Kristne præster samarbejder værdigt om forvaltningen af Fødselskirken i Betlehem

Med kosteskafte. De hellige mænds ophøjede debat varer et stykke tid, hvorefter de ca. 60 præster fra den græsk-ortodokse og armenske kirke fik hjælp til at løse deres problemer af det palæstinensiske politi.

No one was arrested because all those involved were men of God,” udtaler politiinspektør Khaled al-Tamimi fra Betlehem Politi ifølge BBC. For en god kristen må det i disse dage være ekstra rart at vide, at kirken i Frelserens fødeby er i så gode hænder.

Dagens citat: om kristendommen

“Hvorsomhelst jeg læser i Kirkens totusindaarige Historie, finder jeg under Fromhedens Maske den samme lumske og tyranniske Forfølgelseslyst, den samme koldblodige Ligegyldighed for Midlerne, naar blot Magtbegæret tilfredsstilles. Aldrig har nogen aandelig Bevægelse i den Grad taget de sletteste menneskelige Egenskaber i sin Tjeneste. Og derfor – udelukkende derfor – har den kristne Kirke vundet den store Udbredelse.

Det er mig fuldkommen ubegribeligt, ja det ubegribeligste af alt, at retskafne Mennesker, der er i Stand til at læse og tænke, ikke væmmes ved dette Troessamfund, under hvis Vinger den hæsligste Undertrykkelse, den mørkeste Uvidenhed, de mest dyriske Afskyeligheder har fundet Beskyttelse eller i al Fald Overbærenhed, medens alt, hvad Tiden har fostret af sunde, stolte og modige Bestræbelser for at føre Menneskeheden fremad mod mere Lys, til større Retfærdighed og mere Lykke, i Kirken har haft sin misundelige og uforsonlige Fjende.”

Fra Henrik Pontoppidan: Lykke-Per, kapitel 21.

Det passer vist lige så godt i dag som dengang, det blev skrevet – plus ça change, plus c’est la même chose. Beedholm gør ret i at bande over, at folk ikke kan finde den rigtige udgang.

Kristendommens skiftende ansigter

Professor, dr. theol. Per Bilde forklarer i en kronik i dagens Jyllands-Posten, hvorfor han og en del andre er kommet til at tvivle på kristendommen. I hans eget tilfælde har det at gøre med et intimit kendskab til religionens opståen og tidlige historie, der slet ikke hænger sammen med, hvad kirken og kristendommen senere blev til:

Jeg vil fokusere på fire problemer, som gennem tiderne også har fået mange kristne, herunder mig selv, til at tvivle på og opgive deres nedarvede religion:

1) Jesus’ eskatologiske forhåbningers sammenbrud,

2) udeblivelsen af Jesu genkomst,

3) kristendommens transformation fra at være en hinsidigt til at være en dennesidigt orienteret religion og

4) kristendommens generelle “kamæleonisering”, hvormed jeg sigter til dens formidable evne til at antage skikkelse efter enhver omgivende kultur. […]

Jesu tilhængere [var] samtidig sikre på, at han meget snart ville vende tilbage til Jorden, opvække de døde, gennemføre den eskatologiske dom, sende de vantro og onde til Helvede og – for sine troende tilhængere – (gen)oprette det “gudsrige”, som var kernen i den historiske Jesu forkyndelse. Denne intense forhåbning om Jesu genkomst, som mere eller mindre stærkt behersker skrifterne i Det Nye Testamente, blev, som vi ved, heller ikke indfriet. Denne skuffelse satte en række omtolkninger af erindringerne om Jesus i gang. […]

Den oprindelige jødiske messianske Jesus-bevægelse ændrede skikkelse til en hellenistisk-romersk religiøs foreningsdannelse, hvor vægten ikke blev lagt på troen på, at Jesus var Messias, men i stedet på den religiøse dyrkelse af den guddommeliggjorte, himmelske Kristus-skikkelse. Måske allerede i dens første fase, men i alt fald i denne anden fase blev kristendommen til en hinsidighedsreligion. […]

Efter Nietzsche og Grønbech gennemgik kristendommen atter en af sine fundamentale transformationer og skiftede igen fuldstændigt karakter. For de kristne teologer, præster og apologeter er det i dag latterligt at tro på opstandelse, eskatologisk dom, Helvede og Paradis.

