“Mord” rimer ikke på “mor”. “Fjer” rimer ikke på “færd”. Så hvorfor skriver I, at de gør?
Tag: Kultur
Dagens citat: Islam og europæisk kultur
Af professor, dr. phil. Johannes Pedersen i hans bog Islams kultur (Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, 1928):
Blandt de kulturer der har dannet sig uden for Europa, er der ingen der står europæisk kultur nærmere end Islams. Dette beror på at disse to kulturer har dannet sig på et fælles grundlag, middelhavslandenes hellenistisk-kristelige livsformer. (…)
Islams kulturhistorie er i mange måder parallel med Europas. Også den dannedes ved at nye folk trængte ind på middelhavslandenes område og tilegnede sig deres dannelse. Den står ikke mere for os som et appendix til eller endog en karikatur af Europas kultur, men som en selvstændig nydannelse, der i sin blomstringstid var forud for det samtidige Europa i rigdom og magt. Betegnelsen “middelalder” har her endnu mindre real gyldighed end for Europas vedkommende. Efter den arabiske erobring omdannedes den byzantinsk-kristelige og den persiske kultur umærkeligt til at blive islamisk uden at der kan tales om et pludseligt og radikalt brud. (…)
Forskellen mellem Islams kultur og den samtidig udviklede kristelige ligger ikke blot i den forskellige karakter af de oprindelige kristelige og muslimiske idealer, men i langt højere grad i at den middelalderlige kristelige kultur udformedes i Vestens lande og hos nye folk, der modtog kristendommen udefra og formede den på deres egen måde, medens Islam udformedes i Østen, i selve oldtidskristendommens gamle lande. De samme folk som havde dannet den østlige kristendom med dens særlige idealer, dens tænkning og livsopfattelse, blev senere skaberne af den muslimske kultur. Ligesom den byzantinsk-kristelige kultur skabtes ved hellenismens optagelse af kristendommen, således opstod Islams kultur ved den byzantinsk-kristelige kulturs optagelse af Islam.
Det er ikke først Islam som har skabt en kulturel ensartethed i Forasien. Men islams oprindelige repræsentanter, araberne, der selv boede på grænsen af det byzantinske kulturområde, gav den gamle kultur, som de tilegnede sig, et nyt præg med et nyt sprog og en ny kultus.
Og dermed kom den islamiske civilisation til at stå som den hellenistiske kultur og måske især læge- og naturvidenskabs kustoder i en tid, hvor Europa lod til at have tabt i hvert fald dén tråd.
Dagens citat: Heinrich Heine
“Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen” – fra stykket Almansor fra 1821.
I konteksten handlede det om afbrænding af Koranen under den spanske inkvisition.
I 1933 havde Heinrich Heine (1797-1856) den utvivlsomme ære at være blandt dem, der gik op i røg ved nazisternes store bogafbrænding på Opernplatz i Berlin. Han havde faktisk foruroligende nok forudsagt, at noget lignende kunne blive resultatet af den farlige kombination af romantikkens mere mystiske og dunkle tankegange med den nationalisme, den også var ophav til:
„Das Christenthum – und das ist sein schönstes Verdienst – hat jene brutale germanische Kampflust einigermaßen besänftigt, konnte sie jedoch nicht zerstören, und wenn einst der zähmende Talisman, das Kreuz, zerbricht, dann rasselt wieder empor die Wildheit der alten Kämpfer, die unsinnige Berserkerwuth […] Der Gedanke geht der That voraus, wie der Blitz dem Donner. Der deutsche Donner ist freylich auch ein Deutscher und ist nicht sehr gelenkig und kommt etwas langsam herangerollt; aber kommen wird er, und wenn Ihr es einst krachen hört, wie es noch niemals in der Weltgeschichte gekracht hat, so wißt: der deutsche Donner hat endlich sein Ziel erreicht. Bey diesem Geräusche werden die Adler aus der Luft todt niederfallen, und die Löwen in der fernsten Wüste Afrikas werden die Schwänze einkneifen und sich in ihre königlichen Höhlen verkriechen. Es wird ein Stück aufgeführt werden in Deutschland, wogegen die französische Revoluzion nur wie eine harmlose Idylle erscheinen möchte.“
– fra hans bog Zur Geschichte der Religion und Philosophie in Deutschland (1835).
