Jesper Langballe tager bladet fra munden og går amok

Når Pia Kjærgsgaard er nødt til at gå ud og tage eksplicit afstand fra Søren Krarup og Jesper Langballe – noget, hun ellers aldrig før har gjort – er der grund til at tro, at Dansk Folkeparti så småt begynder at føle sig presset.

Det er også en slem én, Langballe dér har begået: Muslimske fædre myrder deres døtre og lader deres brødre voldtage dem. Det er faktisk så slemt, at den eneste rigtigt gode sammenligning er den gamle “blodløgn” om jøder. Kære læser, ville det overraske dem at høre, at Langballe ud over at være en yderligtgående muslimhader også er rabiat antisemit?

Men det er han. Engelbreth trækker tråden på sin Politiken-blog:

Langballes aktuelle påstand om, at muslimske fædre “nøjes med at slå døtrene ihjel” og så “vender det blinde øje til onklernes voldtægt” er med andre ord blot det seneste udfald i en række – det bør med andre ord ikke komme bag på nogen, og da slet ikke Dansk Folkepartis top, der burde have ekskluderet manden for længst.

Karakteren af de værste af hans antimuslimske udfald minder vel til tider i sine generaliseringer om det groteske jødehad, som Tidehverv eksponerede i 1999 med udgivelsen af bogen Mod tyrken og jøden, der indeholder tre yderst kontroversielle skrifter af den protestantiske reformator Martin Luther.

Her udtrykkes den mest uforsonlige dæmonisering af islam og jødedom, sidstnævnte i skriftet Om jøderne og deres løgne (1543), som også nazisterne anvendte i deres antisemitiske propaganda.

Luther beskylder jøderne for at være “giftige, bitre, hævngerrige, lumske, slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd i hemmelighed, så længe de ikke kan gøre det åbenlyst”. De er simpelthen ondskabens udspring, og “de har forgiftet brønde, begået snigmord, stjålet børn”.

‘Kuren’ mod jøderne parallelliseres med kirurgens indgreb mod koldbrand: “Når der er gået koldbrand i kroppen, går de ubarmhjertigt til værks og skærer, saver og brænder kød, årer, marv og ben bort. Således skal man også gøre her, nedbrænde deres synagoger …”

Dette møgfald af sludder, som ingen præst med respekt for sig selv længere kunne drømme om at tillægge saglig værdi i det 20. og 21. århundrede, og som hidtil kun var udgivet ufuldstændigt på dansk af nazisterne i 1938 og 1972, genudgav Tidehverv altså i 1999 – ikke som ‘historisk kuriosum’ eller ‘kildeskrift’, nej, som et epokegørende og fremragende skrift ifølge Jesper Langballe.

Han betegner det sågar som et af reformatorens teologiske hovedværker (Kristeligt Dagblad, 3.11.1999) og kalder det for “Luthers fremragende teologiske stridsskrift”, der har for hans eget vedkommende ligefrem var “noget af en bibel-teologisk åbenbaring med hensyn til Det gamle Testamentes kristelige placering”.

Ifølge Langballe bliver det her “sagt og dokumenteret – jeg havde nær sagt videnskabeligt dokumenteret – at GT [Det Gamle Testamente] ikke er jødedommens bog”.

Hele Det Gamle Testamente – der som bekendt er nedfældet af jøder, og som indeholder jødernes helligste fundament, Torahen – bliver med Langballes pennestrøg revet ud af jødedommen.

Endelig tilføjer han, at “jødedommen i kraft af sin Kristus-fornægtendle lære er frafald og gudsbespottelse”.

Langballe er med andre ord et eksempel på, at det ikke altid er rigtigt at kalde tidens ubehagelige modvilje mod muslimer for “ny-antisemitisme“, som jeg ellers ofte har gjort – Langballe er hverken mere eller mindre end en god, gammeldags ægte antisemit, som har lige så meget imod muslimer, som han har imod jøder og omvendt.

På ét punkt kan jeg dog ikke helt følge Engelbreth, nemlig der, hvor han skriver, at Dansk Folkepartis ledelse “burde have ekskluderet manden for længst”.  For hvad forskel gør det, om Langballe ekskluderes eller ej? Krarup og Langballe og Espersen og deres had til muslimer og islam er Dansk Folkeparti. Uden denne frygt for “de andre” har Pia Kjærsgaard ingen sag og intet parti.

Dansk Folkeparti skal ikke reformeres og presses til at ekskludere sine ekstremister, Dansk Folkeparti skal bekæmpes og sættes helt uden for indflydelse. Der skal gøres en ende ikke blot på partiets indflydelse, men også på de andre partiers medløberi og højredrejning.

Dette har indtil videre lange udsigter, men i det mindste er partiet da så presset, at det er nødt til at tage afstand fra sine ideologiske bagmænds værste påstande. Dette er et lille skridt i den rigtige retning.