JP og klimaet: Med Jorden under dynen

For nogle dage siden beklagede jeg mig over Jyllands-Postens dækning af klima-ændringerne, som giver alt for meget kredit og spalteplads til politisk motiveret kritik af de klare videnskabelige resultater, der ligger bag teorien om, at den globale opvarmning er menneskeskabt – det er lidt som at have en af landets førende aviser, der var dedikeret til ufologi eller Intelligent Design.

I mit tidligere indlæg klagede jeg over, at JP havde ladet forskeren Henrik Svensmark fremsætte sin kontroversielle og meget usikre teori om, at den globale opvarmning skyldes solen, og at Jorden nu faktisk er ved at blive koldere, hvorefter man lukkede af for kritik af Svensmarks fremlægning.

Nuvel, ret skal være ret: Avisen bringer i dag en god kronik af seniorforsker Ole Bøssing Christensen, der svarer på Svensmarks kronik og forklarer, hvorfor teorien om Solens aktivitet ikke kan forklare den opvarmning, de sidste 50 år, og hvorfor nogle få års stagnation eller fald intet beviser og i hvert fald slet ikke underbygger Svensmarks forestilling om, at temperaturen er faldende på langt sigt:

De naturligt forekommende drivhusgasser i atmosfæren er afgørende for livet på Jorden. Størrelsen af den påvirkning, som en forøget koncentration af drivhusgassen CO2 vil medføre på klimasystemet, er enkel at beregne, men de resulterende klimaændringer er komplicerede. IPCC’s konklusioner om klimaændringer baserer sig bl.a. på numeriske klimamodeller, hvor menneskeskabt drivhuseffekt og forurening såvel som den direkte påvirkning fra Solen og fra vulkanudbrud er inkluderet. For at kunne komme med en angivelse af størrelsen af klimaændringer som følge af en given påvirkning, er det nødvendigt med ret komplekse modeller af klimasystemet, der tager en række tilbagekoblingsmekanismer i betragtning. For eksempel vil en lille opvarmning få mere sne og is til at smelte; dermed vil mindre sollys blive reflekteret, hvorved jordoverfladen opvarmes yderligere.

Klimamodellerne reproducerer ikke bare det globale temperaturforløb de sidste 100 år, men også talrige andre aspekter af allerede observerede klimaændringer. Den kraftige opvarmning, vi har set i sidste halvdel af det 20. århundrede, falder sammen med en kraftig stigning i menneskets klimapåvirkning og med en støt og uforandret solaktivitet.

Den største observerede opvarmning er sket i kolde egne, og der er observeret en kraftig afkøling af stratosfæren (den del af atmosfæren, som ligger i 10-50 km højde). Begge disse iagttagelser er lige efter bogen, hvis opvarmningen skyldes drivhuseffekt, men de forventes ikke fra en opvarmning på grund af ændret solaktivitet. IPCC’s projektioner viser, at der med mere end 90 pct. sandsynlighed vil komme en yderligere kraftig opvarmning i fremtiden på grund af den menneskeskabte drivhuseffekt. […]

[Svensmark] skriver, at de fleste klimaforskere prøver at ignorere Solens variation, da det sætter spørgsmålstegn ved drivhuseffekten. Her kan vi naturligvis kun tale for os selv, men vi mener ikke, det er en fortrængning. Det er bare svært at få et fænomen, der har været stabilt i mere end 30 år, til at forklare en opvarmning af hele Jorden i den samme periode; en opvarmning af en uset størrelse og hastighed, der har gjort de sidste 50 år til den varmeste periode i mindst 500 år (AR4). Og som der allerede findes en meget konkret, veldokumenteret og på ingen måde modbevist forklaring på; nemlig den øgede, menneskeskabte drivhuseffekt drevet af vores udledning af drivhusgasser. Flere bemærkninger i HS’ kronik kalder på svar: At HS’ tidligere bemærkning om, at »vi anbefaler vores venner at nyde den globale opvarmning, mens den varer« er ikke bare »lidt provokerende«, men tyder på en alvorlig mangel på forståelse for de eksisterende såvel som de forventede klimaændringer; det er vist de færreste af dem, der rundt om i verden mærker effekterne af klimaforandringer, der kan nyde dem. Temperaturen stiger, nedbørsmønstre ændrer sig, storme bliver kraftigere, og isen forsvinder.

