Det lyner gennem borgerlige kredse og især blandt ekstremisterne i Dansk Folkeparti og skrigosfæren: Medierne er røde, de er samfundsundergravende, de onde, onde, MSM (MainStream Media) forholder os sandheden og bilder os ind, at verden faktisk ikke ser ud som beskrevet i det seneste nummer af Danskeren og Dansk Folkepartis nyhedsbrev.
Og når medierne er røde, er det, fordi journalisterne er røde. MSM forråder deres land, fordi de skjuler sandheden om indvandringen, ivrer eurofascisterne.
Men passer det? Professor i statskundskab fra Syddansk Universitet Erik Albæk angriber det fra en uventet og for den ideologisk fastlåste ganske unfair vinkel, nemlig den rent empiriske.
Albæk har foretaget en statistisk undersøgelse af landets journalistelever og af de politiske journalister på Christiansborg, og resultatet er ret klart: Danmarks journalister er mindre venstreorienterede end befolkningen som helhed. De er også mindre højreorienterede og er således klart mere tilbøjelige til at stemme på et midterparti, igen end befolkningen som helhed.
Albæk konkluderer:
Hvad der adskiller danske politiske journalister og journaliststuderende markant fra befolkningen som helhed såvel som fra personer med gymnasieuddannelse, er, at de er midtsøgende – om end i opposition til den siddende regering.
Om det så har nogen betydning for journalistikken, dvs. om journalisternes politiske holdninger påvirker deres journalistiske produkter…, har vi endnu ikke forskningsmæssigt belæg for at vurdere i dansk sammenhæng.
Udenlandske undersøgelser tyder på, at journalisternes personlige holdninger næsten intet betyder. Langt vigtigere er f.eks. den kultur, der kollektivt opstår over tid på en nyhedsorganisation. En kultur, som blandt andet er bestemt af organisationens ejerskab og lederskab, og som påvirker den enkelte journalists arbejde.
Så hvis journalister i deres arbejde kan forekomme at understøtte en bestemt politisk dagsorden, vil det ofte ikke have noget med deres eget ståsted at gøre, men skyldes f.eks. arbejdspladsens holdninger og journalistiske traditioner. Vi kan her ønske os en systemisk analyse á la Bourdieu, men helt fundamentalt forekommer det i hvert fald, at journalistikken i en kommerciel verden som den moderne altid vil understøtte det “etablerede” verdenssyn, som den samtidig selv skaber ved at spejle sig i det. Nyhedsformidlingen svælger således ofte i mistanker om afvigelse fra “normal” adfærd, lige som det vigtigste i en historie ofte kan være det, som ikke siges, men underforstås.
Men en sådan systemisk analyse hører for dansk presses vedkommende fremtiden til.
Til gengæld regner jeg med, at vi nu én gang for alle har fået hamret en pæl igennem vandrehistorien om de “venstresnoede” danske journalister.
Link: Er journalister røde lejesvende?