På engelsk Wikipedia oversættes citatet således:
“Christianity – and that is its greatest merit – has somewhat mitigated that brutal German love of war, but it could not destroy it. Should that subduing talisman, the cross, be shattered, the frenzied madness of the ancient warriors, that insane Berserk rage of which Nordic bards have spoken and sung so often, will once more burst into flame. This talisman is fragile, and the day will come when it will collapse miserably. Then the ancient stony gods will rise from the forgotten debris and rub the dust of a thousand years from their eyes, and finally Thor with his giant hammer will jump up and smash the Gothic cathedrals. (…)
Do not smile at my advice — the advice of a dreamer who warns you against Kantians, Fichteans, and philosophers of nature. Do not smile at the visionary who anticipates the same revolution in the realm of the visible as has taken place in the spiritual. Thought precedes action as lightning precedes thunder. German thunder is of true Germanic character; it is not very nimble, but rumbles along ponderously. Yet, it will come and when you hear a crashing such as never before has been heard in the world’s history, then you know that the German thunderbolt has fallen at last. At that uproar the eagles of the air will drop dead, and lions in the remotest deserts of Africa will hide in their royal dens. A play will be performed in Germany which will make the French Revolution look like an innocent idyll.”
Det er faktisk tættere på, hvad der endte med at ske, end man lige har lyst til at tænke på.
‘Jødisk-kristen’ kultur eksisterer ikke, 2
Boel Tammes skrev i en kommentar til min påpegelse af, at begrebet “jødisk-kristen” kultur er noget pjat, at
Det almindelige betydning af “jødisk-kristen kulturkreds” har jo intet at gøre med,om de europæiske jøder har været integreret i de europæiske befolkninger i øvrigt.
Betydningen er jo simpelthen: den kulturkreds, som har hentet sin religiøse inspiration i de jødiske og kristne skrifter, der tilsammen kaldes Bibelen.
Som jeg svarede ham, og som jeg nok synes er et helt indlæg værd, er det netop eller især i den betydning, Tammes påpeger, at begrebet “jødisk-kristen” ikke giver mening.
For det første har jøderne aldrig hentet nogen som helst religiøs inspiration i det Nye Testamente.
For det andet har de kristne traditionelt læst og oversat den Hebraiske Bibel kristologisk, dvs. man har (mis-)tolket Kristus-profetier ind i den. Hvad de kristne opfatter som “Bibelen” som helhed, er noget ganske andet end dén Hebraiske Bibel, der som “Loven og Profeterne” udgør jødedommens helligskrift.
For det tredje har den jødiske kultur traditionelt ikke taget udgangspunkt direkte i den Hebraiske Bibel som vi kender den, men i Talmud, hvilket specielt i juridisk henseende minder meget mere om islam med hadith og sharia end det minder om de kristne traditioner.
Ønsker man at definere en kulturkreds ud fra, hvem der har fundet inspiration i “Bibelen”, er islam faktisk meget tættere på den kristne kulturkreds, end jødedommen er, eftersom islam også anerkender det Nye Testamente som helligskrift og Jesus som profet.
I kraft af jødedommens forhold til loven og dens tolkning gennem Talmud og Halakha er denne meget mere beslægtet med islam, end den er med kristendommen – Talmud og Halakha udgør som lovsystem en ret nøje parallel til Hadith og Sharia.
Hvis man insisterer, kunne man altså tale om en “kristen-islamisk-jødisk” kulturkreds, eller man kunne, hvis man lægger vægt på det lovmæssige aspekt, tale om en “jødisk-islamisk” kulturkreds versus den kristne.
Den mest logiske konsekvens af netop Tammes’ indvending synes derimod at være en “kristen-islamisk” kulturkreds i modsætning til den jødiske, eftersom islam anerkender både Jesus og alle de gammel-testamentlige profeter og derfor lige præcis bl.a. “har hentet sin religiøse inspiration i de jødiske og kristne skrifter, der tilsammen kaldes Bibelen“.
Hvilket man som påvist ikke kan sige om jødedommen.
Islam er altså tættere på jødedommen og kristendommen hver for sig, end de er på hinanden.
Hvis man som sagt insisterer, forekommer det eneste korrekte at være den med den “jødisk-islamisk-kristne” kulturkreds, men for det første ender det let med at blive så udvandet, at det ikke betyder noget, for det andet er det nok ikke det, proponenter af en “jødisk-kristen” kultur plejer at have i tankerne.
En tilføjelse: Jeg har i nogen tid advokeret det synspunkt, at antisemitisme og islamofobi er to sider af samme sag. Rune Engelbreth peger i den forbindelse på et nyligt indlæg af tidligere overrabbiner Bent Melchior, der på den ene side advarer mod stigende antisemitisme og på den anden side advarer mod at overdramatisere – og som på den tredje side slutter af med netop at advare mod, at modviljen mod muslimer kammer over og bliver til “islamofobi”, racistisk had mod muslimer:
Vi har nok antisemitter, for også Danmark har sine brodne kar, men vi har ingen organiseret antisemitisme.
Jeg føler mig ikke på samme faste grund, når vi taler om islamofobi, modvilje og angst over for muslimer. Derfor er det så vigtigt, at vi i kampen imod antisemitisme ikke forfalder til islamofobi.
Endnu en tilføjelse: Det første indlæg om ikke-eksistensen af en “jødisk-kristen kultur” blev anerkendende linket til på forsiden af den antisemitiske, islamofobiske, indvandringsfjendtlige og Holocaust-benægtende hjemmeside balder.org.