Det siges, at »de naturlige variationer i klimaet [trænger] sig mere og mere på«. Men man kan kun tale meningsfuldt om klimaændringer, hvis perioder på flere årtier betragtes. Dette blev sagt af IPCC i 1990’erne, hvor temperaturen steg kraftigt, og igen i 2000’erne, hvor de har ligget stabilt på et rekordhøjt niveau uden at stige yderligere. Der er år-til-år-variationer i Jordens temperatur, først og fremmest på grund af klimasvingningen El Niño. Af samme grund er det ukorrekt, at »den globale opvarmning [er] standset og en afkøling er så småt begyndt«.

Link: Mens Jorden ligger under dynen

Læs også:

•  Klimadebat, CO2 og miljø
•  Klima versus vejr – hvorfor vejrets uforudsigelighed ikke hindrer forudsigelsen af global opvarmning

The Discovery of Global Warming (Klimaforskningens historie, hos American Institute of Physics)

Jyllands-Postens uhæderlige klimadebat

Professor Henrik Svensmark fra DTU havde forleden en kronik i Jyllands-Posten, hvor han argumenterede for sin egen teori om, at den globale opvarmning ikke skyldes udledning af CO2, men udsving i solens aktivitet.

I den forbindelse anførte JP i en tilhørende leder, at  Svensmark havde været udsat for politisk motiveret kritik, og skrev i den forbindelse blandt andet, at:

Det er for eksempel mediernes opgave at viderebringe de opsigtsvækkende oplysninger, som Henrik Svensmark fremlægger i dagens kronik i denne avis: At temperaturen faktisk er begyndt at falde, og at en ny ”lille istid” inden for de nærmeste årtier kan være et lige så sandsynligt fremtidsscenario, som flertallets forudsigelse af en global temperatur- og vandstandsstigning. Hvis han har uret, skal han mødes med saglige, videnskabelige argumenter, som det er mediernes opgave at viderebringe – ikke med en refleksmæssig påstand om, at flertallet har ret.

Og ja, det er rigtigt, at Svensmark i sin kronik skriver, at temperaturen er ved at falde, og at vi ifølge hans sol-teori kunne se et globalt fald i temperaturerne de næste årtier.

Det sidste vil jo vise sig, og man kan kun håbe, at Svensmark har ret. Men er det virkelig sandt, at “den globale opvarmning [er] standset, og en afkøling er så småt begyndt“, som Svensmark skriver i sin kronik?

Betragt ovenstående illustration, som er udarbejdet ud fra NASAs temperaturovervågningsdata. Figuren viser, at selv om det er rigtigt, at de sidste to år viser en lavere temperatur end de foregående, skal det stadig ses i lyset af, at 2005 var det varmeste år nogensinde registreret, og at der tidligere har været mindst lige så store udsving tidligere, uden at det har påvirket den stigende tendens. Det er ganske enkelt alt for tidligt at konkludere, om temperaturen er faldende, og det må tilskrives ønsketænkning fra Svensmarks side, at han kan læse et fald ind i så spinkelt et datagrundlag.

Jeg skrev derfor følgende lillel læserbrev til Jyllands-Posten hvor jeg, som den tilhørende leder efterlyste, påpegede Svensmarks mest oplagte fejl med “saglige, videnskabelige argumenter”:

FOR TIDLIGT UDE

Professor Henrik Svensmark skriver i sin kronik i JP 9/9, at CO2-teorien
om global opvarmning formentlig er forkert, og at Jordens temperatur
angiveligt er faldende, så vi går en istid i møde.

Synspunktet er interessant, men Svensmark er for alt tidligt ude med
konklusionen om, at den globale middeltemperatur er faldende.

Se denne figur:

http://data.giss.nasa.gov/gistemp/graphs/Fig.A2.lrg.gif

Det er rigtigt, at 2007 og 2008 har en lavere temperatur, men udsvingene
og de store usikkerheder viser tydeligt, at det er for tidligt at drage
nogen konklusion i den retning. Der har før været tilsvarende dyk i
enkelte år, uden at det standsede den stigende tendens. Svensmark ville
have styrket sin troværdighed, om han selv havde vedgået dette.