Bilde nævner så ikke “hinsidighedsreligionens” rolle som fundamentalt sekulær magtfaktor i Middelalderen, hvor Paven fik møvet sig ind som øverste verdslige autoritet med ret til at indsætte og afsætte konger og kejsere.

Til gengæld minder han om, at intet af det, som diverse højreorienterede apologeter ynder at fremhæve som særligt udmærket ved “kristen” kultur og religion er unikt for kristendommen: “Det generer tilsyneladende ikke disse apologeter, at kritisk rationalitet, videnskab og demokrati faktisk stammer fra det gamle Grækenland, at næstekærlighedsbuddet forekommer i andre religioner end kristendommen, og at europæisk kristendom op igennem historien har strittet gevaldigt imod de fleste kulturelle, videnskabelige og politiske fremskridt“.

Hvad kirken lærer i dag, er altså i flere lag og gennem flere radikale omtolkninger adskilt fra den tidlige kristendoms dommedagshåb, som igen formodentlig ikke er det samme, som hvad den historiske Jesus lærte (hvis der overhovedet var nogen historisk Jesus).

Kristendommen er med andre ord passé. Måske det efterhånden var på tide at komme videre.

Link: Kritik af kristendommen

Læs også: Kristendom, næstekærlighed og ‘gudløs humanisme

Dagens citat: Kristenhed vs. islam

Erwin Neutzsky-Wulff: Menneskets afvikling, s. 374:

I konflikten mellem kristendommen og Islam har der aldrig været nogen tvivl om, hvem der var barbarerne.

… lige efter en forklaring om, hvordan Saladin efter at have erobret Jerusalem brugte de velhavende af de besejrede kristnes løsepenge til at forsyne de fattige blandt dem med rejsepenge. Hvordan det gik til, da korsfarerne erobrede Jerusalem i 1099, kan man læse om her.

Ikke så ydmygt det gør noget

Bloggeren Ydmyghed, der ellers normalt har nogle ganske fornuftige holdninger, tilter engang imellem ud i noget absurd religiøst makværk. Se nu blot følgende indlæg om “Afkristningen af Danmark”:

“Når mennesker ikke bekender sig til Gud, men ophøjer sig selv, mister de Guds beskyttelse. Når man ikke beder til Gud og ikke angrer sine vildveje, så går man i mørket.

Når man ikke elsker Gud, kan man heller ikke elske sin næste – uanset om man anser sig selv for at være en stor humanist. Derfor ser vi, hvordan brutaliteten florerer i Danmark: Hjemløse bliver sparket ned, indvandrere bliver foragtet, ufødte børn bliver dræbt, mennesker går forgæves efter hjælp, bilister kører hensynsløst, børn og forældre lever hver for sig, gamle dør i ensomhed o.s.v. Og det er også ligegyldigheden for ikke at sige accepten af, at fremmede folkeslag nedslagtes.”

Der er så mange absurdheder samlet i disse sætninger, at man har svært ved at finde hoved og hale på det. Tag for eksempel udsagnet: “Når man ikke elsker Gud kan man heller ikke elske sin næste”(!!). Den sætning er der vist hverken hoved eller hale i. Det svarer til at sige: “Hvis man ikke handler i Netto kan man heller ikke handle i Føtex”. Der er intet rationale bag en sådan sammenhæng – hvorfor dælen skulle man ikke kunne elske sine medmennesker, hvis man ikke tror på/elsker Gud?
Derefter kommer det sædvanlige ævl om det brutale Danmark – om hvorledes alting er værre nu, end i gamle dage, hvor folk ganske vist døde i hobevis af fattigdom på fattighjemmene – men da vi var kristne, så var det ok. Du ved dengang religionen sørgede for at holde videnskaben så langt nede at man døde af et snitsår i fingeren, og unge piger begik selvmord fordi de var gravide. Det folk over 50 kalder “de gode gamle dage”.

Der efter noget med at folk er ligeglade med at folkeslag slagtes – en lidt besynderlig ting at angribe ateister for, eftersom stort set alle etniske udrenselser sker af religiøse grupperinger, mens ikke-religiøse organisationer(FN og NATO) forsøger at forhindre det.

link til knap så ydmyg indstilling til religion