibn Hisham, kan vi jo konkludere, at de kristne mener, at homoseksuelle og vanartede sønner skal stenes til døde.

    Hvorfor? Jo, det står jo i Moseloven, og jeres egen profet (som også er inkarnation af jeres Gud og dermed guddomelig) siger udtrykkeligt, at han ikke er kommet for at afskaffe Loven, men for at opfylde den.

    Så selvom det er sandt, at dette fremgår ret tydeligt af Bibelen, så er det også sandt og lader sig let dokumentere, at det ikke er sådan, de kristne læser og opfatter det i dag.

    Og på samme måde, som der af ibn Hisham kan fremgå mindre flatterende ting om Muhammad, så er det også sandt og lader sig let dokumentere, at det ikke er sådan, han opfattes af mange muslimer i dag.

    Eller vil du nu komme og slå mig oven i hovedet med din præsteautoritet? Ak ja, den uoverstigelige afgrund mellem vore kulturer -- de argumenterer ud fra autoritet, og de kristne … argumenterer vist også ud fra autoritet, hvis de bliver presset. 🙂

    Min pointe om, at den fundamentalistiske, bogstavelige læsning af religionen ikke er gyldig, eftersom “troen” ikke er fastlåst, men snarerer afhænger af, hvad tilhængerne gør den til, elaboreres her:

    http://www.modspil.dk/litteratur/oplysning_og_tolerance___arv_og_aktualitet.html

    Men altså, din væsentligste fejllæsning er nok, at al-Aswany ikke udtaler sig “autoritativt” -- han udtaler sig blot ud fra, hvad han selv opfatter som en udbredt opfattelse af islam og dens profet.

    Læs også jordaneren Ahmad Humeids morsomme beskrivelse af, hvordan profeten efter hans opfattelse ville have reageret på Jyllands-Postens berømte karikaturer:

    http://www.360east.com/?p=304

    Igen, al-Aswanys opfattelse af profeten stemmer måske ikke overens med din, og der er ingen, der for alvor ved, om den er “sand” eller ej, men det er ikke svært at dokumentere, at den er populær mange steder i Mellemøsten.

  5. Alaa al-Aswany har ret i rigtig mange ting her!

    Men der er én ting jeg synes der er forkert ved hans tankegang: Hans udgangspunkt er, at Islam pr. definition er fejlfri, og derfor OMFORTOLKER han religionen efter sit eget behov, dvs. efter hvad han selv anser for at være godt og rigtigt. For eksempel demokrati, religionsfrihed og ligestilling mellem kønnene.

    Det er imidlertid en tankegang vi helt klart også finder hos kristne. Mange kristne påstår, at vestligt demokrati udspringer af kristendommen -- hvilket mildt sagt er historisk ukorrekt. Det udspringer snarere af liberalismen, og er virkeliggjort under kraftig modstand fra kristendommen (kirken).

    Men kristendommen har i de vestlige lande TILPASSET sig demokratiet (i videre betydning). Det er denne tilpasning til demokrati, der mangler i den islamiske del af verden. Opgaven for progressive muslimer er ikke bare at forklare vesterlændinge hvad “sand Islam” er -- men også at tilpasse Islam til et demokratisk samfund.

  6. Men der er én ting jeg synes der er forkert ved hans tankegang: Hans udgangspunkt er, at Islam pr. definition er fejlfri, og derfor OMFORTOLKER han religionen efter sit eget behov …

    Ja, det kan du have ret i -- omend han vel selv blot vil sige, at han fortolker den. Men det er da rigtigt, at mange af de ting, mange moderne muslimer kan lide at lægge vægt på -- der er ingen tvang i religionen, du har din religion og jeg har min, lige ret for kvinder, omsorg for de fattige, mildhed, nåde og barmhjertighed, og så videre, historisk set ikke altid er blevet fortolket sådan.

    Men omvendt -- hvem er vi som ikke-muslimer at blande os i, hvilken fortolkning er den rigtige? Jeg har lige så lidt ret til at påstå, at al-Aswanys fortolkning af islam er “forkert”, som jeg har til at påstå, at kristne, der ikke stener homoseksuelle, ikke er “rigtige” kristne.

    Hvad der er interessant er, at den er der, at den er mulig iht. Koranen og de almindelige traditioner om profetens mildhed, og at den tilsyneladende er populær.

  7. Det er jeg sådan set enig med dig i. Det må være op til tilhængerne af en religion at blive enige om, hvad den går ud på. Hvad man jo netop ofte ikke kan blive!

