Allan har allerede været der, men lad mig føje lidt til fra en anden vinkel:
Jeg synes, det er tåbeligt og forkasteligt at genere hr. Møller på den måde.
Men det er også tåbeligt at stille sig op og fotografere en demonstration mod nogle kendte, voldelige båtnakker som White Pride (af alle!!) med det formål at hænge folk ud med billede og navn på sin hjemmeside, hvorefter det virtuelle tæskehold i Uriaspostens kommentarspor kan gå i aktion med opfordringer til vold, lemlæstelse og mord.
En skønne dag er der et ikke-virtuelt tæskehold, der fører nogle af disse trusler ud i livet, og så længe Kim Møller bliver ved med bevidst at servere godbidder for sine virtuelle køtere, vil han være personligt ansvarlig.
De folk, der overfaldt Kim Møller, reagerede altså ikke på en bloggers ytringsfrihed, de reagerede på en spion, der ville vide hvem de var og give oplysningerne videre til White Pride. Det er ikke helt det samme.
Når det så er sagt, så synes jeg, at overfaldet på ham var aldeles forkert og tåbeligt, omend nogle af de unge hedsporer måske havde svært ved at se andre udveje i deres frustration. Arrangørerne burde have sørget for at spotte den slags ubudne sympatisører med “den anden side” og venligt, men bestemt bede dem forføje sig, så længe der er demo.
En af de første gode regler i antifascistisk arbejde er netop ikke at lade sig provokere af åbenlyse provokatører, og den brød disse overfaldsmænd. Et andet vigtigt princip er, at målet ikke helliger midlet, men midlet vanhelliger målet, og det brød de også. Og i den forstand har Citizen såmænd ret i sin karakteristik. Hvis Kim Møller havde været lidt mindre ivrig efter at klappe i hænderne og sige “de var selv ude om det”, når hans modstandere må lide under mindre virtuelle tæskehold end det, han selv står i spidsen for, ville det vel have været synd for ham også.
Dette indlæg er i øvrigt en lidt elaboreret udgave af en kommentar til Citizens indlæg.
Lars Raapil