Ole Wolf har et meget præcist indlæg, hvor han konstaterer, at hvis det er så enormtvigtigt at “sende et signal” om, at det ikke er OK at gå i burka i Danmark, selv om der ganske vist ingen eller næsten ingen, der faktisk går i en sådan klædedragt, så er det i sig selv et signal om, at der er signaler, det ikke er vigtigt at sende.
Man vil gerne “sende et signal” om, at vi ikke bryder os om folk i muslimske klæder, men vi har åbenbart ikke så travlt med at forbyde folk at gå med skrårem og seler og gå i strækmarch, selv om det formentlig er mindst lige så stort et problem som de 0-3 (± undersøgelsens usikkerhed) burkabærende kvinder.
Men er åbenbart heller ikke så interesseret i at “sende signaler” om, at vi står vagt om sundhedsvæsnet og beskytter det mod fyringer, eller om at vi er modstandere af bankernes og pensionskassernes hensynsløse manipulation med og udplyndring af deres kunder. Og det er åbenbart heller ikke vigtigt at “sende et signal” om, at vi gerne vil gøre vores for at sikre mod global opvarmning og trække vores læs i begrænsningen af CO2-udslip. Alle disse og mange flere signaler er det åbenbart ikke så vigtigt at sende. Men burkaer …?
Når man begår et valg, begår man også fravalg. Blandt mange mulige signaler har man valgt ét, der var det vigtigste. Politikernes valg af signaler fortæller hvilke signaler, de finder mindre vigtige.
Skulle regeringen have valgt beklædning, der symboliserer undertrykkelse og antidemokratiske holdninger, kunne regeringen have valgt at forbyde skrårem og seler. Ganske vist er der ingen (eller i det mindste temmelig få), der bærer denne beklædning, men da det ikke skorter på politikernes sammenligninger mellem islam og nazisme – og efterfølgende domme for racisme – så udtrykker dette fravalg, at man reelt opfatter islam som værre. I betragtning af den generelle højredrejning i dansk politik og det forhold, at Dansk Folkeparti har et glimrende forhold til nazister er nazismen ellers nærværende nok gennem dens noget tydeligere involvering i politiske spørgsmål, end muslimer tager sig tid til. Man udsender et signal om, at nazisme er mere acceptabelt end islam.
De Konservative kunne også have valgt at fremhæve f.eks. var klimaet og miljøet, den stigende fattigdom, fyringerne på sygehusene, finanskrisen eller andre, yderst nærværende problemer som deres højest prioriterede politik, men det blev alligevel burkaforbudet, der vejede tungest. Det sender det skjulte signal, at de Konservative ikke er specielt optagede af disse vigtige emner.
Regeringens partier og støtteparti overbyder hinanden med krav om højere straffe og flere forbud på grund af ganske få personer, og de indførte rockerlov, overvågning, lømmelpakke og en terrorlov, som endnu ikke har fanget en eneste terrorist. Samtidig slipper økonomiske forbrydere lige så billigt som hidtil, og rocker- og terrorlov bruges til at dømme folk (nogle gange for justitsmord), der ikke har den mindste relation til hverken bandekriminalitet eller terror, mens lømmelpakken bruges til at forhindre folk i at demonstrere mod et klimatopmøde, som de demonstrerende ønskede at gøre opmærksom på ville blive en monumental fiasko.
Men hver gang, regeringens partier fremsætter et lovforslag, udtaler sig principielt eller ønsker at sende signaler, er der en række lovforslag, de ikke fremsætter. Der er en række principper, de tier om, og der er en række signaler, de ikke sender. Tavshed kan være meget sigende, og de ord, regeringen ikke siger, når den buldrer frem med mange hårde ord, er næsten øredøvende.
Link: Skjult signalpolitik