    Som kristen ville man jo nok ikke bryde sig om, hvis en ATEIST dømte om, hvilken kristen sekt/kirke der repræsenterer den ægte kristendom, baseret på vedkommendes læsning af bibelen.

    Derimod synes jeg absolut ikke det er acceptabelt, hvis man fortolker sin egen religion på en sådan måde, at det modsiger historiske kendsgerninger. For eksempel påstanden om, at demokrati er en “kristen opfindelse”. Historien som sådan er sekulær, selv om religion spiller en rolle.

  8. Carsten Agger!
    Tak fordi du gjorde mig opmærksom på, at nogen misbruger mit gode navn her på bloggen. Jeg har ganske rigtig skrevet det, der står i indlægget, men jeg har ikke anbragt det her. Jeg kan forsikre for, at jeg den 21.7.09 kl 1:41 lå i min sødeste søvn. Sjovt nok handler indlægger jo om, at man må undre sig over den mangel på samvittighed, tidligere tider havde over at misbruge andres navn. At det var et højaktuelt indlæg, anede jeg virkelig ikke.
    Ricardt Riis

  9. OK, vi tager ad notam, at den første kommentar af “Ricardt Riis” ikke blev anbragt der af Ricardt Riis selv, men af en anonym debattør, der har misbrugt Riis’ navn.

    Jeg vil gerne understrege, at jeg absolut ikke finder det acceptabelt, at man skriver falske indlæg i andres navne. Jeg vender tilbage hertil, men i yderste konsekvens og gentagelsestilfælde og alt det der vil det føre til politianmeldelse og klage til ISP.

    Anonyme kommentarer er én ting, falske kommentarer i andres navn noget ganske andet.

  10. Kære Carsten Agger!
    Det, jeg var ude på med mit blogindlæg på religion.dk (det hedder: Den fromme løgn) var at prøve at gøre opmærksom på en forskel mellem kristen og muslimsk religionsforskning, som jeg mener at have fundet frem til. Jeg har nemlig mange gange undret mig over, hvor letsindigt muslimer behandler deres forskellige helligtekster. Jeg sidder fx for øjeblikket og arbejder med det vældige åndelige slagsmål om den frie vilje, som fandt sted i 1520erne mellem Erasmus af Rotterdam og Luther. Og her kan man være bombesikker på, at Erasmus ville komme meget galt af sted, hvis han nøjedes med at fremdrage de skriftsteder, der talte til gunst for den frie vilje; han er nødt til at inddrage de skriftsteder også, som taler imod den frie vilje.
    Men det er noget, som ikke så helt få af de muslimer, jeg har konsulteret, aldeles ikke finder nødvendigt. Finder de et koransted, der støtter deres synspunkter, så citerer de gladelig det, og lader de steder, der taler imod, fuldstændig uomtalt. Jeg tør ikke sige, hvor almindelig en sådan fremgangsmåde er indenfor islam, men jeg er bange for, at den er ret udbredt. Og da jeg så læste Al-Aswanys kronik i Information, og så, at han benyttede samme fremgangsmåde, ja, så følte jeg, at jeg måtte gøre indsigelse.
    Du spørger, om jeg vil slå dig i hovedet med min præsteautoritet. Ha, ha, har præster nogen autoritet for dig? Det var ligegodt fandens! Nej, men jeg vil slå dig i hovedet med det, jeg i sin tid lærte på universitet, du kan kalde det: med min teologautoritet.
    Der lærte jeg, at vi kristne var nødt til at tage afstand fra dele af kirkehistorien. Vi kunne ikke gå ud fra, at alt, hvad kristne op gennem tiderne havde bedrevet, var godt og skulle forsvares. Tværtimod. Historien er mærkelig kringlet og har ført de mest besynderlige ting med sig, ikke så få gange er det jo sket, at man har mishandlet mennesker på det groveste i kristendommens navn. Og det, jeg undrer mig over hos muslimerne, er, at de tilsyneladende ikke på tilsvarende måde har dele af den muslimske historie, de føler de skal tage afstand fra. Heller ikke de dele af Muhammeds egen historie, som dog er ret belastende for dem. De fortier det bare.
    Så det, jeg indvender imod Al-Aswany er sådan set ikke de påstande om Muhammeds mildhed, han kommer med. Det ville tværtimod give mig en vis ro i sindet, hvis det er sandt, hvad han siger. Nej, det er det, at han tilsyneladende ikke drømmer om at underbygge sine påstande med kildehenvisninger. De står der blot, frit i luften svævende, som vidnesbyrd om, hvordan en from muslim tænker, javist, som vidnesbyrd om, hvordan mange muslimer tænker, ja, utvivlsomt, men altså også som vidnesbyrd om, at de – hvis jeg skal sige det frækt – blæser på kilderne og nøjes med from tale.
    Det kommer nok efterhånden. Der er en muslimsk professor i Tyskland, Muhammad Sven Kalisch, som gennem sine studier er kommet til den overbevisning, at det er tvivlsomt, om Muhammed har eksisteret. Han underviser kommende muslimske religionslærere, og en del muslimer har derfor forlangt ham afskediget. Men andre har taget ham i forsvar, ud fra en betragtning, som kunne være skrevet til forsvar for vore teologiske fakulteter: at de studerende jo skal hjælpes til at tænke selv, og derfor har brug for provokerende opfattelser.
    Så har du nogle betragtninger over forholdet til helligtekster. Det er sådan set ligegyldigt, hvad der står, det, der er interessant, er, hvordan man i dag læser dem.
    Det er kun en halv sandhed, og derfor halvvejs løgn. Fordi der i Joh 8,1-11 står en fortælling om en kvinde, grebet i utugt, der skulle stenes; Jesus bad den, der var uden synd, at kaste den første sten; det fik alle de anklagende til at gå bort, og til sidst siger Jesus til kvinden: Jeg fordømmer dig heller ikke!, fordi der står sådan, har vi ikke brugt at stene utugtige kvinder i den kristne verden. Det er denne tekst, der har medført det. Den er jo heller ikke let at misforstå. Faktisk må man sige, at teksten siger noget i sig selv, jeg véd ikke, om der kan rejses tvivl om detailudlægninger, men jeg tror, alle forstår, at det på baggrund af en sådan tekst er umuligt at stene utugtige kvinder. Selv om der så aldrig så meget står i Det gamle Testamente, at den slags mennesker (både mænd og kvinder) skal stenes.
    Min pointe er: Man kan ikke læse hvad som helst ind i teksterne.
    Ja, du må undskylde, at jeg svarer på noget, som jeg temmelig ufrivilligt er kommet ind i. Men da du nu har haft ulejlighed med at imødegå mig, synes jeg, at jeg burde give et pip fra mig.