I øvrigt er det spændende, at JP har ladet en kvalificeret klimaforsker
skrive en rent videnskabelig og ikke-politisk kronik om
klimaforandringerne. Måtte der komme mere af den slags!

Men har Jyllands-Posten valgt at bringe det? Selvfølgelig ikke. Men så har de vel bragt anden kvalificeret, videnskabelig kritik af Svensmark, hvis teorier har været kendt i mange år og som generelt anses for at være interessante, men ude af stand til at forklare de temperaturstigninger, vi har set?

Nej, faktisk ikke. Det eneste, der  kom igennem  – ud over folk, der støttede Svensmark af rent politiske grunde – var formand for Det Økologiske Råd Christian Ege, der i en kort bemærkning observerede, at Henrik Svensmark ligesom Bjørn Lomborg “har fået tildelt store beløb af regeringen og Dansk Folkeparti som led i finanslovsaftaler uden om de gængse kanaler, hvor alle andre skal søge midler og underkastes en faglig vurdering”.

Så Jyllands-Posten kører Svensmark i stilling som den store videnskabelige autoritet, insisterer derefter på, at debat om hans resultater må holdes på et sagligt, videnskabeligt grundlag – samtidig med, at de fortier, at Svensmark får øremærket støtte fra regeringen på linje med Bjørn Lomborg. Oven  i hatten nægter de så at optage saglig, videnskabelig kritik af hans resultater.

Mon ikke det er Jyllands-Posten, som er politisk motiveret på grænsen til det uhæderlige i deres behandling af denne sag, som ganske rigtigt aldrig burde diskuteres på andet end et sagligt, videnskabeligt grundlag?

Læs også:

•  Klimadebat, CO2 og miljø
•  Klima versus vejr – hvorfor vejrets uforudsigelighed ikke hindrer forudsigelsen af global opvarmning

Vil du gerne forurene mindre? Betal for patenter ved kasse 1

Hvis lande som Indien, Kina og Brasilien gerne vil indføre teknologi, der begrænser deres CO2-udslip, skal de ikke regne med, at det er noget, de sådan bare får lov til. Stærke kræfter i det amerikanske erhvervsliv og det amerikanske handelskammer er klar til at vride den sidste blodsdråbe ud af de patenter, amerikanske virksomheder kunne tænkes at have på den slags teknologi.

For hvorfor skulle nogen egentlig ønske sig, at lande som Indien og Kina forurener mindre, hvis det betyder, at amerikanske firmaer risikerer at gå glip af en dollar eller to i patentafgift?

Mark Weisbrot skriver i The Guardian:

According to Inside US Trade, the US chamber of commerce is gearing up for a fight to limit the access of developing countries to environmentally sound technologies (ESTs). They fear that international climate change negotiations, taking place under the auspices of the United Nations, will erode the position of corporations holding patents on existing and future technologies.

Developing countries such as Brazil, India and China have indicated that if – as expected in the next few years – they are going to have to make sacrifices to reduce carbon emissions, they should be able to license some of the most efficient available technologies for doing so.

Big business is worried about this, because they prefer that patent rights have absolute supremacy. They want to make sure that climate change talks don’t erode the power that they have gained through the World Trade Organisation.

The WTO is widely misunderstood and misrepresented as an organisation designed to promote free trade. In fact, some of its most economically important rules promote the opposite: the costliest forms of protectionism in the world.

The WTO’s rules on intellectual property (Trade-Related Aspects of Intellectual Property, or Trips) are the most glaring example. These are designed to extend and enforce US-style patent and copyright law throughout the world.

Det er den samme slags økonomiske interesser, som lader millioner af verdens fattige dø af AIDS hellere end at give lande i Afrika og Asien adgang til billige kopier af deres patenterede præparater, en praksis Brasilien slap uden om ved simpelt hen at proklamere, at man ville blæse på medicinalindustriens patenter. Det lader til, at det er noget lignende, der skal til her.

