Stasi-Danmark

Som vi læser i Information, giver TV-programmet “Aktion Socialt Bedrageri” (som jeg dog ikke har set – livet er for kort til at se dansk fjernsyn) et interessant indblik i det menneskesyn, der ligger bag systemets forfølgelse af folk, der beskyldes for socialt bedrageri:

Der findes ikke nogen statslig standard for, hvornår man er i et ’ægteskabslignende forhold’ og dermed ikke berettiget til ydelsen længere, så området er fyldt med uklarheder og gråzoner. Hvor meget må en ny kæreste hjælpe til i husholdningen eller have med børnene at gøre? Hvad hvis man kommer til at have sex med sin eksmand, men ikke genoptager forholdet? I mangel på klare regler bliver det sagsbehandlerens skøn, der er det afgørende, og programmet giver et interessant indblik i, hvordan kontrolarbejderne forvalter netop denne gråzone: »Det, at hun fortæller os, at hun låner hans bil, det gør sagen noget nemmere for os. For det viser ihvertfald, at der er noget fælles husførelse,« forklarer Irene til kameraet.

Hun er ansat ved kontrolgruppen i Næstved Kommune og er netop ved at tale med kvinde, der er hevet ind til partshøring i en enligsag. Kvinden modtager enligydelse på 7.978 kroner om måneden, men kommunen har modtaget en anonym anmeldelse, der påstår, at hendes kæreste bor hos hende. Irene har tjekket kvindens Facebook-profil, hvor man bag programmets sløring kan se antydningen af to mennesker, der kysser. Et billede der – ifølge kontrolarbejderen– »i den grad indikerer et forhold«.

(…)

Kvinden har netop forklaret, at hun låner sin kærestes bil en gang imellem, fordi hun er syg og har det svært, når det er koldt. Men ifølge kontrolmedarbejder Irene er det ikke tilladt, fordi det for eksempel er kæresten, der betaler forsikringen. Dermed bliver udlånet af bilen betragtet som et »økonomisk bidrag« til hende, som er noget af det, man ikke må få som enlig.

Kvinden fortæller videre, at hun ikke kommer til at være på enligydelse så længe endnu, fordi hun har besluttet at flytte sammen med kæresten nogle måneder senere. Irene svarer prompte, at det ligesom med bilen også er et tegn på, at hun slet ikke reelt hverken er eller har været enlig forsørger i et godt stykke tid. Hun bebrejder kvinden, at hun ikke allerede har været oppe på kommunen og sige, at de planlægger at flytte sammen. Kvinden forsøger med stigende usikkerhed i stemmen at fastholde, at hun altså ikke har gjort noget galt. Men lige lidt hjælper det. Alt, hvad hun siger, bliver opfattet mistænkeligt og problematiseret.

For øjnene af hele Danmark opridser Irene altså, hvad der ifølge kontrolgruppen er så problematisk enlig-adfærd, at det er tegn på et samliv: Det er ikke tilladt som enlig at låne sin kærestes bil, det er ikke tilladt at aftale at flytte sammen på et senere tidspunkt, og har man i øvrigt været kærester i mere end et halvt år og mødt hinandens børn, så er man nok ikke længere enlig.

Måske man kunne overveje at indføre et grundlæggende princip inden for social lovgivning: Hvis reglerne indebærer, at sagsbehandlere eller kontrolgrupper skal vide noget om eller overhovedet interessere sig for, hvem man går i seng med, er loven forkert og må laves om. Sagsbehandleres gisnen om, hvornår man “nok ikke længere er enlig” er i alle tilfælde en usmagelig indblanding i folks privatliv og må stoppes. Enlige forsørger har oftest rigeligt at tage sig til i forvejen uden at skulle mærke systemets hede ånde i nakken.

Bloggeren O’manne Light konstaterer noget lignende i et åbent brev til kommunen, hvor hun gør opmærksom på, at kommunen “ikke er min rigtige mor og far“:

Jeg er enlig mor. Jeg får boligstøtte. Jeg har en kæreste – vi har dog kun kendt hinanden i få måneder, og selvfølgeligt bor vi ikke sammen.
Jeg vil fandme ikke være social bedrager, så jeg googlede lidt og fandt denne video med en dame, der taler til mig, som om jeg er retarderet.

