Åbenlys racisme bag dansk visumpraksis

Steen Pedersen, der har boet i Østafrika i mange år, beskriver i en kronik i Politiken nogle oplevelser med de danske visumregler for afrikanere:

En af mine nære danske venner var for et par år siden på ferie i Kenya og Tanzania, hvor han havde en rigtig god tur og blev godt modtaget.

Han fik ved ankomsten, som en hvilken som helst anden dansk statsborger, der kommer til Nairobis lufthavn i Kenya eller Kilimanjarolufthavnen i Tanzania, et turistvisum for fire uger udstedt på stedet på nogle få minutter.

Under sin rejse lærte han nogle mennesker at kende, som han besøgte. Han havde derfor i år sammen med sin kone inviteret en kenyansk bekendt fra ferieturen på besøg i Danmark tre uger i efterårsferien.

Hun søgte om et tre ugers turistvisum til Danmark. Ved aflevering af visumansøgningen til den danske repræsentation fik hun at vide, at behandlingstiden ville være syv – ni uger. Derfor søgte hun om visum i god tid, nemlig 1. juli, med ansøgning om at lande i Danmark 4. oktober. Det viste sig at vare noget længere, da hun først fik svar på visumansøgningen 7. oktober.

Visumansøgningen blev afslået via de danske myndigheder, fordi hun som kenyansk statsborger ikke var berettiget til et turistvisum til Danmark med begrundelsen, at »du har oplyst, at du ønsker at besøge din herboende ven. Du er således ikke omfattet af den persongruppe af statsborgere i Kenya, der efter praksis som udgangspunkt meddeles visum til Danmark«…

Så kan vi som almindelige borgere i Danmark spørge os selv: Hvad nu, hvis landene ude i verden begynder at indføre de samme visumregler, som Danmark gør over for disse landes borgere, hvordan bliver det så som rejseglad dansker at være turist i Afrika, Østen og Sydamerika, hvor mange af os gerne tager hen?

Én ting står i hvert fald fast: Så længe vi ikke protesterer, men finder os i den racisme, der praktiseres i vores navn,  har vi ikke fortjent andet, end at landene i Afrika, Asien og Sydamerika indfører samme slags regler for danske statsborgere.

Og det er også på vej, som Steen Pedersen bemærker andetsteds i sin kronik, hvor han fortæller om reaktionen, da han rykker for en forlængelse af sit visum til Kenya:

Jeg blev sendt ind til en anden myndig og kompetent dame højere oppe i systemet og blev spurgt, hvorfor jeg brokkede mig. Jeg svarede forsigtigt, at det jo normalt kun tog en halv dag, og jeg var kun i Nairobi for at få visum og havde udgifter til ophold etc. Hun, en dame på min egen alder, så hvast på mig og sagde: »Hvor er det du kommer fra? Danmark ikke?« Det kunne jeg jo ikke benægte, hvorefter hun sagde: »Selv om du giftede dig med mig, ville jeg jo ikke engang få lov at komme med dig til Danmark i et år, så hvad er det du beklager dig over?«

Danmark er under en udlændingelov instigeret af Dansk Folkeparti ved at blive kendt ude i verden som et ynkeligt, lille apartheid-land. Velbekomme! Og måtte Luk Lejren-projektet have held i sin bestræbelse på at vippe hele denne institutionelle racisme af pinden.

Link: Når det er danskeren, der er udlænding

Israel: Værre end apartheid

Israels politik i de besatte områder (Vestbredden og Gaza) sammenlignes ofte med apartheid i Sydafrika, og denne sammenligning vækker ofte forargelse blandt Israels støtter – det kan man alligevel ikke, og Israels rare men håndfaste hyggen om den palæstinensiske befolkning kan på ingen måde sammenlignes med, hvad de onde, onde hvide sydafrikanere bedrev.

I denne uge har sammenligningen for alvor skullet bestå sin prøve: 21 menneskeretsaktivister fra Sydafrika, hvoraf flere har prøvet apartheidregimets metoder på egen krop, har besøgt Israel med det formål at undersøge forholdene i de besatte områder.

Deres dom er klar – der er ingen sammenligning overhovedet: Israels behandling af palæstinenserne i de besatte områder er mange gange værre, end apartheid-regimet nogensinde har været.

Gideon Levy rapporterer i Ha’aretz:

On Monday they visited Nablus, the most imprisoned city in the West Bank. From Hawara to the Casbah, from the Casbah to Balata, from Joseph’s Tomb to the monastery of Jacob’s Well. They traveled from Jerusalem to Nablus via Highway 60, observing the imprisoned villages that have no access to the main road, and seeing the “roads for the natives,” which pass under the main road. They saw and said nothing. There were no separate roads under apartheid. They went through the Hawara checkpoint mutely: they never had such barriers.

Jody Kollapen, who was head of Lawyers for Human Rights in the apartheid regime, watches silently. He sees the “carousel” into which masses of people are jammed on their way to work, visit family or go to the hospital. Israeli peace activist Neta Golan, who lived for several years in the besieged city, explains that only 1 percent of the inhabitants are allowed to leave the city by car, and they are suspected of being collaborators with Israel. Nozizwe Madlala-Routledge, a former deputy minister of defense and of health and a current member of Parliament, a revered figure in her country, notices a sick person being taken through on a stretcher and is shocked. “To deprive people of humane medical care? You know, people die because of that,” she says in a muted voice.

Lad mig gentage: Den sydafrikanske delegation var chokerede over, hvad de så, og gjorde det umisforståeligt klart, at Israels behandling af palæstinenserne i de besatte områder er meget værre, end apartheid nogensinde har været.  Dommeren Edwin Cameron udtrykker det således:

We came here lacking in knowledge and are thirsty to know. We are shocked by what we have seen until now. It is very clear to us that the situation here is intolerable.

Mondli Makhanya, chefredaktør af Sunday Times of South Africa, udtrykker det sådan her:

When you observe from afar you know that things are bad, but you do not know how bad. Nothing can prepare you for the evil we have seen here. In a certain sense, it is worse, worse, worse than everything we endured. The level of the apartheid, the racism and the brutality are worse than the worst period of apartheid.

Tag det fra hestens egen mund – en sammenligning mellem Israels politik i de besatte områder og sydafrikansk apartheid er hverken  “overdreven” eller uretfærdig – i hvert fald ikke mod israelerne.

Link – via Z Communications.