  11. Ricardt Riis,

    tak for svaret! Med hensyn til spørgsmålet om det teologiske tror jeg måske din kritik af al-Aswany bør tage i betragtning, at han netop ikke er teolog og ikke giver en akademisk-videnskabeligt analyse af, hvad islam er, men blot giver udtryk for, hvad han selv mener, det er. Hans opfattelse ligger tydeligvis tæt op ad den, der udtrykkes i filmen “The Message”, hvor der lægges stor vægt på “frigørelsen”. Man kan så diskutere, hvad der er historisk belæg for.

    Problemet er blot her, at der ikke er historisk belæg for ret meget. Hadith er notorisk upålidelige. Ibn Ishaq videregiver tilsyneladende alt, hvad han har hørt, og overlader det til læseren selv at finde ud af, hvad han vil tro. Muslimske skriftkloge har så nogle tommelfingerregler og akademisk-videnskabelige kriterier, der tillader dem at skelne mellem “pålidelige” og “upålidelige” overleveringer. Den eneste rigtigt pålidelige kilde vi har, er selve Koranen, og den er ikke altid vanvittigt informativ.

    Så -- beordrede Muhammad tortur i forbindelse med erobringen af Khaybar? Det fortæller ibn Ishaq i hvert fald.

    Indførte Muhammad strenge regler for den islamiske krigsførelse, ifølge hvilke civile og ikke-kombattanter ikke måtte dræbes og endog planter og dyr skulle behandles skånsomt og ikke måtte ødelægges/dræbes medmindre det var for selv at spise dem? Det er faktisk meget bedre bevidnet end torturen.

    Og for at understrege usikkerheden: Kom Muhammad overhovedet fra Mekka? Patricia Crone er i tvivl, og mener, han kom fra det nordlige Arabien, og mente i hvert fald på et tidspunkt, at islam oprindelig var en slags arabisk “revival” af Abrahams religion, der rettede sig mod Jerusalem og Palæstina, ikke al-Hijaz. Tror jeg, Crone har ret? Nej. Kan vi ud fra det foreliggende kildemateriale bevise, at hun ikke har? Mig bekendt ikke.