Her får jeg udpenslet, hvornår jeg ikke længere bliver betragtet som enlig.

Min kæreste må ikke betale mine regninger.
Nej, selvfølgeligt må han ikke det, hvis kommunen giver mig tilskud til dem. Jeg går ikke engang over for rødt lys (heller ikke på helt øde veje), så den behøver jeg ikke være bange for at falde i.

Vi må ikke have fællesøkonomi.
Nej, Selvfølgeligt må vi ikke det, når jeg får et personligt tilskud fra kommunen. Det ville nu også være ret bøvlet, når vi ikke bor sammen eller ses hver dag. Og urimeligt for ham, da jeg har mange flere udgifter til MIT barn.

Vi må ikke handle sammen.
Hvad? Aldrig? Heller ikke, når min krop ikke fungerer – på grund af den sygdom, der har fået mig til at havne i denne forpulede situation, hvor en del af min sjæl tilhører kommunen?

Han må ikke hjælpe med det huslige.
Hvad? Aldrig? Heller ikke, når min krop ikke fungerer – på grund af den sygdom, der har fået mig til at havne i denne forpulede situation, hvor en del af min sjæl tilhører kommunen?

Han skal sove på sofaen, hvis han overnatter her – men han bør egentlig slet ikke sove her.
Ok, kommune. Tak fordi du passer på min dyd.

Informations artikel munder ud i en konstatering af, hvilket Stasi-samfund, vi efterhånden har fået, hvor vi alle opfordres til at angive hinanden anonymt, så eventuelle delinkventer kan indkaldes til kafkaske forhør, hvor selv de mest intime detaljer af deres privatliv frit kan endevendes:

I bedste public service stil har DR siden fulgt op med en guide til, hvordan man bedst melder sin nabo for socialt bedrageri. Men det er ikke det eneste, man kan lære af at se programmet, på trods af at det er ensidigt.

Jeg har for eksempel lært, at hvis man er på enligydelse, skal man sætte sig grundigt ind i både regler og Ankestyrelsens praksis, men samtidigt aldrig tage for givet, at kontrolgruppens antagelser følger den måde, som almindelige mennesker tænker på. Selv om der ikke er noget odiøst i det, skal man altså helt holde sig fra, at blande sin økonomi sammen med ens eventuelt nye kærestes ved for eksempel at overføre penge mellem kontoerne. Heller ikke småbeløb. Hold dig altid gode venner med dine naboer, så de ikke følger DR-guiden og får startet en efterforskning imod dig. Bliver du indkaldt til møde, så hav altid en bisidder med, og vær opmærksom på, at det er ligesom et forhør, hvor alt, du oplyser, bliver brugt imod dig.

Det store spørgsmål er ikke her, hvordan det kommunale system kan være så småligt og nedrigt – det virkelig store spørgmål er: Hvorfor finder vi os i det?

Undertrykkelsen i Danmark rammer også DIG

Du synes måske, du har det godt her i Danmark; at du lever i et frit samfund, hvor alle kan få lov at gøre som de vil, hvis bare de overholder loven og lader andre være i fred.

Måske har du hørt om, at Danmark er et land, hvor uskyldige mennesker kan sidde fængslede i månedsvis, helt uden at de er mistænkt for at have gjort noget som helst galt, og uden hensyn til, om de er gravide eller ofre for vold eller voldtægt.

Men du er jo ikke hverken asylsøger eller fremmed, og så gælder det ikke. Eller gør det?

Adventures and Japes undersøger den britiske skolelærer TackiestOnes, hvor sikker du egentlig kan være på, at den slags ikke rammer netop dig.

Hun begynder med at citere en artikel, der forklarer, at i Danmark kan torturofre tvinges til at tage antidepressiva, også selv om de ikke virker og tværtimod gør ondt værre. Landets jobcentre har sågar tiltaget sig magten til at påtvinge sådanne mennesker antidepressiv, også selv om deres læge direkte fraråder det.

