Velfærdssamfundets bagside

I Politiken fortæller Maria Mazzoni fra København om, hvordan det er at søge hjælp til sin 12-årige datters psykiske problemer:

Maria oplever, at al hendes vågne tid går med at ringe, skrive, maile og rykke for svar hos skiftende instanser, alt imens familien slides mere og mere i laser.

»Det er hele systemet og de her procedurer og drejebøger, de hænger sig i. Man bønfalder, man er meget ydmyg, man prøver at please og være venlig i stedet for at skælde ud, fordi de sidder med så meget magt, og man er bange for at brænde sine broer«, siger hun over en stor stak sagsakter i hjemmet på Amager.

Under målsætning om at »sætte borgeren i centrum« har politikerne bag kommunalreformen opnået det stik modsatte, kritiserer Bettina Post, formand for Landsforeningen af Socialrådgivere.

»Kommunalreformen har splittet det sociale arbejde op i afgrænsede forvaltninger. Tingene skal skilles ad, man må for eksempel ikke snakke om sociale problemer henne i jobcentret. Borgeren skal have en fuldtidskalender fyldt op med, hvor skal jeg til møde om hvad, hvilke papirer skal jeg have med, og hvem skal jeg tale med«, siger hun.

Andre steder i landet er det måske ikke helt så slemt som i København, men det egentlige resultat er præcis det samme: Børn, der kunne have haft en god prognose, hvis de havde fået støtte, tabes på gulvet på grund af offentligt omsorgssvigt.

Alle gode kræfter og instanser sætter sig ned i en rundkreds og er enige om at noget må gøres, det er bare ikke lige præcis dem selv, der skal gøre det. Dette system vender den tunge ende nedad: Forældre med store ressourcer og overskud til at bruge dem på deres børns handicap kan  trække læsset selv, eller de kan måske råbe højt nok til, at der sker noget. Forældre med kun almindelige ressourcer til deres rådighed (som Mazzoni i Politikens artikel) må se sig selv kørt ned, mens deres børn ikke får hjælp.

Hvad med et samlet system, der satte barnet og behovet først og papirerne og juristerierne sidst? Men det ville jo kræve, at man tænkte som en helhed og ikke som en lang række forskellige cigarkasser.

Link: Borgere køres ned af kommunalt papirvælde

5 thoughts on “Velfærdssamfundets bagside”

  1. Den situation kender vi også. Vi var heldige, at vores læge var meget god til at finde en speciallæge, da vores datter blev diagnosticeret med ADHD, så det samlet kun tog nogle måneder fra vi ønskede at få hende diagnosticeret, til hun kunne begynde at få medicin. På grund af skattestoppet har kommunen imidlertid ikke ressourcer til at give hende de støttetimer, hun har krav på. Derfor er vi nødt til at supplere med undervisning hjemme.

    En af hendes tidligere klassekammerater var mindre heldig. Det tog ca. to år, før han fik sin diagnose, og i mellemtiden mistede hans mor sit job, fordi hun ikke var i stand til både at tage sig af et ubehandlet barn og passe sit arbejde. Selv ikke mennesker, der ligesom hun ligger i kategorien “ressourcestærk”, kan klare sådanne forløb.

  2. Det er SÅ genkendeligt -- mangel på sammenhæng og kontinuitet -- alt drukner i bureaukrati og papir og procedurer -- og ups’er, fordi den procedure har vi ikke tænkt på efter kommune sammenlægningen.
    Jeg har en voksen datter på 23, som har diagnosen asperger (fik den som 7-årig) -- hun har været i heftigt hash misbrug og råbt på hjælp selv i flere år, før nogen gjorde noget der rykkede. Nu er hun så clean -- og det ligner en pige med adhd der kom ud på den anden side af misbrugsbehandlingen. Så skal nogen så til at tænke nye tanker om det -- og det kan jo tage en vældig tid -- med risiko for tilbagefald, da kedsomhed er roden til alt ondt.

  3. _ og jeg synes også det skal siges ift nedenstående, at her har vi også en kommune hvor det kom bag på dem, at min datter blev 18. Der var ikke nogen der havde tænkt tanker efter skoletiden på specialskole i 11 år. Det blev hovsa med en støtteperson 1 -- 2 timer om ugen. Så hun svævede rundt i et tomrum -- og måtte nødvendigvis “misbruge”/medicinere sig ud af det tomrum.
    Frygtelige episoder med psykotiske anfald -- smadret møblement -- smadret økonomi som enlig forsørger, fordi du behandles stadig som forsørger efter det 18. år, selv om der ikke findes nogen støtte som enlig forsørger.

  4. 4½ år senere og vi fik ikke en “diagnose” som kommunen vil anerkende … jeg er insolvent, har 30 cm tyk journal hvor der ligger en handleplan fra 2006, en afgørelse fra 2008 og en del handvaskeri og krumspring udenom det hjælp barnet har brug for, han fik støtte efter avisen skrev.

    støtte er noget der blev varetaget af mm. en tømmer uden pædagoisk uddannelse, han blev slået af de andre børn, fik ingen undervisningsdifferentiering osv. og ingen havde forstand på hvad mit barn har brug for. De mener det er den rette tilbud! Hvem skal jeg klage til? Ingen gøre noget, selv klagenævnet og ankestyrelsen leder mere efter hvordan de afviser end at kigge på sagen.

    lige inden alt dette var han på en friskole hvor han fik det supergodt, skolen lukkede … vi har bare ikke råd til at flytte og betale en ny skole der kan hjælpe ham … det har vi ikke råd til!

    Nu er han hjemme, siden april har han kun været i skole 6 uger! Da han var i skole tissede han i seng, havde marderidt pga. manglende støtte og grov mobning, herhjemme har han det godt igen … kan det være rigtigt at han skal tilbage i en situation som skader ham, mens kommunen sparer -- hvad sparer de i vores tilfælde?

  5. Jo det er ligeså slemt i i hvert fald Norddjurs kommune med den forvaltningsadskillelse. Der er ingen sammenhæng/helhed i borgerens liv -- det er helt hen i vejret og en fuldstændig irrationel måde at bruge samfundets ressourcer på. For de laver mere arbejde til sig -- og det er jo lidt fjollet, når de skal spare.
    Nej, lad os få noget samarbejde på tværs, der favner hele borgerens liv. En personlig “tovholder” med suppleant ville spare oceaner af misforstået langmodigt arbejde både for det offentlige og den borger der måtte have behov for hjælp.
    Utroligt at alle disse kloge mennesker ikke kan regne det ud….
    Det må komme, inden for mange udsatte mennesker går helt tabt.
    Godt nytår -- velkommen 2010.

Leave a Reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.