    Med hensyn til spørgsmålet om at tage afstand fra kirkehistorien er der vel flere ting i det. Alaa al-Aswany mener tydeligvis ikke, at der skal gælde dødsstraf for folk, der forlader islam -- han mener sandsynligvis, at folk skal have lov til at konvertere, som de vil. Han mener givetvis også (med et vist belæg i Koranen) at alle religioner eller i hvert fald skriftreligioner er skabt af Gud, og at deres tilhængere gør ret i at følge dem; at kristendommen er rigtig for en kristen, hinduismen for en hindu, osv., og at der ikke nødvendigvis er nogen grund til at nogen skulle konvertere.

    Ikke desto mindre er det et historisk faktum, at ulama’en i det gamle Indien mente, at alle landets hinduer skulle omvende sig eller dø, og forsøgte at overbevise de skiftende sultaner om, at de burde dræbe alle hinduer.

    De selvsamme skiftende sultaner afviste rutinemæssigt den idé og anslog som hovedregel en tolerant linje. Men hvis du spørger al-Aswany eller en moderat teolog som Tariq Ramadan, vil de utvivlsomt tage afstand fra den gamle ulamas ideer om islam eller døden. Mindre “moderne” folk vil ikke.

    Det er også et spørgsmål om kontekst. Håndsafhugning og pisk var straffe, der passede godt ind i samfundsordenen i det 7. århundredes Mekka. De passer ikke godt ind i det 20. århundrede, og visse islamiske teologer forsøger derfor at forny religionen og loven ved at tage, hvad de opfatter som de islamiske principper -- og her ville mange nævne mildhed og eftergivenhed og Guds omsorg for skabningen som vigtige principper -- og anvende på vor egen tid i stedet for krampagtigt at holde fast i retsregler, der blev forældet for mange hundrede år siden.

    En sådan fornyelse ville måske svare til det, som diverse reformatorer foreslog i forhold til den katolske kirke. Jeg synes i hvert fald, at det er svært at stå på sidelinjen og sige til den slags reformatorer, at hvis ikke de holder fast i alt det gamle, forstokkede, så er de ikke “rigtige” muslimer.

    Omvendt er det rigtigt, at man ikke kan “u-skrive” eller fjerne de intolerante passager af Koranen eller Bibelen, og uanset hvor meget eller lidt man reformerer islam eller kristendommen, vil nogen kunne finde tilbage til den “intolerante” udlægning, der både findes af Koranen og NT. Men derfor er det altså ikke nødvendigvis “løgn”, hvis en opfattelse af islam som en menneskevenlig religion er udbredt i Mellemøsten, som det synes at fremgå af al-Aswanys indlæg. Det er ikke engang nødvendigvis dårligt. 🙂

    Med hensyn til teologi synes jeg i øvrigt det er morsomt, så tæt nogle af de lidt ældre kristne orientalister selv lader til at opfatte sig selv i forhold til islam, uden dog på nogen måde at “krydse over”. Jeg tænker på folk som Guillaume og Montgomery Watt, der begge er umiskendelig kristne, men samtidig også synes at anerkende en betydelig påvirkning af i hvert fald nogle “sandheder” i den islamiske tro. Watt antyder sågar et sted, at han selv mener, at Muhammad skabte sin tro med Guds hjælp.

    Det er altså muligt også for en teolog at se sig selv som kristen og stærkt afgrænset fra islam uden nødvendigvis at opfatte islam som en fjende eller modsætning.

  12. … og jeg skulle måske så også undskylde, at *jeg* for så langt ud ad tangenten uden endda at svare på det hele. Men sådan kan det gå, det er også ved at være sent.

  13. “Can you imagine that a man who stopped praying for the sake of children would advocate killing and terrorising innocent people?”

    Ja -- kynisk sentimentalitet er kendetegnende for en forbløffende stor andel af de virkeligt hæmningsløse mordere eller anstiftere. Hvorimod de hårde, mere puritanske typer, der er ubestikkeligt kyniske, trækker et knapt så blodigt -- skønt blodigt nok -- spor efter sig, i forhold til de førstnævnte.

    Men det drejer sig jo heller ikke om vores fantasi og forestillingsevne, men om den historiske viden, vi har. Og den siger os, at islam er en krigerreligion, udviklet i en krigerkultur, som fortsat er en krigerkultur, relativt statisk, som den er.

    -- -- --

  14. Morten, din kommentar er forkert på så mange planer, at jeg snart hverken ved, hvor jeg skal ende eller begynde.

    Den arabiske kultur, islam opstod i, var egentlig og ret beset ikke en krigerkultur, selvom der selvfølgelig var en del “krigerære” i deres konflikter.

