Information: Anders Fogh flygter fra Pia Kjærsgaards skamridning

David Rehling funderer i en kommentar i Information over, hvorfor Fogh mon er så forhippet på at komme ud af dansk politik. Næppe på grund af den trods alt ret beskedne prestige, der er forbundet med at være NATOs generalsekretær. Måske, fordi dansk politik ikke er rar at være i, og måske det faktum har noget at gøre med Dansk Folkepartis indflydelse og skolemesteragtige hundsen med de ansvarlige ministre under trussel om at inddrage det så uundværlige flertal?

Som Rehling siger:

SIG ORDENE: Jaap de Hoop Scheffer. Det er ikke nemt. Værre er: Siger ordene én noget? Nej, ikke rigtigt, vel?

Den hollandske hostelyd er navnet på NATO’s nuværende generalsekretær. Jaap de Hoop Scheffers kvalifikation til NATO-embedet er, at han var den nederlandske udenrigsminister fra den 22. juli 2002 til den 3. december 2003.

Det er altså ham, som Danmarks statsminister siden 27. november 2001 nu afløser. Man aner en skævhed mellem de to mænds c.v.’er.

Og sandt er det, at der blandt NATO’s 12 generalsekretærer siden alliancens stiftelse i 1949 kun har været én med baggrund som regeringsleder – resten har været politikere fra anden række.SÅ HVORFOR FOGH? Hvad kan få en ambitiøs, ærekær og selvbevidst statsleder til at søge et job under sin rang? Tilmed i et akavet forløb, hvor de mange gisninger omkring Foghs karriereplanlægning har svækket ham i regeringen og befolkningen og sendt hans Venstre-parti på rumpetur i meningsmålinger.

Svaret er det enkle: Fogh søger væk, fordi han vil væk. Han har fået nok af dansk politik. Mere end syv år som statsminister slider. Kig på billeder af Fogh fra før 2001 og fra nu. Det er ikke bare alderen, der gør forskellen.

Sliddet øges af, at Fogh har styret sig selv og Venstre ind i en blindgyde: I Pia Kjærsgaards favntag. Fogh har betalt prisen for at gøre Dansk Folkeparti til en vigtigere samarbejdspartner end de konservative. Dansk Folkeparti sikrer, at VK-politikere kan blive ved med at køre i ministerbiler. Hvad Kjærsgaard & Co. skrydende gør opmærksom på, hver gang regeringen skal tvinges til at afgive ny indrømmelser. Det har den gjort så tit, at det fordunkler, hvem der i VKO er halen, som hunden logrer med.

Det går længere end som så – de borgerlige i V og K er ikke blot trætte af Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik, de skammer sig over den. Det var skammen over Dansk Folkeparti i de borgerliges egne rækker, der drev den kolossale tilslutning til Ny Alliance som politisk projekt, før æh, nogen kvajede sig.

Projektet lykkedes ikke, og dermed blev Dansk Folkeparti reelt siddende på statsministerposten, eller i hvert fald strategisk placeret bag den  – og det kunne den i grunden ikkke særligt fremmedfjendtlige eller rabiate Fogh ikke holde til i længden. “Og dermed var det sket med Anders Fogh Rasmussen”, som Rehling slutter.

Link: Find dig i Pia Kjærsgaard

Bush fortryder krigen i Irak

Æd den, Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller:

USA’s snart forhenværende præsident, George Bush, afslørede i et interview med Charles Gibson på ABC news, hvad han fortryder mest i sin tid som præsident.

– Det værste i min tid som præsident er, at jeg stolede på efterretningerne om Irak. Mange menneskers gode ry blev sat på spil, fordi vi fjernede Saddam Hussein på grund af efterretningerne om masseødelæggelsesvåben.

Det kan ikke gøres om, men jeg ville ønske, at det havde været anderledes, tror jeg nok, sagde Bush.

Skal vi nu vente, at Anders Fogh og de forsamlede høge fra Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, træder frem og giver USAs præsident ret i, at krigen var en fejltagelse?

“Undskyld” ville vel efterhånden også være på sin plads – ikke til os, men til alle de irakere, der har mistet deres nærmeste eller fået smadret deres tilværelse af krigen, og til de danske soldater, der har givet eller risikeret liv og førlighed for denne miserable fiasko.

Link: Bush fortryder invasionen af Irak (dr.dk)

Irak: Vi gik i krig på en løgn – nu lyver de om løgnen

Vi er sikkert mange, der husker, hvordan den danske regering i 2002-2003 igen og igen slog på, at det var nødvendigt at gå i krig mod Irak, fordi vi simpelt hen ikke kunne leve med truslen fra landets masseødelæggelsesvåben.