Link: Green Technology should be Shared

Klima-SOS

Jeg har modtaget nedenstående i en email og iler med at give opfordringen videre (tak, Rene):

NU GØR VI NOGET FOR KLIMAET – PÅ NETTET

Hvis du er en af de mennesker, der bekymrer sig om klimaet i disse globale opvarmningstider, og vil du have at politikerne skal gøre noget ved det – så start med at SENDE ET POSTKORT TIL EN FOLKETINGSPOLITIKER – ganske gratis her på dette link:

www.klima-sos.dk

I de næste ti dage går hele den del af Danmarks befolkning, som tager ansvar for fremtiden i gang med at fylde det danske web med opfordringer til, at folk skal deltage i denne kampagne. Det gør vi fordi, at vi forlanger, at Danmark skal have en stærk Klimalov, der sikrer bindende årlige reduktioner på 6 % i udledningen af drivhusgasser. En lov der er bedre end den, man allerede har opnået i England med The Big Ask kampagnen. Se film om kampagnen her:

Tag ansvar for fremtiden – gør din del – sådan kan du gøre:

1. Skriv under – www.klima-sos.dk

2. Vær aktiv på facebook:

Join Klima SOS gruppen, Klima SOS eventen, Klima SOS cause og få dine venner med.

Videresend denne besked til alle dine venner.

Få administratorerne på de grupper du tilmeldt til at videresende denne.

Poste www.klima-sos.dk på din mur.

3. Fyr den op på andre sider fx:

Myspace, Arto osv.

Debatsider på BT, DR, JP, Politiken, Berlingske, Femina, Ingeniøren, samt diverse blogs og alle andre mulige steder på nettet.

4. Send mail ud til hele dit netværk med teksten:

GØR EN INDSATS FOR EN STÆRK KLIMALOV I DANMARK.

BINDENDE ÅRLIGE REDUKTIONER I UDLEDNING AF DRIVHUSGASSER.

Gå til WWW.KLIMA-SOS.DK, send et elektronisk postkort til en politiker og fortæl andre om kampagnen. Videresend

5. Er du med i en miljø- eller udviklingsorganistion, send en personlig opfordring til dem om at opsætte Klima SOS bannere osv. på deres hjemmeside og nævne reklamen i nyhedsmails.

GÅ AMOK, FØR KLIMAET GØR DET!

Klima SOS kampagnen er startet af miljøbevægelsen Noah og støttes af Klimabevægelsen i Danmark, Samvirkende Energi- og Miljø-foreninger.

Læs også:

Klima versus vejr – hvorfor vejrets uforudsigelighed ikke hindrer forudsigelsen af global opvarmning

Klimadebat, CO2 og miljø

Klima versus vejr – hvorfor vejrets uforudsigelighed ikke hindrer forudsigelsen af global opvarmning

Jeg lagde egentlig dette som kommentar ovre på Uriasposten, men da jeg ikke forventer, at den kan overbevise mange derovre, poster jeg det her også, hvor det måske kan falde i lidt mere frugtbar jord.

En hyppig indvending mod observationen af global opvarmning og forudsigelsen af, at den vil fortsætte er, at vi ikke engang kan forudsiget vejret pålideligt mere end få dage frem – hvordan kan vi så udtale os om klimaet, dvs. vejret på hele Jorden, mange år frem i tiden?

Man skulle tro, at det ene udelukkede det andet. Men sådan er det ikke:

At forudsige klima og vejr er ikke det samme. Vejret er et kaotisk system, hvor vi især er interesseret i detaljer om, hvordan det opfører sig helt lokalt.

Når vi taler klima kan vi anskue hele Jorden som et termodynamisk system med en række egenskaber, der skal være i termodynamisk balance med primært Solen.

Simple fysiske love som energibevarelsen, Stefan-Boltzmanns lov og atmosfærens absorptionsspektrum tillader os at udtale os på et overordnet plan om, hvordan klimaet og især temperaturen vil opføre sig, hvis forskellige ting sker. En af de lidt enklere ting er, at hvis man øger koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren, vil temperaturen stige. Dette er ganske enkelt, fordi drivhusgasserne absorberer noget af Jordens varmespektrum, hvorfor Jorden har brug for en højere temperatur for at opnå en effekt, der svarer til den effekt, den modtager fra Solen.

At CO2 er en drivhusgas, har man vidst, siden John Tyndall opdagede det i det 19. århundrede. At koncentrationen af CO2 i atmosfæren er steget kraftigt de sidste hundrede år er let at verificere. Herefter er det sådan set bare at opstille nogle modeller og regne på det.

