Til den som meget har, skal mere gives, og fra den som intet har, skal også dette tages

Dette er Jesu budskab i det Nye Testamente, og hvis nu det havde handlet om jordiske goder, ville regeringen udmærke sig som rigtig gode kristne, skriver Den Lille Netavis:

Der er nemlig blevet flere og flere fattige i landet siden 2001. En undersøgelse fra Danmarks Statistik viser, at godt 430.000 danskere har svært ved at få pengene til at slå til. Forskeren Finn Kenneth Hansen Fra CASA siger, at undersøgelsens data blev indsamlet, før den økonomiske krise for alvor havde bidt sig fast i Danmark, og at det sikkert er værre endnu i dag.

Jeg er selv arbejdsløs for tiden og er lidt fortørnet over, hvor meget ringere den højeste dagpengesats er blevet siden min sidste dagpengeperiode i slutningen af 80erne. Som enlig forælder er det ikke meget, man har tilbage at rutte med, når skattefar har været der.

Det ville være rimeligt nok at sætte den op på et niveau, så i det mindste nyuddannede og håndværkere kunne komme rimeligt tæt på en ordentlig forsikring af deres bolig osv. Det kunne i det hele taget være rart at vende tilbage til et samfund, hvor “få har for meget og ingen for lidt”, som man fablede om engang.

Link: Helt bibelsk

4 thoughts on “Til den som meget har, skal mere gives, og fra den som intet har, skal også dette tages”

  1. De ville også gøre sig som gode kristne i forhold til klima og forurening. Det ligger jo i den kristne lære, at mennesket har fået ejerskabet af jorden, og at vi derefter kan bruge den, som det passer os, idet alt har mindre betydning end mennesket.

    I øvrigt er der jo også korrelation mellem klassisk tro og højrefløjstendenser.

  2. Spørgsmålet om ejerskabet af jorden er i hvert fald det sted, hvor Bibelens skabelsesberetning fundamentalt adskiller sig fra de babyloniske skabelsesmyter, den bygger på.

    Hvor kristent dette er kan man spørge sig selv om -- men mange kristne vil faktisk være ligeglade med miljøet og selv den mulige klimakatastrofer, eftersom den slags ulykker blot er tegn på den kommende dommedag, som der kun er grund til at glæde sig over. Overlad det til de ikke-kristne at kere sig om planetens og verdens fremtid …

  3. Jeg har selv været arbejdsløs et par år for et par år siden. Retter man sig ind efter det kan man sagtens få råd til både at leve fint, tage på ferie og samtidig spare op, men hvis du har været vant til at bruge hele din løn er det nok svært at sætte forbruget ned.
    Vi betaler i danmark verdens anden højeste andel i skat til føllesskabet, kun svenskerne betaler mere, samtidig er vi et af verdens rigeste lande….. hvor har en arbejdsløs det bedre end her ?

    Det der med relativ fattigdom er en kunstig størrelse. Hvis vi smed Mærsk mckinny Møller ud af landet og sammen med ham de 1% rigeste ville vi få langt færre relativt fattige og det giver jo ingen mening.

  4. @ Carsten & Wolf

    Nu synes jeg slet ikke I er søde ved alle de kære kristne. Var det måske ikke dem, der lagde kirke til de udviste irakere for nylig? I ved, dengang hvor kirkens fredhellighed pludselig blev helt enormt vigtig for den yderste venstrefløj?

    Mht. millenarister, der glæder sig til dommedag, hvor mange er der så af dem i Danmark -- fem? Eller er vi helt oppe på 500?

    🙂

    PS @ Wolf

    I øvrigt er der jo også korrelation mellem klassisk tro og venstrefløjstendenser. Eller er det bare et tilfælde, at klassisk marxisme indeholder en treenighed, en teleologi og en eskatologi, der i den grad ligner kristendommens?

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.