Det siger egentlig sig selv, men jeg skynder mig alligevel at sige, at jeg ikke er glad for denne anerkendelse. Jeg anser jødernes bidrag til Europas og verdens videnskab og kultur for at være kolossalt, nærmest umåleligt. Efter templets ødelæggelse i år 70 lykkedes det for primært de farisæere, der lægges for had i det nye testamente, at reorganisere diasporaen og grundlægge en holdbar kultur med en kolossal respekt for viden og uddannelse – blandt andet indførte man obligatorisk skolegang for alle sådan ca. 1500 år før, vi kom så langt her i Danmark. Den europæiske antisemitisme har aldrig været andet end hadefuld idioti.
Så hvis jeg siger, at der ikke findes en ‘jødisk-kristen’ kultur, ligger der ikke heri nogen som helst form for nedvurdering af den jødiske kultur – tværtimod, havde jeg nær sagt.
Ak ja. For yderligere info, læs resten af Razib Khans indlæg om jødisk-kristen kultur, gerne dem alle sammen. Det er besværet værd.
‘Jødisk-kristen’ kultur eksisterer ikke
Razib gør ovre på Gene Expression/Science Blogs opmærksom på, at dén “jødisk-kristne kultur” eller “jødisk-kristne kulturkreds”, som mange har det med at henvise til, når de skal slå ud med armene og holde skåltaler, ret beset ikke eksisterer og aldrig har eksisteret.
De europæiske jøder var f.eks. slet ikke en del af den vestlige kulturkreds før den jødiske oplysningstid omkring år 1800.
Hvis man ønsker at klassificere de tre store “Abrahamske” religioner, har jødedommen og islam bevaret sit traditionelle, orientalske “lov-præg”, mens kristendommen er voldsomt påvirket af græsk filosofi. Hvis man endelig ville, kunne man tale om en jødisk-islamisk versus en kristen religiøs og kulturel kultur.
Razib uddyber:
My own position from a phylogenetic viewpoint is that Rabbinical Judaism, the dominant form of Judaism between 500 to 1800, resembles Islam much more than Christianity. Islam and Rabbinical Judaism have a more orthopraxic orientation (e.g., Halakah, Sharia) and less of a focus on Greek tinged theology than Christianity. I have pointed out before that Rabbinical Jews had arguments as to whether Christians were, or were not, monotheists, but agreed than Muslims were. I agree that some strands within both Judaism and Islam don’t fall into the bounds of this narrative, but these streams have been marginalized for most of the past 2,000 years, just as Judaizing movements within Christianity were never dominant or influential until the Radical Reformation (though I would contend that the Judaizing of most Radical Protestants is rather weak tea, and only notable due to the de-Judaization of Pauline Christianity). I am claiming here that the Great Tradition of Christianity is the outlier when it comes to the various strands of the Abrahamic faiths (along perhaps with the extreme rationalists among the Mu’tazili and various Jewish schismatic groups).
Why does this matter? Because the term Judeo-Christian makes everything I said above totally surprising. Rather, it might give the impression that what we know of as Reform Judaism was the norm for Judaism in the West for the past 2,000 years. I think a clustering of Reform Judaism with mainline Protestant Christianity is very plausible. What I’m trying to say is that if you had all the mainstream branches of Judaism and Christianity and generated a a phylogenetic tree, Judaism would be a paraphyletic class (Reform Jews being accepted as Jews, while Christians are not). But it isn’t only history that is misrepresented by the Judeo-Christian model, most people are rather ignorant, so trying to portray Islam as an outgroup to Judaism, instead of highlighting its similarities of character with Orthodox Judaism, simply wastes the opportunity to impart information-by-analogy to lazy people who can’t be bothered to learn anything about Islam. The reality is most ignorant people will remain that way, and will continue to talk about issues which relate to categories which they are grossly ignorant of (e.g., various religious sects and groups). “Judeo-Christian” compounds the follies of modal stupidity.
Så ifølge det argument giver det altså slet ikke mening at tale om en “jødisk-kristen” kulturkreds. Hvad der giver mening er at tale om et “moderne”, areligiøst eller sekulariseret verdensbillede – ca., hvad man forstår ved det moderne “videnskabelige” verdensbillede.
Dette omfatter i Vesten ateister og agnostikere af jødisk, kristen og i vore dage også islamisk baggrund (tre gode eksempler er fysikerne Albert Einstein, Niels Bohr og Richard Feynman – alle af jødisk baggrund, men med et sekulært livssyn). Men “jødisk-kristent” er det ikke – det er, som sagt, “moderne” eller “ateistisk”. Hvis vi endelig vil klassificere kulturerne rent religiøst er det, som Razib påpeger, jødedommen og islam der hører sammen, og kristendommen der skiller sig ud.