Mht. spørgsmålet om “vejr” vs. “klima” er der en temmelig perfekt analogi i den klassiske termodynamik: Vi ved, at en gas består af mange millioner molekyler, der bevæger sig i et kaotisk og uforudsigeligt mønster. Vi kan derfor ikke forudsige, hvordan disse molekyler bevæger sig lokalt.

Men vi kan anstille nogle statistiske betragtninger, der tillader os at bruge reglerne for ideale gasser om større mængder uden at kende molekylernes bevægelser. F.eks. ved vi, at tryk gange rumfang er proportionalt med temperaturen.

Fuldstændig analogt: Selvom vi ikke kan give alle detaljerne (vejret) kan vi sagtens anvende nogle helt grundlæggende fysiske love (primært energibevarelse og strålingslove) til at sige noget om systemet som helhed (klimaet).

Hvis nogen er mere interesseret i videnskaben bag den globale opvarmning, har American Institute of Physics lavet en side, der fortæller om opdagelsens historie og forklarer (populært) om de videnskabelige principper, der er involveret.

Læs også:

The Discovery of Global Warming (American Institute of Physics)
Klimadebat, CO2 og miljø

Klimaforandring – hvad ved vi, og hvor kom det fra?

American Institute of Physics har en glimrende side med baggrund og oplysning om global opvarmning, herunder en forklaring på, hvor den eksisterende videnskabelige konsensus om CO2 som en væsentlig faktor i global opvarmning kommer fra.

Læs bl.a.:

In 1896 a Swedish scientist published a new idea. As humanity burned fossil fuels such as coal, which added carbon dioxide gas to the Earth’s atmosphere, we would raise the planet’s average temperature. This “greenhouse effect” was only one of many speculations about climate, and not the most plausible. Scientists found good reason to believe that our emissions could not change the climate. Anyway major change seemed impossible except over tens of thousands of years.

In the 1930s, people realized that the United States and North Atlantic region had warmed significantly during the previous half-century. Scientists supposed this was just a phase of some mild natural cycle, with unknown causes. Only one lone voice, the amateur G.S. Callendar, insisted that greenhouse warming was on the way. Whatever the cause of warming, everyone thought that if it happened to continue for the next few centuries, so much the better.

In the 1950s, Callendar’s claims provoked a few scientists to look into the question with improved techniques and calculations. What made that possible was a sharp increase of government funding, especially from military agencies with Cold War concerns about the weather and the seas. The new studies showed that, contrary to earlier crude estimates, carbon dioxide could indeed build up in the atmosphere and should bring warming. Painstaking measurements drove home the point in 1961 by showing that the level of the gas was in fact rising, year by year.

Over the next decade a few scientists devised simple mathematical models of the climate, and turned up feedbacks that could make the system surprisingly variable. Others figured out ingenious ways to retrieve past temperatures by studying ancient pollens and fossil shells. It appeared that grave climate change could happen, and in the past had happened, within as little as a few centuries. This finding was reinforced by computer models of the general circulation of the atmosphere, the fruit of a long effort to learn how to predict (and perhaps even deliberately change) the weather. A 1967 calculation suggested that average temperatures might rise a few degrees within the next century. The next century seemed far off, however, and the calculations were plainly speculative. Groups of scientists that reviewed the issue saw no need for any policy actions, although they did draw official attention to the need for a greater research effort.

In the early 1970s, the rise of environmentalism raised public doubts about the benefits of human activity for the planet. Curiosity about climate turned into anxious concern. Alongside the greenhouse effect, some scientists pointed out that human activity was putting dust and smog particles into the atmosphere, where they could block sunlight and cool the world. Moreover, analysis of Northern Hemisphere weather statistics showed that a cooling trend had begun in the 1940s. The mass media (to the limited extent they covered the issue) were confused, sometimes predicting a balmy globe with coastal areas flooded as the ice caps melted, sometimes warning of the prospect of a catastrophic new ice age. Study panels, first in the U.S. and then elsewhere, began to warn that one or another kind of future climate change might pose a severe threat. The only thing most scientists agreed on was that they scarcely understood the climate system, and much more research was needed. Research activity did accelerate, including huge data-gathering schemes that mobilized international fleets of oceanographic ships and orbiting satellites.

