David Rehling funderer i en kommentar i Information over, hvorfor Fogh mon er så forhippet på at komme ud af dansk politik. Næppe på grund af den trods alt ret beskedne prestige, der er forbundet med at være NATOs generalsekretær. Måske, fordi dansk politik ikke er rar at være i, og måske det faktum har noget at gøre med Dansk Folkepartis indflydelse og skolemesteragtige hundsen med de ansvarlige ministre under trussel om at inddrage det så uundværlige flertal?
Som Rehling siger:
SIG ORDENE: Jaap de Hoop Scheffer. Det er ikke nemt. Værre er: Siger ordene én noget? Nej, ikke rigtigt, vel?
Den hollandske hostelyd er navnet på NATO’s nuværende generalsekretær. Jaap de Hoop Scheffers kvalifikation til NATO-embedet er, at han var den nederlandske udenrigsminister fra den 22. juli 2002 til den 3. december 2003.
Det er altså ham, som Danmarks statsminister siden 27. november 2001 nu afløser. Man aner en skævhed mellem de to mænds c.v.’er.
Og sandt er det, at der blandt NATO’s 12 generalsekretærer siden alliancens stiftelse i 1949 kun har været én med baggrund som regeringsleder – resten har været politikere fra anden række.SÅ HVORFOR FOGH? Hvad kan få en ambitiøs, ærekær og selvbevidst statsleder til at søge et job under sin rang? Tilmed i et akavet forløb, hvor de mange gisninger omkring Foghs karriereplanlægning har svækket ham i regeringen og befolkningen og sendt hans Venstre-parti på rumpetur i meningsmålinger.
Svaret er det enkle: Fogh søger væk, fordi han vil væk. Han har fået nok af dansk politik. Mere end syv år som statsminister slider. Kig på billeder af Fogh fra før 2001 og fra nu. Det er ikke bare alderen, der gør forskellen.
Sliddet øges af, at Fogh har styret sig selv og Venstre ind i en blindgyde: I Pia Kjærsgaards favntag. Fogh har betalt prisen for at gøre Dansk Folkeparti til en vigtigere samarbejdspartner end de konservative. Dansk Folkeparti sikrer, at VK-politikere kan blive ved med at køre i ministerbiler. Hvad Kjærsgaard & Co. skrydende gør opmærksom på, hver gang regeringen skal tvinges til at afgive ny indrømmelser. Det har den gjort så tit, at det fordunkler, hvem der i VKO er halen, som hunden logrer med.
Det går længere end som så – de borgerlige i V og K er ikke blot trætte af Dansk Folkepartis indflydelse i dansk politik, de skammer sig over den. Det var skammen over Dansk Folkeparti i de borgerliges egne rækker, der drev den kolossale tilslutning til Ny Alliance som politisk projekt, før æh, nogen kvajede sig.
Projektet lykkedes ikke, og dermed blev Dansk Folkeparti reelt siddende på statsministerposten, eller i hvert fald strategisk placeret bag den – og det kunne den i grunden ikkke særligt fremmedfjendtlige eller rabiate Fogh ikke holde til i længden. “Og dermed var det sket med Anders Fogh Rasmussen”, som Rehling slutter.