TackiestOnes forklarer:

The Danish school system spends more money per pupil than any other, you might have heard. But did you know that the education system is so good that anyone can prescribe medication? All employees of the borough council in Denmark have the right to say which drugs you should receive, what the dosage should be and for how long you should be on the drugs. What a wonderful country! If a worker in a Job Club is a bit unsure about which drugs would be best, they can ask a doctor but the doctor is not required to see the patient.
As everyone is so well qualified in medicine here, the patient is not allowed to refuse.

House / Playing Doctor

The Caseworker will see you now

Men okay, siger du – jeg er ikke torturoffer, bliver ikke bedt om at møde på jobcentret og er i det hele taget ved godt helbred, uafhængig og fri.

Skipping

We don’t have to deal with the kommune!

Bortset fra, at det ikke kun er flygtninge og torturofre, der kan tvinges til at tage antidepressiva, som ikke virker og uanset, om lægen fraråder dem eller ej – det er alle, som risikerer på et eller andet tidspunkt af deres liv at få en depression samtidig med, at de er nødt til at søge økonomisk hjælp af en eller anden slags. Vi ved det godt – det kunne ikke ske for dig.

You are correct. The chances that you will fall on hard times and continue to stay in the country are indeed low. It will, as you have noticed, probably not affect you. Maybe your children. But not you. Probably. Depression is really rare, right? Especially in countries with nine-month-long winters, the likes of which you have never experienced… Especially not in countries where outsiders find it hard to build a support network….

Let’s just for a second consider what it all means, what the big context is.

The Danish State is huge, it is the biggest employer and it touches every aspect of your life. The minister for employment, the social workers, the case workers in the Job Club, the office workers in the borough council and so on, they all have enormous power.

If they decide, just POOF, one day decide that the best treatment for depression is antidepressants then it becomes so. Even if they only help a minority of people. Even if the side effects can be so bad that they drive people to suicide. Even if the drugs they force you to take, eat away a huge proportion of your benefits cheque. Even if your own doctor and an entire group of specialists say the drugs are not advisable in your particular case, you can still be forced to take them.

Men … det påvirker jo stadig kun nassere, siger du. Ikke folk, der overholder reglerne, passer deres arbejde, betaler deres skat. Og altså ikke bliver deprimerede. Ikke folk som dig. Og du har måske ret. Med mindre, du altså går hen og bliver skilt. Hvis du bliver skilt og ender med at være den, der tager sig af børnene, erhverver kommunen sig herved ret til at overvåge dig dag og nat uden hensyn til, hvad loven siger – det kunne jo være, at de herved kunne finde selv det spinkleste grundlag for at tage børnetilskudet fra dig.

Måske du vil finde, at det ikke altid er morsomt at leve i et socialistisk paradis.

You might also find, to your surprise, that your facebook is printed out, that the shoes outside your front door are noted, that the cars that visit your house are logged. You might find that as a result of this, you may be denied something you should be allowed or forced to do something. You might have your children taken off you.Fun fact, if your children are not in daycare and they are “behind” in their Danish language development, they can be forced into daycare. If you refuse, your family can be “investigated”. If you were planning on staying home past six months after your baby’s birth, think again. Even if you do not have a job to go to, you will be told to send your children to daycare around the six months mark so they can learn how to “socialise”.

creepy babies at childcare

Alt sammen i Danmark, verdens bedste land –  det socialistiske paradis, hvor få har for meget og færre for lidt, og hvor vi alle finder sammen omkring vores “hygge”, som er et ord, der ikke findes på nogen andre sprog, bortset fra norsk, svensk, hollandsk, engelsk og sikkert mange andre sprog.

Ret skal være ret, det særegne, socialrealistiske mareridt, som vi i Danmark påtvinger samfundets svageste borgere, findes nok ikke helt magen til nogen steder. Og gud ske lov for det.

Link: Should I move to Denmark: Denmark is a Socialist Paradise.