Earlier scientists had sought a single master-key to climate, but now they were coming to understand that climate is an intricate system responding to a great many influences. Volcanic eruptions and solar variations were still plausible causes of change, and some argued these would swamp any effects of human activities. Even subtle changes in the Earth’s orbit could make a difference. To the surprise of many, studies of ancient climates showed that astronomical cycles had partly set the timing of the ice ages. Apparently the climate was so delicately balanced that almost any small perturbation might set off a great shift. According to the new “chaos” theories, in such a system a shift might even come all by itself — and suddenly. Support for the idea came from ice cores arduously drilled from the Greenland and Antarctic ice sheets. They showed large and disconcertingly abrupt temperature jumps in the past.

Greatly improved computer models began to suggest how such jumps could happen, for example through a change in the circulation of ocean currents. Experts predicted droughts, storms, rising sea levels, and other disasters. A few politicians began to suspect there might be a public issue here. However, the modelers had to make many arbitrary assumptions about clouds and the like, and reputable scientists disputed the reliability of the results. Others pointed out how little was known about the way living ecosystems interact with climate and the atmosphere. They argued, for example, over the effects of agriculture and deforestation in adding or subtracting carbon dioxide from the air. One thing the scientists agreed on was the need for a more coherent research program. But the research remained disorganized, and funding grew only in irregular surges. The effort was dispersed among many different scientific fields, each with something different to say about climate change.

One unexpected discovery was that the level of certain other gases was rising, which would add seriously to global warming. Some of these gases also degraded the atmosphere’s protective ozone layer, and the news inflamed public worries about the fragility of the atmosphere. Moreover, by the late 1970s global temperatures had evidently begun to rise again. International panels of scientists began to warn that the world should take active steps to cut greenhouse gas emissions. The scientists’ claims about climate change first caught wide public attention in the summer of 1988, the hottest on record till then. (Most since then have been hotter.) But the many scientific uncertainties, and the sheer complexity of climate, made for vehement debate over what actions, if any, governments should take. Corporations and individuals who opposed all government regulation spent large sums to convince people that there was no problem at all.

Scientists intensified their research, organizing programs on an international scale. The world’s governments created a panel to give them the most reliable possible advice, as negotiated among thousands of climate experts and officials. By 2001 this Intergovernmental Panel on Climate Change managed to establish a consensus, phrased so cautiously that scarcely any expert dissented. They announced that although the climate system was so complex that scientists would never reach complete certainty, it was much more likely than not that our civilization faced severe global warming. At that point the discovery of global warming was essentially completed. Scientists knew the most important things about how the climate could change during the 21st century. How the climate would actually change now depended chiefly on what policies humanity would choose for its greenhouse gas emissions.

Link: The Discovery of Global Warming (via Boing Boing).

Læs også: Klimadebat, CO2 og miljø

Klimanyt: Det går hurtigere end forventet

Vi må selvfølgelig afvente, modellerne er usikre og meteorologiske fænomener er meget komplekse, en første effekt af den globale opvarmning kunne meget vel være, at vejret blev koldere i en periode, og i sidste ende må det hele afhænge af, om de empiriske data underbygger modellens forudsigelser. Det forekommer vel efterhånden klart, at der er ved at ske noget dramatisk med klimaet, og at det har noget med menneskets aktiviteter og udledning af drivhusgasser at gøre.

Men her er, med lidt hjælp fra Kevin Drum, et par empiriske pegepinde:

Hyggeligt, ikke? Nej, det går ikke som de venstreorienterede lakajer for alle verdens regeringer og deres store økonomiske og politiske interesse i at skrue ned for blusset (?) vil binde os på ærmet – det går værre.

Kevin Drum er optimist:

What it really looks like is that our current models aren’t pessimistic enough and that the growth in greenhouse gas emissions is exceeding even the modelers’ highest estimates. We are fast approaching a point of no return that will likely kill hundreds of millions of people, destroy much of the world’s food supply, and spark resource wars that make Rwanda look like a mild family quarrel.

Måske det hele går i sig selv igen, fordi vi alligevel snart løber tør for olie, og i det efterfølgende økonomiske og sociale sammenbrud holder vi nok helt op med at brænde energi af, og det var så den klimaændring.

Eller også skal man til at lægge om. Vi kan også bare blive ved med at brænde af og forbruge, fordi det er bedst for økonomien, men det kan alle jo nok blive enige om vil ende på et eller andet tidspunkt.