Per Stig Møller udtalte i TV-Avisen, at krigen var nødvendig, fordi “nu kunne det altså være nok” med de masseødelæggelsesvåben, og folk der blev ved med at stille spørgsmål, gavnede i virkeligheden bare Saddam Hussein. Anders Fogh Rasmussen sagde, at “Irak har masseødelæggelsesvåben – det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved”.

Men i dag er de alle sammen enige om, at hvad der ellers kan have været af gode grunde til at gå i krig med Irak, har masseødelæggelsesvåben ikke noget med sagen at gøre. Bortset fra Venstres løstgående Jens Rohde, der i Politiken langer ud efter Anders Fogh og andres svigtende hukommelse:

“Jeg har aldrig mødt et menigt menneske uden for Christiansborg, som ikke havde opfattelsen, at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen. Det må man bare vedstå sig,” siger Rohde.

I en ny bog, ‘ Vejen til Irak’, som beskriver beslutningsprocessen bag Irak-krigen, træder Anders Fogh Rasmussens tidligere politiske ordfører Jens Rohde frem og fastslår, at masseødelæggelsesvåbnene var et helt centralt argument for at sende danske soldater til Irak – også selv om det ikke fremgik af regeringens beslutningsforlag.

“Det var den virkelighed, vi var med til selv at skabe i den måde, vi talte på. Det gælder både statsministeren, udenrigsministeren og mig selv. Alle sammen”, siger Jens Rohde.

You can say that again. Såvel den danske og den britiske som den amerikanske regering  hamrede i de dage igen og igen løs med truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben, og hvor vigitgt det var at udskadeliggøre de.

Jeg ved ikke, om der var nogen, der rent faktisk troede på det (jeg gjorde ikke, og Colin Powell gjorde ikke, selvom han sagde noget andet), men de har grund til at føle sig noget så gevaldigt snydt. I dag har stats- og udenrigsministeren så travlt med at forsikre, at masseødelæggelsesvåben ikke havde noget med beslutningen at gøre, og forsvarsministeren overvejer endda,  jfr Politikens artikel,  at anlægge sag mod forfatterne til en bog, der siger noget andet.

Man kunne her retorisk spørge, om det er løgnen eller løgnen om løgnen, der er det værste. Men det er let: Det er ikke løgnen, der er det værste, men krigen, de mange hundrede tusinde cvile irakere, der er døde og såret siden invasionen – de mange hundrede tusinde civile irakere, hvis blod nu drypper Anders Foghs og Per Stig Møllers hænder.

At de nu lyver om den løgn, der førte Danmark ud i denne nyttes- og formålsløse krig, gør såmænd hverken fra eller til i det store billede. At krigen var nyttesløs, ikke har ført noget godt med sig og blev lanceret på en løgn – det er derimod humlen.

Update, mandag d. 29.: Engelbreth skriver også og lidt mere detaljeret om dette.

Irak: Børn lider i overfyldte fængsler

Børn helt ned til 9-års-alderen udsættes for vold og seksuelle overgreb i Iraks overfyldte fængsler, læser vi i dagens Guardian:

Hundreds of children, some as young as nine, are being held in appalling conditions in Baghdad’s prisons, sleeping in sweltering temperatures in overcrowded cells without working fans, no daily access to showers, and subject to frequent sexual abuse by guards, current and former prisoners say.

At Karkh juvenile prison, Omar Ali, a 16-year-old who has spent more than three years there, showed the multiple skin sores he and many other fellow inmates have contracted through lying on thin, sweat-soaked mattresses night after night.

Guards often take boys to a separate room in the prison and rape them, Omar alleged. They also break prison rules by lending their mobile phones to boys to ring home, on condition that each time their families top the phone up by $10 or $20. The teaching staff resigned en masse in November because of low pay, according to an international official. As a result, the children lounge around aimlessly with no daytime activities, other than an exercise yard.

Though the boys in the prison have been convicted, international standards for fair trials are never met.

Hvorfor var det lige præcis, at Danmark var med til at angribe Irak og vælte Saddam Hussei, tilbage i 2003? Nåh ja – for at bringe frihed og demokrati til landet. Jeg håber, Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller er tilfredse med, hvor deres løgne og deres ulovlige krig har bragt Irak hen!

Eller også håber jeg, de må stege i helvede.

Link: Inmates tell of sexual abuse and beatings in Iraq’s overcrowded juvenile prison system