    Og den islamiske kultur i dag er ikke nogen homogen størrelse, og derfor er den bestemt heller ikke “statisk” (bemærk, at jeg heri ikke udtrykker nogen positiv eller negativ vurdering, jeg påpeger blot, at din karakteristik ikke er korrekt).

  15. @ Carsten Agger

    Der var engang -- for ikke så mange tiår siden -- da det ikke var så kontroversielt at dele verden op i såkaldte statiske og dynamiske kulturer. Det skal selvfølgelig forstås: i en dynamisk sammenligning med en hypotetisk demarkationslinje. Jeg skrev derfor “relativt statisk” i mit indlæg -- selvom jeg egentlig synes det burde være overflødigt. Vi ved nok godt allesammen, at det eneste uforanderlige i det relative univers er, at intet er uforanderligt.

    -- Man delte også førhen rask væk kulturerne op i skyld- og skam-kulturer, målt på reaktionsmønstre. Skyldkulturerne er de moderne vestlige, skamkulturerne ikke mindst de muslimske.

    Når man altså derudover omtaler skam- og skyld-kulturerne som hhv. statiske og dynamiske, skyldes det, at skyld-kulturerne har udviklet sig fra at være skam-kulturer (kriger-kulturer med forfængelige æresbegreber, som i vor egen fortid -- læs sagaerne) til at være skyld-kulturer -- mens skam-kulturerne aldrig har været skyldkulturer.

    Når vi vokser op, gennemlever vi vor kulturhistorie, ligesom vi gennemlever den biologiske evolution til menneskevæsen i livmoderen, før vi bliver født (startende med en celle, og i fostervands”havet”). Derfor er vi også på et tidspunkt i livet skam-mennesker, måske især når vi er 10 -- 11 år gamle. Og både før og senere, naturligvis. Men vi vokser videre frem til vort nuværende modenhedsstadie. -- Det gør mennesker kun i kulturer, der kan kaldes “moderne” (med undtagelse af de mennesker, der gør det, uanset hvilken kultur, de er født ind i (forbehold, forbehold)). Desuden er ingen af kategorierne naturligvis absolutte.

    Kan du ikke genkende det ?

    Alle kulturer er i en udviklingsfase krigerkulturer. Derfra udvikler de sig videre. Men kun een lokal civilisation ad gangen ad gangen. Og stafetten bliver hele tiden givet videre. Lige nu har vi den. Derfor kan vi med rette kalde vores kulturer dynamiske. Det gør dem hverken værre eller bedre, end andre -- ingen af den globale civilisations kulturer har nået voksenstadiet, som enhver kan se. Det handler bare om at forstå. Forståelse er en hel del bedre, end tolerance.

    -- -- --

  16. “skamkultur” vs. “skyldkultur” -- hvad er nu det, er det noget Max Weber-agtigt? Hmmm, ifølge leksikon.org er det Ruth Benedict. Og det er Max Weber-agtigt.

    Det lyder nu ikke desto mindre som noget værre sludder. 🙂

  17. Det må du vist forklare nærmere. Var den arabiske kultur så en “skyld-kultur”, da den skyllede byzantinerne over ende og blev hilst med åbne arme af den erobrede civilbefolkning, fordi deres styre var mildere?

  18. Hverken den tyrkiske eller østromerske kultur var i mine øjne skyld-kulturer. Det er mit indtryk, at skyldkulturerne er lig med de moderne kulturer. De kulturer, som er så stærkt bebrejdede, at man ikke finder magen i historien.

    Ikke fordi, de var de første i historien, der begik overgreb mod andre befolkninger.

    Men fordi, de var de første i historien, der sagde undskyld.

    -- -- --

  19. … medmindre man ved noget om kulturhistorie. De moderne kulturer har ikke “sagt undskyld” på nogen meningsfuld måde, som ægypterne, romerne og grækerne ikke også har været igennem. So there! 🙂

  20. Carsten:

    “De moderne kulturer har ikke “sagt undskyld” på nogen meningsfuld måde, som ægypterne, romerne og grækerne ikke også har været igennem.”

    Hmm, der var slaveri i Romerriget i oldtiden så vel som i USAs sydstater i attenhundredetallet. Men mig bekendt var der ikke nogen egentlig anti-slaveribevægelse i Romerriget iblandt ikke-slaver, selv om nogle filosoffer og skribenter da opfordrede til at man skulle behandle sine slaver pænt.

    Og mig bekendt var der ikke nogen romerske kejsere, der undskyldte over for gallerne for Julius Cæsars fremfærd i Gallien, eller beklagede korsfæstelsen af oprørske slaver efter at deres oprør var blevet slået ned.

    VH
    Jacob

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.