Tanke om rugbrødsreformen

Regeringens plan om at lade overførselsindkomsterne regulere efter inflationen og ikke efter reallønnen i samfundet vækker harme hos mange socialt bevidste, fordi det vil udhule værdien af disse. Konsekvensen er, at arbejdsløse og pensionister kommer til at sakke endnu mere bagud i forhold til resten af samfundet.

Men. Virkeligheden er, at Danmark ud fra et økologisk og globalt synspunkt forbruger alt for meget, har for stort CO2-udslip og gør et langt større indhug i de globale energi- og råstof-ressourcer, end befolkningen på fem millioner berettiger os til. Hvis Danmark ønsker at følge en økologisk og klimamæssigt bæredygtig udvikling de næste 10-15 år – og det ville ærligt talt være en rigtig god idé – vil reallønnen komme til at falde, mens priserne stiger uændret. Og så vil overførselsindkomsterne, hvis den nye regulering fastholdes, faktisk vokse hurtigere end den almindelige løn.

Klima-aftrykket og ressourcernes fundamentale endelighed tilsiger faktisk, at Danmark kommer til at skære ned på forbrug, realløn, levestandard, velstand – kald det, hvad I vil. Den globale udvikling kan meget let komme til ganske ufrivilligt at pålægge os en sådan “forbrugsjustering”. Tricket bliver efter min mening og fra et humanistisk perspektiv at gøre det, så alle sikres og ingen bliver fattige. Dette er ikke, hvad jeg mistænker regeringen for at være ude på, men betydningen af den aktuelle skattereform blegner måske alligevel ved sammenligningen.

Eller også gør den ikke. Brug gerne kommentarfeltet til at fortælle, hvad (om noget) der er galt med ovenstående betragtninger.